Læsetid: 6 min.

Californiske drømme og hverdagsrutiner

Joan Didion har gennem hele sit forfatterskab opfordret USA til at tage sine myter og rutiner op til revision. Da hendes datter blev syg og hendes mand døde, kom turen til hende selv, hvilket hun beretter om i den nyligt prisbelønnede 'The Year of Magical Thinking'
26. januar 2006

Var det ikke fordi ægtemanden var så flink, og det meste af dramaet udspillede sig i New York, kunne forløbet være hentet fra en af hendes egne bøger. I The Year of Magical Thinking opruller Joan Didion det år af sit liv, hvor hun forsøger at bearbejde sorgen over sin ægtemand John Gregory Dunnes død den 30. december 2003, samtidig med at hun må se hjælpeløst til, mens hendes og Dunnes eneste datter, Quintana Roo, svæver mellem liv og død på diverse amerikanske hospitaler.

Bogen blev nyligt præmieret med den amerikanske The National Book Award for nonfiction, hvilket af mange ses som en endelig tilkendegivelse af Didions status som en af det seneste halve århundredes største amerikanske forfattere.

Hun lærte at skrive ved at kopiere Hemingways Farvel til våbnene ord for ord, og siden da er hendes knastørre prosa, skarpe intellekt og opmærksomme blik for detaljer kommet til sin ret i fem romaner, utallige essays og otte nonfiction-bøger, hvoraf Slouching Towards Betlehem (1968) betragtes som en af New Journalism-genrens absolutte milepæle.

Myten om vesten

Joan Didion er født i Sacramento i Californien i 1934, og både myten om det vilde vesten, hvor alting kan overkommes, hvis man har en bred ryg og en god forstand, og den tid, hvori hun blev voksen, nemlig de turbulente 60'ere, spiller en stor rolle i hendes forfatterskab.

I essayet 'Notes From a Native Daughter' fra Slouching Towards - betegner hun sin hjemstat som et sted, hvor "den optimistiske boom-mentalitet møder en tjekhovsk fornemmelse for nederlag", og hvor tingene hellere må fungere, "fordi det er her, under den enorme afblegede himmel, at vi løber tør for kontinent."

Californien repræsenter med andre ord på én gang den amerikanske drøm og tilværelsens sidste chance, og netop denne spænding mellem myte og anti-myte rumsterer i forskellige variationer overalt i hendes bøger, fra den sentimentale debutroman Run River (1963), der blev skrevet, mens Didion arbejde som journalist i New York og havde hjemve, til hendes familiekrønike og kulturanalyse Where I was From (2003), hvori hun gør op med de californiske nybyggeres, politikeres og byplanlæggeres utæmmelige gå-på-mod og humane intentioner og konkluderer, at alting er blevet gjort for pengenes skyld.

En kritisk demokrat

Bag Didions altid nysgerrige blik og kritiske pen gemmer der sig dog hverken en venstreorienteret rebel, eller hvad man i USA kalder en radical. Hendes foragt for visse dele af hjemlandets kapitalisme til trods, er det svært ikke at betragte forfatterinden som andet end konservativ i ordets oprindelige forstand, og forstået på den måde, at hun hylder traditionelle værdier som flid, ærlighed og sparsommelighed.

Det var der mange, der blev overrasket over tilbage i 60'erne, hvor hun blandt andet blev hyret til at portrættere Jim Morrison til Rolling Stone. Magasinet endte med ikke at trykke hendes artikel om optagelserne til The Doors' tredje lp, da hun i deres øjne forholdt sig alt for kritisk til det, han repræsenterede.

Hvad Didion oplevede, mens hun sad i et kaotisk pladestudie med resten af bandet og ventede på, at forsangeren skulle dukke op, står i dag at læse i hendes anden store New Journalism-bog The White Album (1979), der sammen med nævnte Slouching Towards Betlehem tegner et dystert billede af en ungdomsgeneration, der er ved at fortære sig selv i hedonisme - eller som Marc Weingarten skriver i sin netop udkomne bog om New Journalismens historie, The Gang That Wouldn't Write Straight: "Hvor andre foretrak at se et nyt samfund bestående af unge, der blomstrede op som marguritter gennem cementen, så Didion en landsby af fortabte børn, et fragmenteret samfund på afgrundens rand og med en skyhøj skilsmisseprocent -"

Den politiske scene

I 80'erne løftede Didion blikket fra Californien for i stedet at fokusere på Mellemamerika og den amerikanske udenrigspolitik, som hun havde stiftet bekendtskab med via sine journalistiske opgaver for avisen Saturday Evening Post.

Resultatet blev ikke blot romanen Democracy (1984), hvori hovedpersonen Inez Victor må erkende, at hendes privilegerede tilværelse har lullet hende ind i søvngængeragtig hverdag og en tro på, at et amerikansk pas fritager for ansvarlighed, men også i nonfiction-bøgerne Salvador (1983) Miami (1987). Førstnævnte handler om dødspatruljerne i El Salvador, mens den anden titel antyder, at der findes en politisk konspiration, som strækker sig fra invasionen af Svinebugten over mordet på JFK og indbruddet i Watergate til kampen mod sandinisterne i 80'erne.

I Salvador fortæller Didion desuden om én specifik episode, hvor det pludselig går op for hende, hvordan amerikansk politik fungerer. Ved en middag med den amerikanske ambassadør i El Salvador bliver samtalen ved med at dreje sig væk fra de reelle problemer og hen mod spørgsmålet om, hvordan man kan få det til at se ud som om, at situationen er under kontrol - "få El Salvadors regering til ligne nogen, der gør, hvad amerikanerne har brug for, således at den amerikanske hjælp synes retfærdiggjort."

Temaet følges op i hendes seneste samling af essays Political Fictions (2001), hvor blandt andre demokraten Michael Dukakis står for skud, da han under sin valgkampagne pludselig begynder at spille bold med en af sine frivillige hjælpere. Det glæder de tilstedeværende journalister så meget, at de siden rapporterer om politikerens vindende væsen, der naturligvis bliver beskrevet som "helt nede på jorden".

I Didions øjne var optrinnet imidlertid et tydeligt eksempel på, hvordan amerikansk politik har udviklet sig til et teater, som alle naivt indløser billet til, hvis de ikke ligefrem selv optræder. "Det der fandt sted," skriver hun, "var et udtryk for en aftale: en gentaget øvelse oplevet af personer, der alle var klar over, at det var arrangeret, og som også var klar over, at kun en outsider, kun en, der ikke kendte spillets regler, ville beskrive det på den måde."

I et interview i forbindelse med udgivelsen af Political Fictions gav Didion udtryk for, at hun trods alt nærer håb for fremtiden: "Jeg bliver ved med at bilde mig selv ind, at når alle får øjnene op for skævhederne, for den måde hvorpå tingene ikke hænger sammen, så vil der ske en forandring. Det er en romantisk idé, går jeg ud fra, men jeg bliver ved med at bilde mig ind, at det vil ske."

Intet hænger sammen

The Year of Magical Thinking er Didions mindst kontroversielle bog. Til gengæld er den ikke overraskende hendes mest personlige. Udfordringen for hende har først og fremmest været at overleve sin mands død gennem at gøre det, hun er bedst til, nemlig at skrive. Alle andre rutiner af dem, der ellers hidtil har hjulpet hende nogenlunde helskindet gennem hverdagen, er ikke længere til nogen nytte.

Det samme gælder internettet og de bøger, hun ellers har for vane at bruge for at tilegne sig viden om, hvad der foregår omkring hende. I dette tilfælde viden om, hvad lægerne taler om, når de vil forklare mandens død, og om hvad hun bør spørge disse læger om, når de hen over hovedet på hende snakker om datterens sygdom. "Læs, lær, kom i gang, søg i litteraturen. Viden er kontrol," skriver hun i bogen, indtil hun slutteligt må erkende, at der findes hændelser, som hun ikke kan kontrollere: "Dette er et af de tilfælde."

Ekkoet fra disse ord supplerer fint dem, der runger i hovedet på læseren, når sidste side er vendt i Didions måske bedste roman, Play It as It Lays (1971), hvori Maria Wyeth kommer gennem en meningsløs tilværelse ved at distancere sig fra den. Hendes datter er taget fra hende, hendes mand er hende utro, og hendes skuespillerkarriere for længst er endt i en blindgyde. For at drukne denne virkelighed tager hun stoffer, går i seng med fremmede mænd og triller hvileløst rundt i sin bil på Los Angeles' motorveje. "NOTHING APPLIES," udtrykker hun det med store bogstaver.

I modsætning til sin ven, der begår selvmord til slut, overlever Maria Wyeth imidlertid, og det samme gør Joan Didion. Ikke ved at tage stoffer eller lignende men altså ved at skrive - og måske bedre end nogensinde tidligere, i hvert fald lige så godt som i Slouching Towards Betlehem. Hverdagen og livet hænger sammen på bedste beskub, selv om alt er faldet fra hinanden. To måneder før udgivelsen af The Year of Magical Thinking døde datteren Quintana Roo Dunne.

Forlaget Gyldendal udgiver 'The Year of Magical Thinking' på dansk til efteråret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu