Læsetid: 3 min.

Cambodja og retten

3. januar 2001

Denne domstol vil bidrage til at retsforfølge Pinochet’erne og Saddam Hussein’erne i fremtiden
Richard Dicker, Human Rights Watch

CAMBODJAS Nationalforsamling godkendte i går et lovforslag, der baner vej for, at landets tidligere ledere fra den kommunistiske bevægelse De Røde Khmerer kan blive retsforfulgt. Hvilket må siges at være på høje tide, her mere end 20 år efter, at en af det forgangne århundredes værste forbrydelser mod menneskeheden fandt sted. Det anslås, at op mod 1,7 millioner mennesker mistede livet under De Røde Khmerers og den øverste leders, Pol Pots, rædselsregime i årene 1975-79. Siden da har billederne af stakkevis af kranier og knogler siddet på tværs i den internationale bevidsthed, uden at denne viden om så perverse forbrydelser indtil nu har ført til tilsvarende handling – hverken nationalt eller internationalt.
Med gårsdagens afgørelse i det cambodjanske parlament er der måske håb om, at en eller anden form for retfærdighed omsider vil nå det lille sydøstasiatiske land, men tilbage står spørgsmålet: Hvorfor skulle det tage mere end 20 år at gennemføre det retsopgør?

CAMBODJA repræsenterer på mange måder det klassiske dilemma, som det internationale samfund har stået over for i forsøget på at drage nationale bødler til ansvar for deres handlinger. Hensynet til national fred og forsoning har ofte været svært at forene med ønsket om at finde en fælles, international konsensus, der kan føre til retfærdighed for denne verdens millioner og atter millioner af uskyldige ofre. Læg dertil de internationale stormagters interesser, der altid har været med til at forplumre det hele.
Således også i Cambodjas tilfælde og derfor nåede man aldrig frem til en holdbar model for et retsopgør, før Pol Pot døde sin ensomme, men fredelige død i junglen i 1998. Da mange af hans tidligere med-kumpaner siden da enten har overgivet sig, eller endda indtaget ledende poster i regeringen, har der været omfattende nationalt benspænd for et retsopgør. Ikke mindst fra ministerpræsidenten, Hun Sen, der selv er tidligere medlem af De Røde Khmerer og en snu taktiker, der ved flere lejligheder har løbet om hjørner med det internationale samfund, her repræsenteret ved FN. I Sikkerhedsrådet har Kina bidraget med ufine tacklinger, fordi landet i sin tid støttede De Røde Khmerer og derfor ikke har ønsket, at der blev rodet op i fortiden.

SÅLEDES er det gået sin skæve gang på den lange vej mod retsforfølgelsen af de tidligere Røde Khmer-ledere. FN’s generalsekretær, Kofi Annan, ønskede i første omgang at oprette en uafhængig FN-domstol uden for Cambodja, i stil med krigsforbryderdomstolene for Jugoslavien og Rwanda, men i april sidste år nåede Cambodjas ledelse og FN så frem til et kompromis: Domstolen forbliver inden for Cambodjas grænser, men ni ud af 21 dommere bliver udenlandske, ligesom udenlandske jurister vil deltage som anklagere. Med dette kompromis er det vigtige spørgsmål om, hvem der egentlig bliver retsforfulgt, fortsat uafklaret, og således lever mistanken om, at de værste forbrydere i sidste ende vil gå fri, videre.
Set ud fra ovennævnte er det nærliggende at konkludere, at forløbet kunne have været anderledes, hvis der havde eksisteret en permanent, international krigsforbryderdomstol. En domstol, der ved hjælp af klare regler og klare mandater på et langt tidligere tidspunkt kunne have lagt pres på Cambodja og løftet retsopgøret helt op af de forplumrede nationale vande. En krigsforbryderdomstol som den, der i princippet blev banet vej for i 1998, og som her kort før årsskiftet fik et skub i den helt rigtige retning med den afgående amerikanske præsident Bill Clintons sidste øjebliks beslutning om at underskrive traktaten. Selv om den amerikanske højrefløj straks erklærede åben krig mod Clintons beslutning, og det er usikkert, hvad den kommende præsident George W. Bush og hans administration vil stille op med den, var det et vigtigt skridt.
I første omgang har Clinton bragt USA ud af et uklædeligt selskab af nej-sigere, som Kina, Libyen og Irak. Måtte præsident Bush tage det næste skridt, så vi slipper for en gentagelse af Cambodja-forløbet. Desværre er det for sent med Pol Pot, men Pinochet’erne og Saddam Hussein’erne venter.

veb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her