Læsetid: 8 min.

Canadas inuit- hvaljægere frygterfor deres livsform

Den Internationale Hvalfangstkommission har tildelt 12 oprindelige inuit-fangersamfund i Nordamerika en total kvote på 280 hvaler til deling over fem år. De har levet af hvalfangst i over 1.000 år på verdens top. Nu er de truet af storpolitik og følelsesladede dyreværnsaktivister
5. november 2005

BARROW, Alaska - De indfødte inuit-fangere drager ud i små både før daggry. Hen over det blikstille Arktiske Ocean stævner de ud, på jagt efter et bytte, som deres forfædre har jagtet i århundreder. Og i løbet af få timer finder og dræber de en 10 meter lang hval og haler dens vældige, glinsende krop op på den stenede strand. Derefter giver de sig til at partere den. Det foregår med knive og håndkraft.

Det er et ualmindeligt bloddryppende skue. Snesevis af indfødte myldrer om den døde hval, travlt beskæftigede med at udskære lunser af det hvide spæk, lystigt hakkende sig ind til det dybe, mørkerøde hvalkød, smilende og grinende, når de får fat på de mest eftertragtede stykker, som skal gemmes til senere. Der er intet respektløst over deres åbenlyse glæde. Dette er en festlig stund, og hvalfangerne jubler over, at de sammen skal dele denne kalorierige fangst i den tilstundende vinters frysende kolde måneder.

"Hvalen skal give næring til vort folk," siger Ray Patkotak, 39 år og andenkaptajn for det mandskab, der har fanget hvalen - han deles med sin far, Simeon, om lederskabet.

"Hvalkød er det, vi elsker højest at spise, og det, som hjælper os til at stå vinteren igennem."

Alaskas og det nordlige Canadas Inupiat-folk har jagtet hvaler i mere end tusind år. Men nu er deres stolte traditioner for første gang alvorligt truet. Ledende talsmænd for inupiat-stammerne er stærkt foruroligede over, at såkaldte 'oprindelige folks hvalfangere' som dem selv vil blive ofret i et politisk spil om den internationale hvalfangsts fremtid udkæmpet af nationer som Japan, USA og Storbritannien. Det vil kunne sætte punktum for en livsform, der har varet ved i mindst 1.200 år.

"Det er vores kultur," siger Patkotak - med hænder og tøj smurt ind i hvalblod og tran-lugtende spæk.

"I umindelige tider har vi jagtet grønlandshvalerne i disse farvande. Det er på mange måder jagten på dem, der binder os sammen som kultur."

Den Internationale Hvalfangstkommission har tildelt et dusin indfødte fangersamfund i Nordamerika en total kvote på 280 hvaler til deling over en periode på fem år. Denne kvoteperiode udløber med udgangen af i år. I denne uge fik Independent en sjælden mulighed for at overvære hvalfangsten og tale med jægerne i den afsidesliggende kystby Barrow, den nordligste i USA, 480 km nord for Polarcirklen.

Store forandringer

Som andre indfødte samfund i Arktis kæmper Barrow med de store forandringer, 'civilisationen' har bragt med sig.

I dette golde, træløse landskab med flade, uendelige horisonter er der problemer med alkoholisme, stofmisbrug og arbejdsløshed. Den voksende offshore-olie- og gasindustri øst for Prudhoe Bay og områdets store energiressourcer har dog også givet store indtægter for nogle af disse isolerede samfund, men den nyvundne velstand har kun øget presset på de traditionelle fangerkulturer.

Og jagten på grønlandshvalen (skønt den holder til i de fleste arktiske farvande, red.) er netop den tilbagevendende begivehed, som mere end noget andet har skabt Inupiats sammenhold, sæder og skikke. To gange om året drager jægerne ud - de er traditionelt mænd, men i disse forandringens tider er kvinder efterhånden også kommet til - for at jagte disse hvaler med harpuner, der i reglen kastes med hånden. I det arktiske forår bruger jægerne håndlavede skindbåde, som de kan bære hen over havisen til åbent vand og derfra padle efter forbisvømmende hvalflokke. Om vinteren bruger de små metalbåde med påhængsmotorer, når de leder efter hvaler, der er på vej i modsat retning.

