Læsetid: 4 min.

Caribien - grusbunken, de kalder paradis

Øbuen fra Florida til Venezuela opflammer lidenskab. Drømmebilleder og virkelighed slår gnister mod hinanden
4. november 2006

Dér ligger den så, buen af øer grønt strøet ud fra Florida til Venezuela. 3.500 km spænder Caribien over. Nogle af øerne, dem oppe i nordvest, er gevaldige bamser: Cuba, Jamaica, Hispaniola, Puerto Rico. Det er De Store Antiller.

De Små Antiller ligger ude mod sydøst og kan måles i Bornholms-enheder: Halve og dobbelte. Nogle af de små er tørre, andre er våde. De tørre er dem, der ligger længst mod Atlanterhavet. De er flade. Andre - længere inde - er stejlt høje.

Ét har dette virvar af små øer dog til fælles: Deres turistindustrier er enige om at kalde dem 'et paradis'.

Det ville øernes indfødte tøve med at skrive under på. Jo mere man som rejsende kigger efter, des mere forstår man de indfødtes forbehold.

Jovist, der er det paradisiske ved øerne, at de er lune, når den nordlige halvkugle ellers er kold. Men de kan være vældigt våde. Den caribiske regntid drypper først af i december, og den genåbner sluserne i maj. Det kan dog også øse i dagevis i de angiveligt tørre måneder. Det har min husstand følt på egen hud under de sidste mange års søgen efter det sande paradis i Caribien.

Det har ikke vist sig nemt at finde.

Dødens slanger

Nogle af øerne - Martinique, St. Lucia og Trinidad - har dødeligt giftige slanger. Det må man vel acceptere som et naturligt tilbehør til paradis. I Martiniques turistbrochurer havde vi læst, at giftslangerne er umådeligt sjældne. Det beroligede os. Indtil vi - 10 minutter efter vor ankomst til øen - cyklede forbi en, der lå på landevejen og lige var kørt over.

Og moskitoerne i Caribien? Nå ja, de er også Guds skaberværk. Men de kan bide én til blodbudding.

Så er der det med jordskælvene. De Caribiske Øer er dannet ved kontinental-pladernes sammenstød, og det foregår stadig. Lysekronerne svinger jævnt hen. Vi har set huse med meget store revner i. Plus en kirke, der var skvattet sammen. Guds vrede kan ingen vide sig sikker imod.

Den kommer også til udtryk ved vulkanudbrud. Fra den franske vulkanø Guadeloupe har vi med gysen set over på ild- og askesøjlen over den britiske naboø, Montserrat. Her vågnede vulkanen i 1997 - efter 400 års slummer - og gjorde halvdelen af indbyggerne hjemløse.

Tsunamierne er jordskælvenes og vulkanudbruddenes følgesvend. Dem har vi ikke set med egne øjne, men vi har læst grimme beretninger.

Mens vi nu er ved Caribiens katastrofer: Orkaner raser i efterårssæsonen. Vi har konstateret eftervirkninger i form af både, der lå langt inde i land. Og husgrunde uden huse på. I det tidligere Dansk Vestindien har vi set en hel bjergside, hvor tropeskoven var blæst af.

Improviseret kloak

Folk i Caribien lever i bevidstheden om, at alt kan blive flået væk. De gør livsstilen improviseret. Bygningsværker er på vej op eller ned, men sjældent i fuldt færdig stand.

Vi har også været ude for, at kloakkerne var improviserede. Det var på Guadeloupe. Mens kommunen reparerede den nyere kloak ude under gaden, fik den gamle frit og åbent løb. Det viste sig at løbe gennem haven foran vores hytte, og et vindstød blæste vores vasketøj ned i kloakstrømmen. Da blev vi vrede.

Vi kan også blive vrede over trafikken. Bortset fra nogle stilfærdige småøer som franske Marie Galante og britiske Anguilla er biltrafikken hæmningsløs.

Da vi ankom til den fransk-hollandske ø St. Martin, undrede vi os over freden i gaderne.

"Ha," sagde en af de indfødte. "Det er kun, fordi der i dag ikke er nogen af de fire krydstogtsskibe, vi plejer at få. Bare vent. I morgen holder turister på sightseeing, kofanger ved kofanger, hele øen rundt."

Hele øen rundt? Ganske rigtigt. Bilerne maste sig næste dag - og alle følgende dage -kofanger ved kofanger øen rundt. Paradis viste sig at være et trafikhelvede.

Og så er det endda på St. Martin, at paradis er officielt navngivet. På den franske del af øen hedder det højeste bjerg: Pic Paradis - Paradisets tinde. Det var den, bilerne holdt i kø omkring.

Når vi er rigtigt vrede på Caribien, råber vi: "Caribien er en grusbunke!" Og så siger vi en hel masse grimt - og sandt - om Caribien.

På et eller tidspunkt bliver vi gode igen. For Caribien er også aldeles vidunderlig - eller kan være det: Strandene; det krystalblå vand; fiskestimerne, vi dykker i; tropeskovene, vi vandrer i; kolibrierne, der suser om hytten; de vildtspraglede blomster; de krydrede lugte.

Kulturelt er øerne præget af deres tilhørsforhold i kolonitiden. De franske har vist sig mest modstandskraftige over for den amerikanisering, der har invaderet de hollandske og gennemtrængt de britiske.

Når vi rigtigt er mildt stemt, f.eks. sidder på en fransk øs strandcafé under palmesuset, med de lækreste anretninger foran os og et glas køligt vin i hånden, siger vi til os selv, at fransk og caribisk kultur får det bedste frem i hinanden. Så det nærmest bliver til en slags, nå ja, et ord, der begynder med p og betegner et sted, hvor der er rart at være.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her