Læsetid: 5 min.

Og Cannes skabte kvinden

Pyt med de aldrende producere og filmskabergenier - filmfestivalens egentlige attraktion er de skuespillerinder, som spankulerer rundt på la Croisette og bejler til stjerneværdighed - og nogle gange opnår den
18. maj 2007

Kast en gang et blik på de glittede coffee table-bøger, som Cannes' 50-årsjubilæum kastede af sig i 1997, og man skulle tro, at 99 procent af festlighederne i Riviera-badebyerne handlede om starletter hængende i filmmogulers arme, på balkoner eller med blottede bryster kolliderende med Robert Mitchum på stranden.

Uanset hvor elitær festivalen kan bryste sig af at være, uanset hvor meget auteur, filmskaberne måtte bilde sig ind, at de ejer denne her bule, så kommer Cannes aldrig til at tilhøre de selvhøjtidelige aldrende mænd i smoking - ja, end ikke de hippe unge fyre i silke-jakkesæt, der poserer imod Middelhavets ultramarinblå baggrund. Festivalens hovedattraktioner har altid været feticherede feminine ikoner, som også dette års plakat (se foregående side) for Un Certain Regard-delen af festivalen illusterer: Den forestiller en tegneserieagtig femme fatale i lårkort og med høje støvler. Sådan er reglerne. Den moderigtige kjole, Chopard-diamanten, der glitrer på trappen op til Palais des Festivals, smilets korrekt doserede intensitet er alt sammen det stof, som mediebegivenheder og stjerneikoner skabes af.

Åbenlyst gælder dette ikke kun for hårdt pumpede glamourbomber som Sharon Stone, Monica Belluci eller Diane Kruger, som kom til Cannes som Helene af Troja i det kritikerhånede 2004-epos, Troy, og nu er tilbage som dette års afsluttende natlige ceremonimester. Det gjaldt i lige så høj grad for Björks antichikke, dadaistiske bolsjestribede outfit, da hun kom til Cannes i 2000 med Guldpalmevinderen Dancer in the Dark. Det er ubestrideligt les grandes dames, som skaber Cannes-legenderne. Her er nogle udvalgte highlights gennem fem årtier.

Loren & Cardinale

I 1950'erne og først i 1960'erner var Cannes stort set italiensk ejendom. Sophia Loren ramte byen som dens hotteste nye starlet i 1954 - 12 år senere stod hun i spidsen for dens filmjury. Hun erobrede for alvor byens nøgler, da hun i 1961 hjemtog prisen som bedste skuespillerinde i Vittorio de Sicas To Kvinder, en film, som fik kritikeren Jean Paulhan til begejstret at udbryde: "Hun kan skrige som ingen anden". Men hendes status som ubestridt stjerne blev samme år seriøst udfordret af ingenuen Claudia Cardinale, som var med to film i Cannes det år, La Viaccia og den for nyligt genopdagede La Ragazza con la valigia (Pigen med kufferten). Cardinale var sandsynligvis det års mest fotograferede stjerne. Hendes apoteose kom dog i 1963 med Viscontis mesterværk Leoparden, som bød på klassisk Cannes-poseren ved stranden sammen med Burt Lancaster og en leopard. Hun var atter tilbage i 1982 sammen med den uberegnelige Klaus Kinski (i anledning af filmen Fitzcarraldo).

Redgrave & Adjani

Mens Diana Dors i dramaet Yield to the Night fra 1956 var eneste britiske stjerneskud i 1950'erne, skulle 1960'erne blive et gyldent årti for Cannes englænderinder. Størst begejstring vakte nok Vanessa Redgrave, som vandt prisen som bedste skuespillerinde to gange: I 1966 med Morgan, skrupsplitteravende skør og i 1969 med Isadora. Hun glitrede desuden i Michelangelo Antonionis navnkundige Guldpalmevindende swinging London-opus Blow-Up.

Mange vil måske mene, at værdigheden som Frankrigs største cine-divaer for evigt må tilkomme sexkillingen Bardot eller den kølige belle du jour Deneuve, men prisen for den mest stilrene Cannes-optræden må dog alligevel gå til Isabelle Adjani, som satte Cannes på den anden ende i 1976 for sin rolle i Roman Polanskis uforlignelige gyserfortælling Den nye lejer, og siden, i 1981, vandt prisen som bedste skuespillerinde for sin medvirken i James Ivorys sømmeligt erotiske Quartet og Andrzej Zulawaski ekstravagant vanvittige Possession. Hendes status blev beseglet i 1994 med La Reine Margot, det mest overdådige kostumedrama til dato i Cannes. Hun stod i spidsen for Cannes-juryen i 1997.

Monica Vitti

Som forgudet på 1960'ernes art film-scene havde Monica Vitti det måske mest gådefulde ansigt i europæiske filmkunst. Vitti var Michelangelo Antonionis muse og stjernen i hans epokegørende film L'Avventura. Hun og Antonioni var tilbage i konkurrencen to år senere med L'Eclisse og siden, i 1966, også i Joseph Loseys tegneserieagtige spøg Modesty Blaise. Efter at have været jurymedlem i '68 og '74 vendte hun tilbage i 1990 som instruktør med sin egen Scandalo Secreto.

Gong Li

Brændende hedt melodrama, vidunderligt fotograferet bølgende rødt stof og det mest sublimt foruroligede udtryk i filmkunsten - Zhang Yimous film fra 1990, Ju Dou, gjorde Gong Li til verdens første globale filmikon fra Kina. Hun fortsatte med at hensætte Cannes i beundring med film som Zhangs Shanghai Triad, Chen Kaiges Farewell, My Concubine og Wong Kar-Wais futuristiske 2046. Hun er helt sikkert al denne hype værd, selv om hun på det seneste er blevet udfordret af den killingeagtige, kickboksende Zhang Ziyi. Gong Li medvirker for tiden i Zhang Yimous episke Curse of the Golden Flower, men hendes seneste Hollywood-roller - som mafialeder i Miami Vice og som japansk konkubine i Memoirs of a Geisha - er nu næppe, hvad der klæder en legende bedst.

Cruz & Kinski

Pe, som hendes spanske fans kender hende, er lidt af en anomali. Cannes skabte hende ikke så meget som genoplivede hende. Hun var allerede en stor stjerne i Spanien, før hun forsøgte sig med en usikker overgang til Hollywood. Hendes medvirken i 2005-filmen Chromophobia vakte ikke lykke: Cruz hvinende cockney-besmittede engelsk over for Rhys Ifans skabte intet eventyr. Men så kom Pedro Almódovar forbi, og Cruz' plads blandt de største af de største var sikret. Sidste år fik hun prisen som bedste skuespillerinde for sin rolle i Volver.

Som datter af førnævnte legendariske vilde mand, var Nastassja Kinski; præcis den type antistjerne, Cannes elsker: Som en sandt kosmopolitisk figur af eksotisk obskur oprindelse, var Kinski som et granatchok i 1980'ernes art cinema med sine skelende vildkattemanerer og ejendommeligt skrøbelige udstråling. Lanceret i Roman Polanskis Tess fra 1979 fik Kinski en hård medfart på Croisetten i 1979 med sin rolle i Månen i rendestenen af dengang så feterede Jean-Jacques Beineix. 'Månen' blev eftertrykkeligt nedgjort, men pyt - hvad skaber større publicity, end når chikke instruktører bliver dukket og forulykker? Kinski fik sin hævn det følgende år, da Wim Wenders Paris Texas - uden tvivl hendes største glanspræstation - vandt Guldpalmerne. Og den aftenkjole, den højgravide Nastassja K. bar til forevisningen - var også et uventet hit.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu