Læsetid: 4 min.

Byzantinsk trumfkort

14. marts 1997

FOR DE DANSKE deltagere ved regeringskonferencen om en ny EU-traktat er forslaget om at skabe en overstatslig udlændingepolitik "den mest uspiselige ret" på hele forhandlingsmenuen, forklarede vor korrespondent Ole Ryborg i gårsdagens avis.
Men Danmark har intet imod et styrket samarbejde om flygtninge- og indvandrerpolitikken, hvis blot det forbliver mellemstatsligt. Den afgørende forskel er, at i et mellemstatsligt samarbejde vil det fortsat være femten suveræne stater, der via deres regeringer må forhandle sig til enighed om alle nye skridt på det pågældende område. Hvorimod en overstatslig udlændingepolitik indebærer afgivelse af suverænitet, således at de nationale parlamenter ikke længere kan blokere, hvad EU's ministerråd måtte finde på at beslutte (indtil videre med såkaldt kvalificeret flertal), og hvad EU-domstolen måtte finde på at "præjudicere".
I Maastricht-traktaten har udlændingepolitikken hidtil haft status som et mellemstatsligt anliggende. Traktatligt har spørgsmål som asyl, immigration og kontrol af EU's ydre grænser været placeret i 'Søjle 3' - der også omfatter retligt og politimæssigt samarbejde om bl. a. bekæmpelse af terrorisme, narkotikakriminalitet og international økonomisk svindel.
Toneangivende EU-medlemmer, anført af Tyskland, har længe arbejdet på at få betydelige dele af 'Søjle 3' overført til 'Søjle 1' - en byzantinsk betegnelse for den egentlige fællesskabslovgivning, altså den overstatslige del af samarbejdet.
I en statusrapport til Folketingets partier erkender regeringen nu, at Danmark og Storbritannien står isoleret i modstanden mod denne bestræbelse.
Det er en mærkværdig sen erkendelse - og dog bedre sen end aldrig, som Uffe Ellemann-Jensen bemærker. På Christiansborg søger Poul Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen i disse dage at få uddybet regeringens forhandlingsmandat. Det er på høje tid.

FORSLAGET OM at gøre store dele af rets- og politisamarbejdet overstatsligt, er som nævnt uspiseligt for de danske forhandlere. Det skyldes ikke Edinburgh-afgørelsen, der på dette punkt blot lakonisk fastslår, at "Danmark vil deltage fuldt ud i samarbejdet om retlige og indre anliggender på grundlag af bestemmelserne" i 'Søjle 3'.
Nej, den manglende appetit skyldes, som chefforhandler Niels Ersbøll for et par uger siden forklarede under en høring ved Europa-Parlamentet, at der er "indgået en slags kontrakt mellem politikere og borgere" i Danmark. Befolkningens oprindelige nej til Maastricht-traktaten blev i det "Nationale Kompromis" fortolket som en modvilje mod overdreven overstatslig integration og suverænitetsafgivelse. Og regeringen fik sit efterfølgende ja på betingelse af et erklæret forbehold mod yderligere udviklinger i den retning.
Så selv om dette forbehold for udlændingepolitikkens og retssamarbejdets vedkommende ikke er bekræftet på EU-niveau, er regeringen alligevel folkeligt forpligtet af det. Derfor den megen diskussion om en særlig folkeafstemning på området.

FORMELT HAR Danmark muligheden for at blokere en hvilken som helst traktatændring, også denne. En ny traktat (Maastricht-2) kan nemlig kun vedtages i énstemmighed og på betingelse af efterfølgende ratifikation i samtlige medlemsstater.
Reelt vil en sådan blokering naturligvis kræve mere end almindelig rygrad hos vore politikere og embedsmænd. Danmark vil nemlig i så fald blive beskyldt for at sætte hele EU's eksistens på spil. Nyrup, Helveg og Ersbøll vil skulle indstille sig på at opfatte befolkningen som en større autoritet end kansler Kohl, præsident Chirac og det byzantinske bureaukrati i Bruxelles. Men muligheden foreligger.
Det er en voldsom trussel, som Danmark - hvis vore forhandlere tør spille kortene rigtigt - kan få meget ud af. Uden tvivl vil den blive mødt med modtruslen om, at "de andre medlemsstater bare kører videre" i rets- og politisamarbejdet, så kan Danmark "stå isoleret uden for". Denne modtrussel er helt og aldeles tom. For den overstatslige 'Søjle 1' kan kun fungere på betingelse af, at lovgivningen omfatter og gælder ens for alle. Mulighederne for fleksibilitet er her "temmelig små og ikke voldsomt interessante", som Ersbøll bemærkede ved ovennævnte høring. Bortset fra visse ØMU-bestemmelser er det såkaldt fleksible EU - også kaldet "variabel geometri" - kun interessant i forbindelse med de mellemstatslige områder i 'Søjle 2' og 'Søjle 3'. Det ligger i sagens natur.

FOLKETINGET - som formidler mellem folk og regering - har med andre ord en historisk mulighed netop nu:
På den ene side anfører humanitære organisationer en række gode, saglige grunde til at give flygtninge- og indvandrerpolitikken - eller i hvert fald dele af den - overnational status i EU. Standarderne for udlændiges rettigheder og retsbeskyttelse bør kunne hæves gennem et fælles-europæisk slagsmål herom.
På den anden side foreslår Tyskland og Italien, at et stærkt udvidet politisamarbejde om bl.a. terrorisme- og narkotikabekæmpelse tages med i samme mundfuld. At Europol får lovhjemmel til at fungere som overstatsligt politikorps; at Schengen-samarbejdet lægges ind i EU's institutioner; at strafferetten harmoniseres begyndende; o.s.v.
Men her har Danmark sit trumfkort i de byzantinske traktatforhandlinger - Folketinget skal blot hjælpe regeringen til ikke at ryste på hånden:
Skrinlæg alle disse tyske, italienske, spanske o.a. planer om en Stålhjelm- og Knippelsuppe Union! Også hensigtserklæringerne! Og gør det offentligt! Så skal de danske vælgere nok ratificere en mere humanitær flygtningepolitik.
Eller afvis dette, dybt demokratiske krav. Så garanterer Danmark, at der ikke kommer nogen ny traktat ud af regeringskonferencen!

birk (Klavs Birkholm)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu