Læsetid: 4 min.

Camres filmpolitik

5. januar 1998

DET NYE FILMHUS i Gothersgade i København, hvis tilblivelse blev råhastet igennem af hensyn til Kulturbyåret , skulle emme af liv og glad filmaktivitet samt åbne sig inviterende ud mod publikum, men huset virker mere som en død kolos.
Ganske vist går mennesker på arbejde dèr, og der vises også film derinde, men man skal om på bagsiden for at komme ind, og vil man på filmcafé, skal man om på en anden af bagsiderne. Der er nemlig ingen forside.
I husets underetage ses næsten ingen mennesker, men en masse ledige kvadratmeter, som mageligt kunne lejes ud til et eller andet mindre firma.
I alt for lang tid har der været en omfattende chefmangel, hvorfor afgørelser er skudt ud til senere med en vis handlingslammelse i filmmiljøet til følge.
Alt det skal der nu rådes bod på, når den nye overdirektør, Henning Camre, i disse dage sætter sig til rette i chefstillingen. Han har en masse planer. En af de første er, at underetagen skal bygges om og udnyttes mere livfuldt. Hvilket er en både rigtig, men også ganske dristig handling al den stund, at der er noget flovt i allerede at skulle bygge om i et helt nyt hus.
En ny krølle på de skandaløse forhold, der i sin tid var omkring selve arkitektkonkurrencen, hvor Henning Larsens vinderforslag røg ud i kulden.

CAMRE møder op med den vægtige erfaring, der kommer af sytten år som leder af Den danske Filmskole plus - i forlængelse heraf - seks år som leder af The National Film and Television School i England. Han kan påregne Kulturministeriets plus sin bestyrelsesformands hengivne opbakning. Camre kender gebetet og har selv været aktiv filmfotograf.
I stedet for at være en tilbagelænet, neutral administrator (som jobbet vist egentlig var tænkt som) vil han være en filmpolitiserende, aktiv leder med fingrene langt nede i "guldet", både i det administrative, det økonomiske, det filmkunstneriske og det personalemæssige.
Alt skulle fortsætte som før, hed det sig, da planen om Filmhuset skulle gøres spiselig. De fire institutioner skulle fortsat være selvrådende enheder, blot bo i det samme hus med mulighed for hurtig kommunikation mellem etagerne og gensidig inspiration i kantinen. De fire var: Det danske Filminstitut, Statens Filmcentral, Filmværkstedet ogFilmmuseet.
Men Camre har de mest indædte ambitioner om at integrere institutionerne meget mere. Han vil trimme dem og sikkert også tryne dem, hvis det lader sig gøre.
Institutionernes tidligere bestyrelser, som fremover hedder råd, har på en pæn måde fået at vide, at der er grænser for, hvor mange møder, huset har råd til at lade dem holde. Fire om året, forlyder det. Snart vil de kunne afskaffes under henvisning til bureaukrati.

DANSK FILM har aldrig klaret sig så godt som i disse år. Hvad det skyldes, er svært sådan helt nøjagtigt at sige, men guldalderen er indtruffet inden for rammerne af de institutioner og den ordning og struktur, der har været god nok indtil nu. Hvorfor så lave en hel masse om?
Budgetterne er ikke urimeligt store, snarere tværtom. Systemet med åremålsansatte konsulenter, der enerådigt får lov at bestemme hvilke film, der bør støttes, regner vi for det mindst ringe. En konsulent får lov at præge systemet en rimelig tid, men afløses så. Et godt modtræk mod nepotisme. Og som allerede Bob Marley sang: Ved du ikke, at hvis én dør er lukket, er en anden måske åben.
Hvis en person er non grata (Chr. Braad-Thomsen f.eks.) i en af de bevilgende filminstitutioner, kan han søge tilskud hos en helt anden person eller personkreds i en anden institution. En øget centralisering kan derfor være en risiko for pluraliteten i filmmiljøet. Dette kan blive et af de svage led i den politik, Henning Camre lægger op til ved at gøre hans eget job så magtfuldt, som han gerne vil.

OMVENDT udstråler han en ganske overbevisende energi i de interviews, han hidtil har givet, og hvilken institution har ikke brug for at blive strammet op med jævne mellemrum?
F.eks. har dansk kortfilm ikke rigtigt fundet sine ben i det nye mediebillede. Hvordan tilpasse den frie kortfilm og dokumentar i forhold til de opgaver, tv-stationerne allerede løser?
Camre vil gøre noget for en bedre markedsføring og distribution. Han vil gennemgå budgetter og se på, om filmstøtten fungerer hensigtsmæssigt. Han vil have analyser samt mere samarbejde mellem husets afdelinger omkring det enkelte projekt, allerede fra starten, og han vil, hvis han kan komme til det, have konsulenterne med ud af busken til dialog.
Filmhuset skal være en slagkraftig organisation, som kan gå ud og tage konkurrencen op i en skærpet situation, hvor amerikanske filmfolk dundrer på samtlige døre. I England er ifølge Camre (bladet Dansk Film nr. 4, 1997) halvdelen af de spillefilm, der er produceret på et år, aldrig nået frem til en biografpremiere. Den situation skulle danske film nødig havne i, og derfor vil Camre se på, om det enkelte projekt har mulighed for større publikumstække, og det er bl.a. det, han gerne vil have en forhåndsdialog om.
Her er den nye overdirektør godt på vej ind i programpolitikken samt på vej et godt stykke ud over sine beføjelser. I det felt vil han kunne støde på rimelig modstand fra adskillige filmfolk, chefer og konsulenter. For det er jo ikke helt sådan, at man kan planlægge en succes. Ligesom film, man ikke forventede det af, pludselig bliver fornyende eller endog publikumsfavoritter. Der er dog så megen fornuft i mange af Camres udtalelser, at de må blive et værdigt modspil til den institutionsimperialisme, som også er en del af filmmiljøet.Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her