Læsetid: 2 min.

Carlsens tapre kamp for at overleve

Men den unge nordmand stred forgæves i syv timers omkampe
4. juni 2007
Men den unge nordmand stred forgæves i syv timers omkampe

Det lykkedes ikke den 16-årige norske stormester Magnus Carlsen at overleve mødet med armenieren Levon Aronian i VM-kval'en. Men Carlsen tvang verdensmesteren ud i hele to omkampe.

Først endte den ordinære match 3-3 efter farverigt og afvekslende spil. Aronian havde bragt sig foran ved at vinde det fjerde parti, men Carlsen slog tilbage i det femte, hvorefter han med de sorte brikker skulle holde det sjette og sidste remis for at sikre sig omkamp.

Det kneb gevaldigt, for Aronian havde sikret sig en merbonde og pressede hårdt for gevinst, da det lykkedes Carlsen at spille sig frem til en smart redning:

Se diagrammet.

Aronian har netop spillet 45. Tg2? - og Carlsen svarede prompte: 45. - Txg3! Der er remis ved evig skak, Aronian måtte efter 46.Txg3 Dd2+ 47.Ka3 Dc1+ affinde sig med, at gevinsten (hvis der ellers var en sådan) var smuttet.

Flossede norske nerver

Et parti, der tog hårdt på de norske nerver. Man forstår den nordmand, der på Nettavisens hjemmeside udbrød: "No må ej faen mej skynte mej som en helt til butikken, må få i mej noke pils!"

Dermed var der dækket op til søndagens omkamp i hurtigskak over fire partier. Carlsen er ganske vist hurtig på aftrækkeren, men Aronian har jo for nylig affærdiget verdensmesteren Kramnik i en hurtigmatch, så der er ikke noget at sige til, at det ikke lykkedes det norske håb at fuldende en ellers fremragende præstation. Carlsen tabte som sort det første omkampparti og fik ikke skubbet det andet ud over remisgrænsen.

Det tredje endte også remis - efter at Carlsen havde stået bedst. Nu måtte han vinde det fjerde og sidste for at sikre sig en ny omkamp, og det lykkedes ham efter et teknisk vanskeligt dronningeslutspil. Altså 2-2, og nu skulle der spilles to lynskak-partier (blot fem minutter betænkningstid plus bonussekunder til hele partiet) om adgangsbilletten til næste VM-runde.

Carlsen tabte det første lynparti efter være kommet skidt fra åbningen. Det indebar, at han måtte satse vildt i det andet - men han havde efter syv timers heroisk kamp ikke flere kaniner at trække op af hatten.

Aronian sejrede altså i den sidste ende - men begge spillere havde stor ære af VM-kval'ens hidtidige mest spekatulære match.

Herefter bliver de fire matcher, der skal afgøre, hvem der kommer til VM i Mexico til september: Aronian (Armenien) versus Shirov (Spanien), Grischuk versus Rublevsky (begge Rusland), Barejev (Rusland) versus Lekó (Ungarn) samt Gelfand (Israel) versus Kamsky (USA).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her