Læsetid: 4 min.

Cannes i klemme

26. maj 1999

Omkring 40 store Renault'er holder på parkeringspladsen med deres sortskinnende bille-skjold mod solen. Det er Cannesfestivalens sidste eftermiddag med færre VIP-gæster, mindre overfyldte gader og de 150 daglige filmvisninger skrumpet ind til under halvdelen. Men ca. 40 Cannes-chauffører i hvid skjorte og sorte bukser holdes stadig i beredskab, mens de afslappet giver deres biler en ekstra afpudsning eller spiller kort med hinanden i skyggen.
Dette syn som fra en fremmed klode siger på sin vis mere om Cannesfestivalens ydre magt end al tv-transmitteret pragt. Når festivalen stadig kan kalde sig verdens førende, skyldes det ikke bare Middelhavs-myten om sol, strand, starletter og alskens luksus. I selve sin organisation holder festivalen stil og format - og har stadig råd til det. Ikke mindst takket være en lukrativ aftale med den magtfulde tv-station Canal +.
I selve filmvalget gives der ikke ved dørene. Under den tidligere filmkritiker Gilles Jacobs ledelse vælger festivalen film efter kunstneriske kriterier. Jacob bruger sit arbejdsår til at se nye film igennem og vælge lidt over tyve ud, så det formodet bedste fra alle verdenshjørner bliver repræsenteret.

I det ydre bevarer Cannesfestivalen sin position, men ikke uden højlydte protester. Kritikken går på filmvalget, der betragtes som alt for fokuseret på de smalle kunstfilm. Og det er en kritik, som er vokset i styrke efter juryens udfordrende præmieringer af to - efter alt at dømme - meget eksklusive film: den belgiske Rosetta, der fik Guldpalmerne, og den franske L'humanité, som blev belønnet med andenpræmien, Grand Prix de Jury. Disse to film fik tilmed også skuespillerpriserne, mens sværvægterinstruktører som David Lynch, Atom Egoyan og Takeshi Kitano måtte rejse tomhændede hjem og topfavoritten Pedro Almodóvar nøjes med en mindre instruktørpris som plaster på såret.
Priserne kan ses som en indirekte, men næppe tilfældig opbakning af Gilles Jacobs satsning på de krævende, publikumssnævre kunstfilm. I Télérama meldte Jacob klarere ud end nogensinde før, næsten som en krigserklæring: "Måske bliver jeg kritiseret for at være for streng og eksklusiv, men i en tidsalder, hvor filmens sande skabere har det svært, synes jeg, det er vigtigt at støtte de kunstnere, der forsøger sig med avancerede fortælleformer og hårdnakket holder fast ved, at filmen er en kunstart."
En politik, der har bidraget stærkt til, at Guldpalmevinderne de sidste tre år er blevet udprægede kunstfilm uden skyggen af den folkelige appel, der - alt andet lige - klæder en Cannesvinder: i 1997 en delt pris til japaneren Imamuras Ålen og iraneren Kiarostamis Smagen af kirsebær (der ikke engang har haft dansk premiere), i 1998 grækeren Angelópoulos Evigheden og en dag (som om kort tid får dansk premiere) og nu de obskure belgiere Luc og Jean-Pierre Dardennes ubønhørlige socialdrama om arbejdsløshedens forbandelse, Rosetta, der har mange kvaliteter, dog ikke i publikumsvendt retning.
I år er det - allerede inden prisuddelingen - blevet for meget for den førende kritiker ved det amerikanske fagblad Variety, Todd McCarthy - engang Francois Truffauts fortrolige og langt fra nogen dyrker af Hollywoods kommercialisme. Han kan sin filmhistorie og henviser derfor til filmens storhedstid i sin bredside mod festivalen: "Pedro Almodóvars Alt om min mor er den eneste film i Cannes drevet frem af de samme impulser, som lå bag de bedste film fra Hollywood og andre steder: at drage publikum ind i historien og personerne, at glæde publikum på en måde, som ikke fornærmer nogens intelligens, uden skam at skabe direkte følelsesmæssig kontakt med tilskuerne, at få dem til at le og græde." Og McCarthy angriber især udvalget af franske film - deriblandt den senere jury-prisvinder L'humanité, der "ligger så fjernt fra, hvad nogen tilskuer kunne tænkes at ville se og er så blottede for selvkritik, at man er nødt til at sige: Kun i Frankrig kan det lade sig gøre."

Gilles Jacobs kamp for den snævre filmkunst og den enevældige auteur er umiddelbart sympatisk og kan da også betyde en øget udbredelse for en respektabel og til tider magtfuld vinderfilm som Rosetta, som Camera Film, nu efter Guldpalmerne, prøver at få fat i og sætte op på Grand. Men desværre er sær udtryksform jo ikke synonym med kunstnerisk kvalitet. Også kunstfilmen har sine klichéer, hvoriblandt ofte er en tempofornemmelse, som afviger så radikalt fra de mere normale film, at man får alt for rigelig tid til at kigge på uret og for eksempel under ovennævnte prisbelønnede L'humanité må konstatere, at der efter en times spilletid i snegletempo endnu mangler halvanden time - som så viser sig at rumme mere tomgang. I L'humanité kæmper en god film for at slippe ud af omsvøb og selvgentagelser. Men sig det til en auteur, og man betragtes automatisk som en kætter mod High Art.
Mange af disse års kunstfilm præges af dette manglende modspil: Man må spørge sig selv, om nogen andre end instruktør og skuespillere overhovedet har læst manuskriptet. I den grad præges historien af løse ender og fyldekalk. Det er med til at gøre kløften mellem den kunstnerisk lødige, men publikumsvenlige film og det strenge, snævre værk endnu dybere. Et foruroligende perspektiv efter en festival, der - bortset fra Almodóvars genistreg - har manglet de titler, som kan få et verdenspublikum i biografen til noget indlysende originalt.
En fortjent pris til Kitano, Lynch eller Egoyan havde hjulpet deres kommercielt måske noget skrøbelige udspil, men det skulle altså ikke være. Ærgerligt nok, for netop Cannesfestivalen hører ikke hjemme i et elfenbenstårn. Dens priser tæller og skulle nødig markere kedsomhed. Hvilket er en nærliggende risiko, hvis man fortsætter i samme spor. Pim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu