Læsetid: 2 min.

Camres epoke

21. juni 2007

DAGEN I DAG er en ganske særlig dag i dansk filmhistorie, idet Henning Camre-æraen slutter med et - uden tvivl - gevaldigt opbud af mennesker fra filmbranchen, som vil hylde Det Danske Film-instituts afgående direktør ved en reception i og - hvis vejret er godt - også på fortovet foran det store filmhus i Københavns Gothersgade lige over for Kongens Have.

Det hus, som han rykkede ind i for ni år siden for at samle filmcentralen, filminstituttet og film-museet i den samme bygning med deraf følgende ændringer i strukturer og arbejds-gange.

Stille gik det ikke af. Camre pådrog sig al film-folkets vrede ved at lufte grundigt ud. Et arrogant magtmenneske blev han kaldt. I en følelses-mæssig kritik her i bladet forsøgte filminstruk-tøren Henning Carlsen, en god ven gennem mange år, at tale ham til fornuft og orden, og umiddelbart efter måtte direktøren stille op til spanking ved et stort bråvallamøde med Zentropa Films direktør Peter Aalbæk Jensen i spidsen for øjnene af en rasende, men dog i nogen grad kontrolleret hob. En Camre, som var sjældent spag i mælet, stillede op ved det efterfølgende pressemøde, hvor han lovede bod og bedring.

HVAD DET det handlede om? Det er næsten glemt i dag, men det var blandt andet noget med, at han indførte en såkaldt udviklingsafdeling, hvor instruktørernes ideer kunne prøves af på nogle enkelte scener. Man frygtede, at Camre derved ville tilrane sig en magt til at stoppe filmprojekter, en magt,som ikke burde ligge hos en administrator. Man var også forvorpne over, at Camres departement ofte talte fra oven og ned til filmfolkene i en ikke særligt venlig tone.

SIDEN HAR Camre åbenbart lært lektien, og når han med udgangen af denne måned 'går af', står der en helt anderledes respekt om hans virke.

For udenforstående er det svært at vurdere hans indsats, thi i filmbranchen er det tit sådan, at får man støtte, synes man, instituttet er godt, får man afslag, at det er dårligt. Hvad man objektivt kan se, er imidlertid, at den gryende guldalder for dansk film, som Henning Camre 'overtog' ved sin tiltræden, i al fald ikke stoppede, men tværtimod blev udbygget, så de danske film fik et kæmpe publikum og tæskede priser hjem i en vedvarende strøm.

Guldalderen var samme Camre i øvrigt med til at grundlægge mange år tidligere som rektor for den danske filmskole, før han fik et tilsvarende job på en britisk filmskole. Hvad man videre kan se, er at Camre med stor dygtighed har kunnet manøvrere i forhold til politikere - og dermed tilført dansk film et hidtil uset antal millioner kroner.

Har han været filmens Godfather med trang til at have en finger med i alle spil, vil hans eftermæle blive, at det så alt i alt har været på en ovenud konstruktiv måde. Lige nu frygter filmfolket, at et nyt film-forlig vil forringe filmskabernes muligheder for at lave kunstneriske film betragteligt. Men det er en helt anden historie. Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu