Læsetid: 4 min.

Der er byttet pladser i kulturkampen

Ytringsfrihed og ytringsfrihed er to forskellige ting
7. marts 2006

Så er Anders Fogh Rasmussen taget på forsinket vinterferie. Mon han sidder på altanen i den sydfranske forårssol og gennemgår sine seneste hektiske måneder? Sidder han dernede og kommer i tvivl om, hvorvidt macho-stilen - hans revanchistiske stil med en uhørt aktivistisk udenrigspolitik, der står i direkte forbindelse til kulturkamp, strammerpædagogik, opgør med smagsdommere og tidligere tiders samarbejdspolitik - nu også er den rigtige? Eller pisker han rundt i løbetøjet på de sydfranske grusveje med livvagterne halsende efter sig for at genopbygge kondien, mens både ben- og ansigtsmuskulaturen bliver endnu strammere?

Jeg håber, at han sidder på altanen og tænker. Det samme gør vi andre. Det vil sige: Vi er ikke taget på vinterferie. Men vi tænker alle sammen en del på dette turbulente forløb, da Danmark blev meldt ind i verdenssamfundet? Hvad har vi hver især lært?

Jeg har for det første lært, at ytringsfrihed findes i to versioner: En pragmatisk og en fanatisk. For pragmatikerne er ytringsfrihed et element i noget andet og større. Den er en af de universelle rettigheder, der skal gøre et menneskeligt samfund muligt, dvs. et samfund der bygger på frihed og tolerance som sideordnede aspekter. For pragmatikerne ved, at den enes frihed kan føre til den andens undertrykkelse. De ved, at man ikke bare går rundt og råber 'dumme svin' til sine nærmeste, selv om det jo i princippet er ytringsfrihedens ret.

For pragmatikerne er der derfor ikke nogen modsætning mellem ytringsfrihed og omtanke. At tænke sig om, når man bruger sin ytringsfrihed, har ikke noget at gøre med at man 'gradbøjer' ytringsfriheden. Nej, ytringsfrihed og omtanke er to sider af samme sag.

For fanatikerne derimod er ytringsfriheden et religiøst princip. Den er et uantasteligt, sakrosankt princip, en helligdom som man ikke må anfægte eller karikere.

Det er derfor, at ytringsfrihedsfanatikerne og de religiøse fanatikere matcher så godt til hinanden. Øjnene skinner og stemmen kammer over. Det er også derfor, at Per Stig Møller ser så utilpas ud. For en ægte konservativ er pragmatiker, og derfor er det hans bitre lod at skulle afbøde alle de ulykker, som følger i kølvandet af principrytteren.

Det var den ene ting: At der er to slags ytringsfrihed. Ytringsfriheden som redskab. Og ytringsfriheden som religiøst princip.

Den anden ting er, at det ideologiske landskab fuldstændig har forskudt sig. De, der i gamle dage var de frække og principielle - de radikale og venstreorienterede - er i dag de pæne og besindige. De, der i gamle dage var pragmatikere, er nu om dage blevet de principielle og frække.

Ikke et princip, et redskab

Hvem havde forestillet sig statsministeren i åben kamp med Dansk Industri, mens Villy Søvndal hylder mådeholdet og besindigheden. Men sådan ser det nye landskab tilsyneladende ud.

Den tredje ting, jeg har lært - eller i hvert fald fået genopfrisket - er at alle kriser kræver en syndebuk. Spørg bare den gamle, stakkels Job. Vor tids syndebuk er imamerne. Her står alle stort set sammen, fra venstre til højre med Naser Khader i spidsen. Ahmed Akkari og Abu Laban er vor tids bussemænd, og sådan er alle de andre sandsynligvis også: fanatiske muslimer.

Den fjerde ting er, at ikke blot har yderfløjene på den ideologiske scene byttet plads - også Dansk Folkeparti har tilsyneladende undergået en forvandling.

Hvordan dog? Jo, hvis der er noget, Søren Krarup ikke kan lide, så er det menneskerettighederne. Hvis man læser hans bøger - og det forlanger han jo - så ser man, at for dette medlem af Folketinget er dyrkelsen af demokratiet og menneskerettighederne en afgudsdyrkelse. For mod Gud har vi altid uret. Virkeligheden er ulighed, og denne ulighed har Gud skabt. Derfor er kampen for lighed og for universelle rettigheder en gudsbespottelse. Men hov - er det ikke netop Dansk Folkeparti der mest hårdnakket har kæmpet for Jyllands-Postens ret til at bruge ytringsfriheden uindskrænket? Og er ytringsfriheden ikke et af elementerne i de gudsbespottelige menneskerettigheder? Jo, men forklaringen er da også, at ytringsfriheden for dem ikke er et princip, men et redskab. Og hvis dette redskab kan bruges til at tilsvine muslimer, så går de ind for det. Det var det, Dansk Folkepartis ideologiske spydspids i Jylland, Hans Hauge, afslørede: Ytringsfriheden er ikke principiel, den er konkret. Bruges den til at genere jøder eller kristne, er han imod den. Men mod muslimer er den ok.

Så det er lidt af det, jeg har lært: . Der er byttet pladser i kulturkampen. Imamerne har fået rollen som fællesskabets syndebuk. Og: Dansk Folkeparti støtter regeringen, som rebet støtter den hængte. Gad vide, om det også er det, Fogh Rasmussen sidder på sin sydfranske altan og finder ud af? Eller pisker han bare rundt og strammer muskulaturen?

Lars Qvortrup er professor ved SDU samt leder af Knowledge Lab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her