Læsetid: 4 min.

Carl Smart på optur

31. august 2000

ER DET DEN indre norske svinehund, der er blevet fodret og vakt til live? Er det fordi det norske Fremskrittspartiet har forandret sig og har ændret politik? Er det fordi Carl I. Hagen har fået markeret sig unormalt kraftigt i de norske medier i den sidste tid?
På alle spørgsmålene er svaret et klart nej. Det er ikke her, forklaringen på Fremskrittspartiets nye position som Norges største parti skal findes.
Tværtimod har den 56-årige partileder ikke sagt et ord om udlændinge i lang tid. Han har til de aktuelle politiske emner kun gentaget, »hvad Fremskrittspartiet hele tiden har sagt«. Desuden har han været langt væk fra medierne – på sommerferie i Spanien.
Her har Hagen kunnet sidde afslappet under en parasol og med et smil på læben kunnet notere sig, hvordan tilslutningen til hans parti er steget støt oppe i de norske bygder og byer.
Kulminationen kom i går, da en meningsmåling viste, at Fremskrittspartiet med en stemmeandel
på 24,8 procent nu er Norges største parti. Større end statsminister Jens Stoltenbergs Arbeiderpartiet, der for første gang siden 1927 kun er nummer to i norsk politik med en katastrofemåling på kun 22,1 procent.

FORKLARINGEN skal først og fremmest findes i netop Arbeiderpartiet, der er gået fra himmel til helvede, siden det kom til magten i marts, efter at den tidligere Sentrumsregering, ledet af Kristelig Folkepartis Kjell Magne Bondevik, var faldet ved en mistillidsdagsorden i Stortinget. Med den unge Stoltenberg som leder af en ny norsk mindretalsregering strøg partiets tilslutning helt op på 38,1 procent, og alle i Arbeiderpartiet håbede på en frisk start på en lang regeringsperiode, efter at man langt om længe havde fået skubbet den knap så karismatiske eks-statsminister Thorbjørn Jagland væk og over på udenrigsministerposten.
»Modernisering« var nøgleordet, og der blev jublet. Siden er det kun gået ned ad bakke for Stoltenberg, der synes at have mistet sit medietække og har holdt for lav profil, når han har skullet forklare moderniseringen.
Hans populariet nåede bundrekorden tidligere på ugen, hvor kun 14 procent af vælgerne fandt, at han gør et godt stykke arbejde. Ifølge avisen Dagbladet er det kun »Oslo-borgere, der tjener over 500.000 kroner,« som mener, han gør det godt.

HVORDAN KAN sådan en nedtur for de norske socialdemokrater forekomme? Meget kan tilskrives, at rollefordelingen mellem Jagland og Stoltenberg er et problem for partiets profil. Jagland er således stadig partiformand, hvor statsministeren traditionelt også besidder den post. Det giver signalforvirring, når der er to, der tegner butikken. Dertil kommer, at der i de ’moderne’ signaler – der vitterlig er kommet fra regeringen – er meget, der kan vække modstand hos de traditionelle vælgere og i partiets eget bagland. Stoltenberg har lanceret planer om hel eller delvis privatisering af statskoncerner, forslået nedlægning af amtskommuner og talt for en vis konkurrence i den offentlige sektor. Omkring disse emner er der intern splid i partiet, og det kommer i den grad til skue i medierne.
En af de mere overmodige ting, Stoltenberg har gjort, er at genoplive EU-diskussionen i Norge. Han har relanceret den pro-europæiske halvdel af Arbeiderpartiets ambitioner om en hurtig tilpasning til EU-direktiver og regler og partiets ønske om Norges indtræden i Unionen.
Dermed har han gjort præcis det, som Bernt Aardal fra Oslo Universitets samfundsvidenskabelige Institut advarede om i Information den 18. marts: »En ny EU-debat vil kunne holde de tre sentrumspartier (Kristelig Folkeparti, Senterpartiet og Venstre, red.) sammen i EU-modstanden og have fordel ved at bringe den op, hvis Arbeiderpartiet går for langt i sine tilnærmelser til EU.«
Det sidste har partiet tilsyneladende gjort. Når de socialdemokratiske proteststemmer så ikke udelukkende går til Sentrumspartierne – men i allerhøjeste grad til Fremskrittspartiet – hænger det sammen med, at et endnu vigtigere spørgsmål er blevet aktuelle. Høje benzinpriser og skatteforhøjelser!!!

FOR HVORDAN kan regeringen lægge op til skatteforhøjelser, når oliepengene fra Nordsøen vælter ind i statskassen, og norsk økonomi i øvrigt kører på højtryk? Det er der mange, der ikke kan forstå. Der er ikke noget nyt i, at Arbeiderpartiet appellerer til vælgernes ’sunde fornuft’ og siger, at skrækscenarierne med kæmpeinflation i 80’erne ikke må gentages – hvorfor man er nødt til at putte oliemilliarderne i en fond og investere dem i udlandet frem for at pumpe dem ud i samfundet gennem øget offentligt forbrug.
»Men der er problemer på hospitalerne og med ældreforsorgen, så hvorfor kan man ikke bare bruge nogle penge og få de ting bragt i orden, frem for at sætte skatten op?«. Det er der også mange, der ikke forstår.
Carl I. Hagen er klar til at tage imod begge grupper. Både de socialt svage, der ønsker forbedrede forhold, og de, der har fået smag for høj levestandard – og som bare vil have skatten ned. For Hagen vil godt bruge af oliepengene. Det er slet ikke nødvendigt at appellere til den indre svinehund. Så det undlader han klogt, for ikke at give Arbeiderpartiet noget andet at spille op imod. Hvis han er smart, så fortsætter Carl I. Hagen i samme stil indtil Stortingsvalget om et år.

brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her