Læsetid: 1 min.

Carl Bildt afviser korruptionsanklager

Den svenske udenrigsminister afviser anklager om, at han lod sig bestikke af et russisk selskab med interesser i Gazprom
9. januar 2007

Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, måtte på et pressemøde i går svare på en byge af spørgsmål om sine aktieoptioner i det russiske olie- og gasselskab Vostok Nafta. Han afviser imidlertid, at han har gjort noget galt, endsige ladet sig bestikke med optionerne, som han efterfølgende har solgt for et millionbeløb.

Miljöpartiet anmeldte søndag den konservative udenrigsminister for korruption, og anklagemyndigheden indleder nu en undersøgelse af sagen. Flere kommentatorer mener, at affæren kan koste Bildt ministerposten.

Vostok Naftas aktiviteter indskrænker sig stort set til at eje aktier i det gigantiske russiske selskab Gazprom, der vil bygge en kontroversiel gasledning i Østersøen. Ifølge kritikerne stiller det Bildt i et tvivlsomt lys, fordi hans beslutninger som minister kan komme Gazprom til gavn. På pressemødet i går blev Bildt spurgt, om han skal deltage i regeringens beslutning om den planlagte gasledning i Østersøen.

"Det må vi se, når vi kommer dertil. Der foretages en habilitetsvurdering," svarede udenrigsministeren og understregede, at sådanne vurderinger løbende foretages i regeringen.

Kun fire bestyrelsesmøder

Bildt har siddet i bestyrelsen for Vostok Nafta, men måtte afstå sin plads, da han blev udpeget til udenrigsminister i oktober. Han fik lov til at beholde aktieoptioner i selskabet, men solgte dem efterfølgende for 4,8 millioner svenske kr. Kritikerne siger, at han ikke burde have haft aktieoptionerne, eftersom han frivilligt forlod det russiske selskabs bestyrelse.

Det hævdes, at Bildt kun har deltaget i fire bestyrelsesmøder, og at de generøse aktieoptioner på den baggrund ikke står mål med arbejdsindsatsen. Til det svarede Bildt på pressemødet, at det eneste, der er usædvanligt ved sagen, er, at aktieoptionerne fra Vostok Nafta på få år tidoblede deres værdi, og at værdi-forøgelsen afspejler det gode arbejde, han har været med til at udføre.

Socialdemokraterna har krævet en garanti af statsminister Fredrik Reinfeldt for, at Bildt ikke har lovet Vostok Nafta modydelser for aktieoptionerne.

ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu