Læsetid: 2 min.

Cannes - hvem får priserne?

Årets konkurrencefilm er ikke voldsomt mindeværdige, men Pedro Almodóvar, Penelope Cruz og Brad Pitt synes at være favoritter til at vinde hver deres pris
27. maj 2006

CANNES - "Der er altid nogen, der brokker sig," sagde en kollega til mig forleden, da jeg gik i gang med at kritisere konkurrencefilmene på årets filmfestival.

Hans pointe var, at man ligesom med vejret aldrig er tilfreds med de film, der bliver vist og altid vil have noget andet og bedre.

Det er der måske noget om - pressen i Cannes er notorisk svær at stille tilfreds - men selv hvis jeg lader tvivlen komme det officielle program til gode, så har det været et skuffende år - f.eks. har hverken Sofia Coppola og Richard Kelly kunnet leve op til den megen hype, der har fulgt deres film på vej. Og der skal virkelig ske noget radikalt i løbet af det næste døgn, hvis festivalen for alvor skal løfte sig.

Der siges dog positive ting om den argentinske Crónica de una fuga (Historien om en flugt), der vises fredag aften, og mexicanske Guillermo Del Toros El laberinto del fauno (Faunens labyrint), der vises lørdag morgen som den sidste konkurrencefilm.

Der er gode film fra festival-darlings som Ken Loach, Pedro Almodóvar, Aki Kaurismäki og Alejandro González Iñárritu, men det er ikke ligesom i 2005, hvor blandt andet David Cronenberg og Jim Jarmusch levede op til deres allerbedste. Og samtidig synes bundniveauet blandt årets konkurrencefilm at være ret lavt.

Der har efterhånden været en del dage, hvor man har forladt en pressekørsel chokeret over, at den og den film er blevet udvalgt til det officielle program, f.eks. italienske Paolo Sorrentinos forfærdelige L'amico di famiglia og portugisiske Pedro Costas endnu værre Juventude em marche - begge langstrakte, anstrengende stiløvelser, som jeg ikke kunne holde ud at se til ende.

Bølge af sympati

Skal jeg komme med bud på mulige vindere, er det derfor stadig Pedro Almodóvar og Iñárritu, som står øverst på listen. Det synes der faktisk at være enighed om blandt anmelderne, og Almodóvars Volver (Vende hjem) og Iñárritus Babel fører i de daglige udgaver af branchemagasinerne Screen og Le Film Francais, hvor filmkritikere fra hele verden giver stjerner til filmene i det officielle program.

Loach ligger med IRA-dramaet The Wind that Shakes the Barley lunt i svinget til en økumenisk pris - den har han efterhånden vundet nogle gange - men i år får han hård konkurrence fra Rachid Boucharebs Indigènes, der handler om et sort kapitel i fransk historie og rider på en bølge af sympati hernede.

Pénelope Cruz er favorit til at vinde en pris for sit stærke kvindeportræt i Volver - en af hendes bedste roller - mens Brad Pitt snildt kunne gå hen og vinde for sin hjertegribende præstation i Babel.

Også skotske Andrea Arnolds konsekvente debutfilm, Red Road, der er co-produceret af Zentropa og baseret på karakterer skabt af Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen, er en contender.

Måske til instruktørprisen eller Camera d'Or, den debutantpris, som også Anders Morgenthalers opsigtsvækkende Princess bejler til.

Prisvinderne offentliggøres i morgen aften.

cmc@inforamtion.dk

Mere Cannes på tema.information.dk/cannes2006 og blog.information.dk/forsidesensationen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her