Læsetid: 4 min.

Carsten Jensens venstrefløjskritik rammer forbi

Der er ikke bid i Carsten Jensens tilbagevendende men dog underholdende angreb på venstrefløjen - det ville der have været, hvis han havde sat ind mod fagbevægelsens og venstrefløjens fælles svigt over for den globale ulighed
Der er ikke bid i Carsten Jensens tilbagevendende men dog underholdende angreb på venstrefløjen - det ville der have været, hvis han havde sat ind mod fagbevægelsens og venstrefløjens fælles svigt over for den globale ulighed
13. juni 2007

Carsten Jensen har gennemført et af sine tilbagevendende angreb på venstrefløjen. Det kan blive lidt trættende i årenes løb, selvom det selvfølgelig også er lidt morsomt.

Villy Søvndal imødegår snusfornuftigt ganske mange udsagn, men han gør det udpræget somfolketingsmand, klart nok og så alligevel ikke godt nok.

For Informations oprindelige spørgsmål: 'Hvad mener du egentlig med venstre-fløjen?' bliver ikke besvaret. Og det er faktisk et af de vigtigste omdrejnings-punkter i netop diskussionen om venstrefløjens påståede svigt.

Lad os tage venstrefløjen i folketinget, SF og Enhedslisten. Søvndal har ret i, at der er blevet kæmpet i årevis på miljø- og energifronten og de senere år også i Irak-spørgsmålet.

Uden at få særlig meget ud af det de sidste fem-seks år. Og Søvndal spørger meget rigtigt: "Er det sådan, at fordi man siger det rigtige og gør det rigtige og gør det længe nok, så bliver det forkert?"

Der er dog andet end folketingspartier i spil på venstrefløjen, nemlig den politiske diversitet.

I min optik er venstrefløjen uendelig broget: Der er centrum- og venstrefløjs-socialdemokrater, der er kommunister og socialister, trotzkister, anarkister og anarkosyndikalister og syndikalister (dem havde vi del af i Danmark i 1920'erne!) og de ak, så forkætrede kulturradikale.

Langt fra alle disse grupperinger er en del af et politisk parti, og mange er end ikke organi-seret, men kun løst forbundne. Men de blander sig i den offentlige debat som enkeltpersoner.

Man skal heller ikke undervurdere organisationer med EN SAG. De er ikke altid de mest pålidelige samarbejdspartnere i politik, fordi de ofte savner overblik. Men når det kommer til deres SAG, kan de bidrage med expertise og erfaring, hvad de også gør - ikke mindst i miljø- og klimaspørgsmål.

Den forrige regering havde, som alle andre, en række mærkesager. Miljøet var en af dem. Men en i dag næsten glemt var, at Nyrup bed i bordet over arbejdsmarkedet. Den kom dog tilbage forleden i en folketings-debat om Lissabonaftalerne, som især Enhedslistens ordfører hagede sig fast i som en terrier - uden af få et civiliseret svar fra beskæftigelsesministeren.

Arbejdsmarkedet er et ømtåeligt emne

Arbejdsmarkedet bliver ikke diskuteret af venstrefløjen, i hvert fald ikke offentligt. Og på dét punkt kunne Carsten Jensen have sat ind med sin kritik.

Det er et ømtåleligt emne, der kræver stor indsigt at diskutere. Pressen hjælper ikke til, den gider kun skrive om sure fagforeningsledere, der brokker sig over medlemsflugten osv. Men fagforeningerne må fanme også gribe i deres velpolstrede barme, for de dur ikke til at anskueliggøre problemerne. Bevares, arbejdsmarkedets regelsæt er både kompliceret og sofistikeret, men der er en enorm kompetence i fagbevægelsen, som der burde trækkes på, og som fortjener at bruges til ren og skær folkeoplysning!

Jeg vil da godt gribe i min egen, lidt flade barm og bagefter sidde med røde ører: Det har taget mig alt for lang tid bare at begynde at forstå konsekvenserne af Murens fald og Sovjetimperiets sammen-brud. Ikke mindst for arbejdsmarkedet. Trods relativ fattigdom levede arbejderen temmelig trygt i Sovjetimperiet, de stive men nogenlunde effektive fagforeninger sikrede dem. Nu er det historie, og multinationale koncerner - og adskillige små og store danske firmaer - udnytter situationen.

Resultatet er en global ulighed, der bare vokser og vokser med social ustabilitet til følge. ILO, FN's arbejdsorganisation, kæmper en stort set usynliggjort kamp for at sikre millioner af forarmede mennesker, der må finde sig i det mest ufattelige misbrug, når arbejdet endelig kommer til dem i sweatshops, nedlagte miner, ophugninger osv. Den danske fagbevægelse deltager i den kamp, men temmelig fortvivlet, for selvom regeringen underskriver diverse internationale aftaler, blir de ikke ratificeret eller implementeret.

Men regeringens image er godt i modsætning til fagbevægelsens. Ganske som det lader til at være i miljø- og klimadebat - Connie-effekten, går jeg ud fra.

Fælles svigt

Dér, lige dér, kunne Carsten Jensen have sat ind. Mod fagbevægelsens og venstrefløjens fælles svigt.

Jeg har savnet både hos Jensen og Søvndal et strejf af historisk bevidsthed. Hvorfor ikke gå tilbage til Thomas Nielsens berygtede/berømte udsagn: Vi har sejret ad helvede til! Den sejr har det historiske forløb de sidste femten-tyve år tæret på i al ubemærkethed. Godt hjulpet af en regering, der har gjort Danmark til en Morten Korch-lignende provins uden udsyn og interesse for den omverden, landet er en del af.

Fremmedfjendsk politik koster

Det koster at lade sig nøje med at skrige over globaliseringen, uden at vide hvad den indebærer ud over "tab af danske arbejdspladser". Det koster at have en fremmedfjendsk indvandrerpolitik og lade sig nøje med at frygte flygtningestrømme (hvorfor altid strømme - hvorfor ikke klynger eller grupper?) frem for at spørge om, hvorfor de ulykkelige mennesker kommer nordpå?

Kære Carsten, respekteret kollega og som regel ven: Der er ingen absolutte løsninger, i hvert fald ikke nogen jeg kan tolerere med min historiske baggrund. Jeg har heller ikke megen fidus til alt det med fornyelse. Det var en af Mussolinis slagvarer, den med hele tiden at kræve noget nyt. Som Søvndal vemodigt konstaterer, er de samme problemer de samme. Endnu.

For nu at blive næsten bibelsk: Det gode kommer altid til kort over for det absolutte, over for det onde. Men det gode er en proces, der ikke holder op.Jeg mener ikke, man kan måle det gode mod det onde og lave statistik på det. Man kan ikke måle det absolutte på processen. Men venstrefløjen findes, lidt pjaltet måske, og man kan dog - meget forsigtigt - gå ud fra, at mennesker kan skifte retning, og at kvantitet blir til kvalitet.

Inge Eriksen er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her