Hvaljagt ikke for sarte

Nogle af håndharpunerne kan være flere hundrede år gamle. Andre har mere moderne harpuner, der drives frem med en lille sprængladning. En trænet og erfaren jæger ved præcis, hvor han skal sætte stødet ind for at dræbe, men det er styrmandens job at sørge for at manøvrere den lille skrøbelige båd op langs de mægtige hvaler, som kan være op til 25 meter lange. Hvalfangst er et manddoms- og overgangsritual for fangersamfundets yngre medlemmer. Og ikke for sarte sjæle.

"Det sværeste er at komme tæt nok på hvalen," fortæller Carl Kippi, harpunøren.

"Styrmanden har det sværeste job. Det gælder om at komme tæt nok på hvalen, men ikke for tæt, for den kan let vælte båden."

De hvaler, Inupiat jager, tilhører arten Balaena mysteticus, grønlandshvalen. Den minder om blåhvalen, og dens hoved er så massivt, at det udgør en tredjedel af dyrets fulde længde på op til 18 meter, og den var også det foretrukne bytte for de første kommercielle stor-hvalfangere fra Storbritannien, der sejlede ud fra byer som Hull og Peterhead.

De jagede grønlandshvalen for dens spæklag, som kan være op til 60 cm tykt. Ingen anden hval har i forhold til sin kropsmasse et tilnærmelsesvis så tykt spæklag - en kendsgerning, som datidens hvalfangere, der jagtede brændstof til lamper, var ganske på det rene med.

Af spækket fra en normal fuldvoksen grønlandshval kan udvindes op til 25 ton olie, og af dens barder, hvormed den filterer og fanger rejer og plankton, hovedbestanddele i dens føde, kunne produceres over et ton hvalben. Barderne blev brugt til at lave korsetstivere, paraplyer, persienner og møbler af.

Disse storfangeres rovdrift gjorde et kraftigt indhug på bestandene af Grønlandshvaler, og selv i dag betragter USA's Fiskeri- og Vildtlivsnævn arten som "truet". Præcis hvor mange grønlandshvaler, der er tilbage er uvist, men eksperterne anslår, at bestanden tæller i omegnen af 10.000, og at den hvert år vokser med 3,5 procent.

"Bestandens anslåede tilvækst og den omstændighed, at vi i 2001 kunne tælle det højeste antal kalve i nyere tid, tyder på, at arten virkelig er ved at komme sig," siger Craig George, vildtbiolog i North Slope Borough, verdens største kommune, der omfatter 125.000 kvadratkilometer af Nordalaska. Der er videnskabelig konsensus om, at grønlandshval-bestanden kan tåle en årlig fangst på 60 dyr. Alligevel siger Inupiats talsmand, at man frygter intenst pres fra Japan, som ønsker at genoptage kommerciel hvalfangst. Da IWC forhandlede med Japan i 2002, nægtede den japanske delegation pure at gå med til nye kvoter for 'oprindelige hvalfangere'.

Japan er benhård

Omsider, efter tre måneders dødvande, bøjede japanerne sig dog i princippet, men kun såfremt de amerikanske myndigheder kunne bevise, at den grønlandshval, som Inupiat jagter, ikke er en genetisk særegen og mindre robust undergruppe af bestanden.

USA har siden brugt millioner af dollar på at indsamle de forskningsdata, Japan kræver, før kvoten udløber. Storbritannien støtter en begrænset fangskvote for Inupiat og har accepteret dets 'subsistensbehov', men afviser at tillade Japan en genoptagelse af kommerciel hvalfangst.

"Selv hvis vi kunne blive enige om en udbygget og robust tilsynsmyndighed, der kunne kontrollere den kommercielle hvalfangst for at sikre, at kvoten ikke bliver overskredet, og selv hvis Japan tilbyder at indskrænke videnskabelig hvalfangst til gengæld for en kommerciel kvote, vil Storbritannien formentlig gå efter at fastholde et forbud mod kommerciel hvalfangst," siger en talskvinde for det britiske miljøministerium.

Barrows Inupiat-jægere - der bor så langt mod nord, at solen ikke viser sig i 67 dage om vinteren - frygter derfor for at de skal blive reduceret til 'bønder på skakbrættet' i et større opgør om Japans hvalfangstambitioner. De trækker en klar streg mellem 'subsistensjagt', som kan holde et helt fangersamfund i live, og kommerciel fangst, som kan resultere i drabet på hundredevis eller endda tusindvis af hvaler.

Norge - det eneste land, som ifølge IWC stadig bedriver kommerciel hvalfangst trods kraftig påtale fra IWC - dræbte sidste år 544 vågehvaler. I år er nordmændens mål 796.

Simeon Patkotak, Inupiats garvede hvalfangerkaptajn, kigger op på de skrigende sultne havfugle, der interesserede kredser hen over dem, mens den harpunerede hval bliver parteret.

"Disse aftaler er ren politik," siger han. Siden 1970'erne har Patkotak deltaget i hvalkonferencer over hele verden, og han har stor erfaring i det politiske spil.

Skønt han er 73 år, har han denne formiddag været blandt de ivrigste deltagere i fangsmandskabets jagt på hvalen.

"Jeg elsker at rejse, og jeg elsker at jagte hvaler. Og jeg elsker at spise råt hvalkød," siger han og sætter et stort smil op.

En kæmpefest

På samme måde, som der er ganske bestemte skikke for, hvordan hvaler jages, er der lige så stærke traditioner for, hvordan fangsten fordeles: Tavsi'en - et 30 cm stort cirkulært område i dyrets bug er forbeholdt hvaljægernes kaptajn, mens ningiq'en - området fra under navlen til hvalens hale deles af mandskabet på de både, som hjalp med at hale hvalen i land og deltagerne i parteringen. Uati'en, den øvre torso, reserveres til særligt festlige lejligheder.

Når hvalen er slået i hjel og parteret, vil kvinderne i bådskaptajnens hus arbejde hele natten med at koge hvaldelene, og næste dag vil et flag vaje fra huset - en invitation til alle om at komme og smage på de nytilberedte lækkerier.

Aftenen efter hvalparteringen er Deres udsendte inviteret på middag hos Patricia Aamadt, en inupiat-kvinde, som har giftet sig med en norsk-amerikaner, der har boet i Alaska i over 40 år.

Aamadt er vokset op i Barrow og studerede siden på bl. a. Harvard University før hun vendte tilbage til sin hjemstavn for at blive gymnasierektor. Hun forstår sig ikke blot på at administrere en vestlig uddannelsesinstitution, men ved også alt om, hvordan man syr de traditionelle parka-frakker af karibu-rensdyrets skind og parterer og tilbereder de lokale vildtlevende dyr fra hvalros til polarræv.

Denne aften tilbereder hun et måltid af hvalbøf med friteret spæk og skind - en velsmagende kombination, der minder om en mellemting mellem fisk og vildt. Andre stykker af spæk og hud har hun kogt sammen til en ikke mindre lækker muktuk-gryderet.

Sidstnævnte betragtes som en stor delikatesse - dog ikke så stor som mimakiaq, som det efter denne skribents mening lidet appetitvækkende sammenkog af hvalkød, spæk, blod og tungestykker, der har fået lov at gære i en spand, hedder.

Som mange andre inupiatter i Barrow understreger Patricia Aamadt, hvor vigtig en kulturbekræftende tradition den halvårlige hvalfangst er for de indfødte i denne del af Alaska.

"Vi glæder os til denne tid på året, som var det til juleaften," siger hun. Men hun insisterer også på, at hvaler er en afgørende fødevareressource for hendes folk.

Sent samme aften, på vej tilbage, gemmen de mørke, bidende kolde gader i Barrow, er det let at konstatere hvaljagtens fælleskabsstiftende karakter i dette lokalsamfund. Ladvogne kører forbi og stopper ud for hvert hus, hvor de afleverer tilmålte rationer af byttet. Unge mænd vandrer ind i husene med store poser af kød og spæk fra eftermiddagens hval.

Alle har de et stort smil på deres læber.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

20051104-210534-pic-3498196.jpgDe canadiske inuitter parterer her en udvokset grønlandshval, mens snuden af en narhval med sit karakteristiske ´stødtand´ ses til venstre. Grønlandshvalen måler 15-18 meter, og den vejer mellem 44-58 ton varierende efter årstiden og spækkets tykkelse. På bare 10 dage tilbagelægger grønlandshvalerne 1.000 kilometer
Foto: Eugene Fischer/Polfoto

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her