Læsetid 3 min.

Carl Nielsens sange er ikke danske

Carl Nielsens sange opfattes som ægte danske, men deres danske islæt er en konstruktion og kan ikke spores i selve musikken, konkluderer nyt speciale
20. februar 2006

Carl Nielsens sange er noget af det mest danske, vi kan forestille os - og den folkekære komponist er da også repræsenteret med en opera, en symfoni og to højskolesange i den nye danske musikkanon. Men der er ikke noget i Carl Nielsens musik, der kan betegnes som særligt dansk. Det er en af konklusionerne i et nyt speciale fra Musikvidenskab på Aalborg Universitet:

"Det er noget sludder at kalde Carl Nielsen for særlig dansk, hvis man kigger på selve musikken," siger Karen Vestergård, som sammen med Ida-Marie Vorre har skrevet specialet Den danske Sang - en undersøgelse af danskheden i Carl Nielsens sange. For der findes slet ikke en særlig dansk musik:

"Hverken i folke- eller kirkemusikken kan der udpeges autentiske danske stiltræk, der kan berettige til at udråbe denne som en særlig dansk stil," siger hun.

Følelsen af danskhed

Når Carl Nielsens musik opfattes som 'ægte' dansk, er det derfor af helt andre grunde end de rent musikalske:

"Forestillingen om det nationale er konstrueret efter værkets tilblivelse. Det er ikke værket i sig selv, men brugen af det, og de kulturelle omstændigheder, det indgår i, der skaber følelsen af danskhed," siger Karen Vestergård.

Eksempelvis er mange af de anmeldelser, artikler og bøger, der gennem tiden er skrevet om Carl Nielsen med til at skabe myten:

"Beskrivelser af Carl Nielsens sange som noget særligt dansk, forekommer i såvel dagspressens anmeldelser og artikler som i den musikvidenskabelige behandling. Og det ser ud som om, at jo flere gange, denne beskrivelse går igen, jo mere gyldighed får den," siger Ida-Marie Vorre, som netop er blevet ansat som museumsinspektør på Carl Nielsen Museet i Odense.

"De mange forsøg på at karakterisere det danske i musikken er kendetegnet ved, at det er et element, forfatterne føler er til stede. De argumenterer for denne følelse igennem subjektive beskrivelser snarere end ved at hæfte det op på konkrete musikalske kendetegn," siger Ida-Marie Vorre.

Fædrelandssange

En forklaring kan også ligge i de tekster, Carl Nielsen valgte at sætte musik til:

"Mange af de tekster, han satte melodi til, er stærkt nationalistiske. Og når folk synger eller lytter til sange med et nationalistisk tekstindhold, som fremkalder en national følelse i kroppen, vil de sandsynligvis opleve, at musikken i lige så høj grad som teksten er kilde til disse følelser," siger Karen Vestergård.

Af de i alt 35 Carl Nielsen-sange fra Højskolesangbogens 9. udgave 1993, som er det udvalg, de to forfattere i specialet har arbejdet med, har de 23 nationalistisk indhold, mens 12 af disse er deciderede fædrelandssange. Carl Nielsen valgte selv disse tekster, og Karen Vestergård og Ida-Marie Vorres analyser viser, at han gjorde sig umage for at underbygge teksternes indhold - og det er det nærmeste, man kommer en egentlig nationalistisk intention fra Carl Nielsens side:

"Mange af melodierne er enkle i deres udformning, og når melodierne ikke i sig selv tager fokus, er de særdeles velegnede til at formidle tekstens - ofte nationalistiske - budskab" siger Ida-Marie Vorre.

Dog havde nationalismen en noget anden betydning i Carl Nielsens samtid. Dengang var danskheden noget selvfølgeligt, ikke noget man som sådan satte spørgsmålstegn ved. I en periode fra cirka 1960'erne er befolkningens opfattelse af nationalisme blevet mere nuanceret, og sangene tillægges dermed en anderledes betydning, når de bruges i de nye nationalistiske sammenhænge, forklarer Karen Vestergård:

"Jeg har set nogle af sangene blive anvendt til at understrege yderligtgående politiske standpunkter. Det mener jeg er rent misbrug," siger Karen Vestergård.

Endelig kan der være en historisk forklaring på vores opfattelse af noget særligt dansk ved Carl Nielsens sange:

Sangene er blevet mest brugt i perioder, hvor nationale spørgsmål har optaget befolkningen. Blandt andet under Anden Verdenskrig, hvor Carl Nielsen virkelig stadfæstede sin position som nationalt ikon.

"Man samledes om hans sange til alsangsstævner, og Aksel Schiøtz indspillede mange af sangene, hvilket gjorde dem ekstra populære." siger Karen Vestergård.

Interessen for Carl Nielsen er ved at blusse op igen, mener Ida-Marie Vorre:

"Der er en klar tendens til, at han er blevet mere populær fra 1990'erne og frem. For eksempel udgav Jørgen I. Jensen bogen Carl Nielsen. Danskeren (1991), og Erik Clausen indspillede tre år senere komponistens romantiserede erindringer Min fynske barndom, som også er med til at holde liv i myten. Det kan ses som et udtryk for en øget nationalisme. Med globaliseringen og det multikulturelle samfund søger man at finde tilbage til rødderne," siger hun.

Kanon

Samme tendens kan Carl Nielsens centrale placering i kanonen ses som et udtryk for:

"Der er en stigende tendens til at kæmpe for den danske kultur, og det er symptomatisk for det, at der lige nu er så meget opmærksomhed omkring Carl Nielsen," siger Karen Vestergård.

Hun mener, at man hellere skulle se på Carl Nielsens musik frem for hans tilhørsforhold:

"Jeg synes, det er forkert at se Carl Nielsen i lyset af, at han er dansk. For det er temmelig ligegyldigt. Man kan sige, at det er underligt, at vi så har beskæftiget os med opfattelser af danskhed i sangene - men det er netop for at kunne komme med dette indlæg i debatten," siger Karen Vestergård.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu