Læsetid: 7 min.

Cambodja genbesøgt

Chanrithy Him var 16 år, da hun i 1981 ankom til USA som en af de overlevende fra De Røde Khmerers rædselsregime i Cambodja. I 2000 udgav hun sine erindringer. Og tidligere i år var hun for første gang tilbage i sit fødeland for at tale om sine oplevelser
5. december 2005

OREGON - Isterningerne klirrer i isteen. Det er stort set den eneste lyd, der er at høre på terrassen bag Valley River Inn, et eksklusivt hotel beliggende ned til floden i Eugene, Oregon, hvor vi har sat den eksil-cambodjanske forfatter Chanrithy Him i stævne. Et par joggere lunter forbi langs flodbredden med deres hunde. Alt ånder idyl. Selv Chanrithy Him synes at slappe af. Hun er velklædt, imødekommende, har sågar overskud til humoristiske bemærkninger.

Men skinnet bedrager. Chanrithy Him var fire år, da den vietnamesiske konflikt i 1969 rykkede ind over grænsen til Cambodja. Og hun var 10, da en mystisk organisation kaldet Angkar første gang lod høre fra sig med meddelelsen om, at befolkningen skulle overgive sig. Phnom Penh var erobret. Året var 1975, og i løbet af de følgende fire år mistede Chanrithy Him det meste af sin familie til De Røde Khmerers perverst menneskeforagtende version af kommunismen. Selv overlevede hun på mirakuløs vis, slap ud af landet og kom i 1981 til Oregon på den amerikanske vestkyst, hvor hun siden har boet.

I 2000 udgav hun sine erindringer, When Broken Glass Floats, en rystende bog, der mest handler om at overleve det værst tænkelige. Men også en bog om at leve med eftervirkningerne, savnet af forældre og søskende, og så de psykiske og fysiske symptomer.

Information mødte Chanrithy Him for halvandet år siden til et interview, hvor hun blandt andet fortalte, at hun lider af Post Traumatic Stress Disorder (PTSD), og at hun stadig, et kvart århundrede efter rædslerne, var nødt til at dosere de belastninger, hun udsatte sig selv for, med omtanke.

"Jeg har efterhånden indset," sagde hun dengang, "at min eneste mulighed er at rejse tilbage til Cambodja for at konfrontere den lille pige og fortælle hende, at mit liv i dag faktisk er okay, og at jeg bidrager med noget positivt til verden."

Glæde og angst

I maj i år opstod omsider den mulighed. Via et amerikansk ægtepar, der havde deltaget i et skoleprojekt i Takeo-provinsen, hvor Chanrithy Him voksede op, kom hun i kontakt med den amerikanske avismand Bernard Krisher, udgiver af The Cambodia Daily. Han tilbød at invitere hende til at holde foredrag på University of Cambodia og ville samtidig hjælpe med at få udgivet en cambodjansk udgave af When Broken Glass Floats.

"Umiddelbart var det jo fantastisk spændende at skulle vende tilbage efter alle de år," fortæller Chanrithy Him. "Men da den første begejstring havde lagt sig, gennemgik jeg forskellige stadier. Jo tættere på, det kom, jo mere nervøs blev jeg, og da jeg endelig skulle af sted, var jeg nærmest lammet af angst. Ved indflyvningen til Phnom Penh kunne jeg se, hvordan alle de andre passagerer bare var spændte og glade, mens jeg dårligt nok turde kigge ud af flyets vinduer. Jeg kunne føle, hvordan alle symptomerne på PTSD blussede op igen."

I lufthavnen i Phnom Penh blev Him hentet af nogle overlevende familiemedlemmer, onkler og tanter, fætre og kusiner, som var blevet tilbage i Cambodja, og som hun ikke havde set i 30 år. Familien sørgede for indkvartering de fleste af de 11 dage, hun var i landet. Men i dagene omkring de mere officielle arrangementer, foredrag på universitetet og bogsignering i boghandlen Monument Books, var hun indlogeret på luksushotellet The Intercontinental.

"Bernard Krisher havde sørget for, at jeg hver morgen fik bragt The Cambodia Daily på hotellet, og da jeg sad og spiste morgenmad den 2. maj - samme dag mit foredrag skulle finde sted - kunne jeg læse, at FN havde givet Cambodja grønt lys for at igangsætte et tribunal. Også selv om de endnu ikke helt havde de 56 millioner dollars, som man regnede med, at en tre-årig retssag vil koste. Spontant begyndte jeg bare at græde, men samtidig var jeg meget taknemmelig, for selv om jeg vidste, at det ikke ville blive perfekt, ville det trods alt være medvirkende til at yde ofrene en vis retfærdighed. Jeg kunne have givet Kofi Annan et knus, hvis han havde været der."

De fleste af tilhørerne ved Chanrithy Hims foredrag på University of Cambodia var studerende i 20-års alderen. I spørgetiden efter foredraget var de for generte til at stille spørgsmål, fordi det foregik på engelsk, men bagefter kom nogle af dem op og ville tale med Him på cambodjansk.

"Det var lidt overraskende at opleve, hvor lidt de faktisk vidste om fortiden. Men måske er det forståeligt, for det er en anden tid nu, og de unge render rundt med mobiltelefoner og vil bare have det bedst mulige ud af deres liv. Og så er der i øvrigt heller ikke ret mange bøger på cambodjansk om Khmer Rouge-tiden, og hvis der endelig er nogen, er de så dyre, at ingen har råd til at købe dem. Men de unge, jeg talte med, ville meget gerne vide noget om fortiden og ville også gerne læse om den. De havde brug for at prøve at forstå de traumer, deres forældre havde gennemlevet."

"Jeg prøvede at forklare dem, at hvis deres forældre ikke ville tale om de ting, hang det sikkert sammen med, at de - ligesom jeg - lider af PTSD og derfor ikke magter at rippe op i fortiden. Der skal næsten ingenting til at udløse disse symptomer. Blot man oplever den mindste trussel i sin hverdag, kan angsten boble op til overfladen. For eksempel udløste 9/11 PTSD hos mange cambodjanske flygtninge i USA. Ja, selv de høje benzinpriser kan virke angstfremkaldende. Alt, hvad der truer hverdagen, kan udløse stress hos overlevere."

Møde med fortid

Under opholdet i Cambodja fik Chanrithy Him opfyldt en gammel drøm om at se Angkor Wat. En planlagt tur med familien, da hun var syv år, blev aflyst på grund af den usikre situation. Men Hims slægtninge tog hende også med til nogle af de steder, som hun på forhånd havde frabedt sig at se.

"Jeg kunne ikke overskue at skulle se resterne af min families hus, men mine onkler og tanter havde ikke rigtig fornemmelse for min psykologiske tilstand. De har denne asiatiske mentalitet med, at de ikke behøver at fortælle dig, hvad der skal ske, du skal bare følge med. Så uden at spørge slæbte de mig med til Daakpo, den landsby hvor min mor og min søster døde. Her fortalte en af mine tanter nogle ting om min fars henrettelse, som jeg ikke havde hørt før. I bogen skriver jeg, at min mor fik at vide, at han var blevet dræbt på stedet, fordi han kaldte Khmer Rouge forrædere og løgnere. Men nu fortalte denne tante, at han havde bønfaldet dem om at slå ham ihjel hurtigt, men at de i stedet havde tortureret ham til døde. Umiddelbart reagerede jeg ikke så meget på det, men det satte sig som endnu et af de billeder, der vil blive ved med at dukke op."

I landsbyen mødte Chanrithy Him nogle af de lokale, som hun dengang havde opfattet som sine overordnede. Nu virkede de ydmyge og venlige.

"De hjalp os med at lede efter min bedstefars og min søster Cheas gravsteder. Vi fandt dem ikke, men til gengæld fandt vi en tantes grav ved nogle bambusbuske. Den mand, der havde jorden, fortalte, at han blev ved med at finde knogler, når han gravede for at dyrke grøntsager. Og så fortalte han, at han havde set en kvinde, som var kommet for at lede efter min mormor og morfar, efter at de var forsvundet, og af hans beskrivelse kunne vi forstå, at det var en tante, som vi troede var død."

"Vi mødte også en af de kvinder, som dengang havde stået for uddelingen af ris. Min tante konfronterede hende og spurgte, hvorfor hun ikke havde givet os nok ris til at leve af, og kvinden fortalte, at det kunne hun ikke, for så var hun selv blevet dræbt. Man kunne tro, at vi ville have følt had og bitterhed over for hinanden, men sådan var det slet ikke, for vi kunne se, at de andre også havde været ofre. Så alt i alt endte det med at blive en helende og styrkende oplevelse, både at gense stederne og at møde de mennesker, som vi dengang opfattede som vores fjender."

Udgives på cambodjansk

Chanrithy Him fandt en cambodjansk oversætter til sin bog og arbejder i øjeblikket på at rejse penge til at få den trykt i et oplag, der er så stort, at prisen vil kunne holdes nede på et niveau, hvor cambodjanerne har råd til den. Samtidig arbejder hun på en ny erindringsbog. Og hun har i nogle år skrevet på et filmmanuskript baseret på sin historie.

"Jeg kunne godt tænke mig selv at spille min ældre søster Chea, selv om jeg ved, at det vil blive psykisk hårdt. For eksempel ville jeg være nødt til at barbere mit hoved, som hun gjorde det for at beskytte sig. Jeg har en flink nabo her i Eugene, som har tilbudt at hjælpe mig med at få håret af, men jeg har sagt til ham, at jeg godt er klar over, at han selv klipper sin hund, men at han lige skal øve sig på et andet menneske, inden han får lov til at komme i nærheden af mig!"

Chanrithy Him udgav i 2000 erindringsbogen 'When Broken Glass Floats' (W.W. Norton & Company, N.Y.). Det første interview med hende blev bragt i Information 20.3.04

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her