Læsetid: 2 min.

Carmen på xhosa

Bizets opera synges på kliksproget xhosa i guldbjørnevinderen 'Carmen i Khayelitsha', der originalt flytter det erotiske drama fra Sevillas slum til et nutidigt, sydafrikansk township
12. april 2006

Da sydafrikanske Mark Dornford-May sidste år vandt guldbjørnen i Berlin for sin version af Carmen i dagens Sydafrika, havde man som operafilmfan umiddelbart svært ved at se filmen for sig. Med Francesco Rosis mere traditionelle version med Placido Domingo på nethinden, var det ikke let at visualisere en version på kliksproget xhosa blandt rustne metalskure i et fattigt township.

Når man nu får lov at se teatermanden Dornford-Mays originale omplantning virker det overraskende indlysende at flytte den erotiske hævnhistorie til et nutidigt, fattigt miljø, hvor folk følelsesmæssigt handler i nuet og griber de få chancer, de har. Filmen slipper ikke lige heldigt fra alle sine gode indfald, men som en fortællestemme i starten siger om Carmen: For hver brist havde hun en kvalitet, der kom fra kontrasten. Det samme gør sig gældende for den forfriskende film, der lader en frodig Pauline Malefone forføre som sensuel cigaretfabrikspige i de støvede gader.

Gadelarm og grov tekstur

Carmen i Khayelitsha er optaget i dokumentarisk stil on location i det sydafrikanske township Khayelitsha uden for Cape Town. Den franske libretto er oversat til kliksproget xhosa, og den originale tekst og musik supple-res af gadelarm, afrikanske trommer og a cappela-sekvenser med lokale sange. Rollerne er besat af sangere fra Mark Dornford-Mays teaterensemble Dimpho Di Kopane.

Stemmerne svinger meget i kvalitet, men det er med til at betone filmens sanselige, grove tekstur med fokus på levet liv i et beskidt miljø med brug for kondomer og skudsikre veste. Det er ikke stedet for skønsang, og sine steder virker Bizets vestlige orkestermusik da også lovlig ude af trit med den afrikanske virkelighed på lærredet.

Heldigvis er den overdådige naturkraft Pauline Malefone et sikkert midtpunkt, fra hun hoftesvingende tager den første arie med et krus kaffe i hånden og siden ser denne versions Escamillo forsøge at få ørenlyd for sin Toreador-arie på et sort/hvid tv midt i det snakkesalige fabriksarbejde.

Plottet følger forlægget, men her forfører Carmen politimanden Don José, for siden at forkaste ham til fordel for Escamillo, der i stedet for at være tyrefægter er verdenskendt operastjerne på kort visit i hjemstavnen.

Filmiske løsninger

I dagens Sydafrika findes skæbnen ikke i spar es, men i et besøg hos en shaman, hvor filmen effektivt lader Carmen forholde sig til spådommen om forestående død som en indre monolog. Filmen forsøger også at supplere librettoen med konkrete karaktermotiver gennem tilbageblik, der er lovligt flashback-tintede, men giver mere kød på historien.

Der er mange gode ideer undervejs, men det er synd, at Dornford-May ind imellem overstyrer kameraet og tempoet i billederne. Det er helt unødvendigt, når filmen faktisk med held har etableret et seværdigt, troværdigt univers uden behov for overdrevet visuelt lir.

Tilgiver bristerne

Som nævnt tilgiver man dog gerne bristerne i en film, der måske nok var en overraskende vinder i Berlin, men i hvert fald sagtens kunne få en række priser for at puste nyt liv og sanselig realisme i en svær genre, som gennem årene har været domineret af teatralske frem for filmiske løsninger. Jeg køber klart filmen om Carmen i Cape Town - men jeg ville ikke købe det svingende soundtrack til senere hjemmebrug.

Carmen i Khayelitsha. Instruktion: Mark Dornford-May. Manuskript: Mark Dornford-May, Andiswa Ke-dama og Pauline Malefane. (Grand og Vester VovVov, København og en lille håndfuld biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu