Læsetid: 11 min.

Casablanca-komplekset

Obrad Savic led som mange andre anstændige intellektuelle i Serbiens nationalistiske øglerede af et mærkeligt kompleks, der betyder, at man ikke kan undslippe Serbiens xenofobi af frygt for ikke at have historien med sig og være en del af den
7. februar 2007

Vores gamle ven, sociologen Obrad Savic, er elektrisk denne ortodokse juleaften, det er som om, han er på speed. Det skyldes dog næppe højtiden og forventninger om gaver under træet senere på aftenen, den slags har vi ikke planlagt. Kun at deltage i messen i katedralen ved midnat, men det fortæller vi ham ikke. Han har i al den tid, vi har kendt ham, været meget moralsk, og et sådant faux pas og veneration for religionen har vi slet ikke tid til at diskutere med ham. Vi har bare en middag på programmet senere sammen med Savic og hans sidekick Dusan og nogle andre venner. Derefter vil vi liste af for at gyse i fryd over skønheden i kirken, når underet prises, og den hellige bog skal tilbedes med lys og sang.

Der har ellers altid været noget melankolsk over Obrad Savic, som vi kom i kontakt med i forbindelse med en petition mod hans fyring fra universitetet, fordi han i sin tid ikke ville underskrive en loyalitetserklæring til Milosevic-styret. Den internationale akademiske protest hjalp dog ikke noget, og for øvrigt gav han fanden i at komme tilbage til sit gamle institut, hvor kollegerne underskrev loyalitetserklæringen til Milosevic. Der var noget nekrofilt over stedet, sagde han.

'Monstrum!'

Vi besøgte ham i den forskerinstitution, han blev leder af, Belgrade Circle, og som blev oprettet for internationale fondsmidler. Og det var altid en melankolsk og moralsk opbragt Obrad Savic, vi mødte i hans kontor i Narodna Fronta, i Folkefrontsgaden i Beograd. Hans briefinger af os handlede meget naturligt om de forhold, vi undersøgte, de intellektuelles andel i planerne om et Storserbien, udmøntet i det berygtede Memorandum fra det serbiske akademi. Skriftet leverede de ideologiske forudsætninger for den politik, der senere blev implementeret af de politiske magthavere. Denne indebar, som det siden hen er blevet dokumenteret, først og fremmest ved Haag-domstolen i sagen mod Milosevic, en folkemordsvold mod de civile muslimer, der boede i de områder i Bosnien, som man med sine planer og territorialkort i akademiet mente skulle sluttes til et Storserbien. Det var nu eller aldrig, den historiske time for Serbien, hed det sig.

I tiden efter Milosevic' fald, hvor opgøret for krigsskylden stod for døren, handlede mange akademiske manøvrer om at tørre skylden af på Slobodan Milosevic alene.

Når vi interviewede gerningsmændene i akademiet, og de bedyrede deres uskyld for den politik, som var udsprunget af deres egne planer, og vi efterfølgende briefede Obrad Savic, viste han altid himmelvendte øjne over deres flagrante løgne og bortforklaringer. Bundlinjen var, at de ikke plæderede for et politisk Storserbien, men bare retten til kulturel manifestation af national identitet. Resten var noget, Milosevic måtte have misforstået. Selve krigen var een stor misforståelse, og brutaliteten med massevoldtægter, kulturel tilintetgørelse af institutioner og moskeer, massedrab og forfølgelse måtte være noget, som kunne tilskrives disse bjergfolks indgroede primitivisme. Ikke noget, som var del af en politisk-militær plan. Det var også den version, man solgte til Vesten.

Men det var inden den såkaldte RAM-plan kom for dagen med dens detaljer og planen for fordrivelsen af de bosniske muslimer. Nu handlede manøvrevne hos de nationalistiske akademikere, vi opsøgte, om at vaske hænder og bedyre uskyld.

Og for så vidt har de haft held med deres initiativer. Ingen intellektuelle er blevet anklaget ved Haag-domstolen eller ved nogen domstol i Serbien for deres andel i krigen. Og efter hver briefing af Obrad Savic om vores ekskursioner til krigens ideologer, fulgte gerne supplerende sidehistorier fra ham om, hvilke løgne de satte i kredsløb i Serbien om deres rene generalieblade. Alt blev gerne afsluttet af Obrad Savic med et "Monstrum!", der på sæt og vis satte et moralsk punktum.

Serbisk melankoli

Men der var mere på spil for ham end den relative lettelse over deres tilbagetog og vores festlighed over deres åbenbare løgne. Også en sorg over, en melankoli over at være serber og tilhøre et folk og en nation, i hvis navn disse ubegribelige forbrydelser var blevet sat i værk. Selv en så klar og kølig person som Helsinkikomiteens Sonja Biserko udtrykte en sen aften dengang i baren til Hotel Moskva den momentane desperation, der af og til kunne ramme hende. Hvor som helst, i et fly, på en rejse, når hun tænkte over, hvad meningen egentlig var med at dokumentere sin tid. Al denne ødelæggelse, alle disse uhyrlige forbrydelser kunne af og til fylde hende med en trøstesløs sorg.

Vi spurgte af og til Obrad Savic, hvorfor han så i det hele taget blev hængende i Serbien. Med sin uddannelse og sit akademiske renommé kunne han til enhver tid få ansættelse i Vesteuropa eller i USA og undfly øglereden. Men det var ikke relevant, heller ikke selv om der hele tiden var tilbud fra udlandet. Det handlede om noget livshistorisk, om noget, der ikke kunne gøres om, hvis han rejste. Om at være vidne til sin tid, om det, man diskuterede i Serbien blandt hans venner som 'Casablanca-komplekset'. Der var kun dette ene sted at være i denne tid, hvis man skulle have Historien med sig og være en del af den. Det kan måske lyde patetisk, men i så fald er det det eneste lille bitte hjørne, hvor denne følelse fik sit udtryk. Ellers buldrede han løs med sit "Monstrum", mens han kæderøg og blev mere og mere melankolsk i de år.

Politisk sukkersyge

Nu i det gamle horehus juleaften er det som om, han er på speed, tyve år yngre, 15 kilo lettere, næsten ikke-ryger og befriet for sin sukkersyge!

Grunden til dette mirakel skal tilsyneladende søges i det forhold, at han endelig har befriet sig fra 'Casablanca-komplekset', har forladt Serbien for at undervise i kulturelle studier på universitetet i Leeds og nu kun er på juleferie i øglereden! Vi konkluderer med andre ord, at der er tale om diagnosen 'politisk sukkersyge'. Måske forårsaget af al en nationalistiske kitsch? Psykosomatiske påvirkninger er mangfoldige.

Nu, denne tidlige juleaften, holder han foredrag for os og for de flere og flere unge mennesker, som slutter sig til os i baren, når han taler om Serbien på en anden måde, end man er vant til at høre i fjernsynet. Han udbreder sig højt og provokerende om Serbien og dets provinsialisme og dets krigsbegejstring og landets manglende evne til at globalisere og modernisere sig. På et tidspunkt bliver det for meget for den skaldede orne af en sikkerhedsvagt på hotellet. Baren har transformeret sig til et politisk møde med unge, der lejrer sig for at høre en akademiker tale kritisk om sit land på engelsk, og i publikum er der oven i købet udlændinge. Det må der sættes en stopper for. Sikkerhedsvagten beder os venligt, men bestemt og nervøst om at forføje os til en anden afdeling af hotellet, nogle andre stole i det mindste, idet vi blokerer baren for andre gæster. Obrad farer op. Men vi er selv gæster! Vi forbruger! Vi drikker kaffe og øl og vin! Vi snakker! Hvad er problemet? Sikkerhedsvagten er rolig, for der er et problem. Vi blokerer baren med vores snak. Baren er et åbent sted. Man skal kunne være i baren uden nødvendigvis at skulle deltage i dette møde.

Vi fortrækker, men Obrad Savic skal ikke have noget af at tage sig til takke med et ydmygt sted, hvor det så end skulle være i dette horehus. Han går ud på gaden sammen med os og mener med det samme at kunne mærke, at alle hans kalamiteter vender tilbage samme dag, som han er ankommet til sit gamle fædreland. Han begynder at kæderyge, føler sig fysisk dårlig, kommer med det samme i klammeri. Om lidt vender den politiske sukkersyge tilbage, det er helt sikkert. Serbien er en øglerede fra a til z og tilbage igen.

Vi spadserer rundt i gaderne denne juleaften (for der var ikke plads til os i herberget). Obrad Savic fortolker det opkogte intermezzo. Sikkerhedsvagten var fortørnet over, at han som serber sidder og holder foredrag for udlændinge og for serbere på engelsk om dårligdommene og om krigsskylden og kritiserer sit land. Det er alt sammen en yderst giftig cocktail i et xenofobisk land fyldt med frustrationer og fornægtelse.

Man skal heller ikke se bort fra den skaldede sikkerhedsvagts sandsynlige baggrund. Han har uden tvivl en fortid i militæret i sådan en stilling, og så kan man selvfølgelig blot gisne om, hvilken ideologi han synes, han skal eksekvere, og om hvilke forbindelser, han har. Militæret er øgleredens epicenter.

Skræmt mafia

Vi vandrer rundt i de mørke gader i Beograd, mens den ene association tager den anden denne juleaften. Af en ret tilforladelig grund minder sikkerhedsvagten ham om mafiaen, jf. hans sandsynlige baggrund. Savic mener at kunne iagttage nogle strategier hos mafiaen, dens forsøg på at forandre sig og omstrukturere sig for at tilpasse sig de nye legale forhold i Serbien. Den er desperat, som sikkerhedsvagten, fordi den hører nye synspunkter, som bliver ventileret, og nye initiativer bliver sat i værk af lovgivningen. Den er bange for at miste sin magt, nu hvor demokratiet og ordensmagten med europæisk assistance er ved at tage over, uanset at man formåede at myrde den tidligere premierminister, Zoran Djindic. Tendensen mod, at Serbien en dag vil være en del af det europæiske fællesskab, er klar for alle. Det er blot et spørgsmål om tid. Dette betyder også, at mafiaen forandrer sig selv. Den bliver nødt til at processere sin så at sige 'oprindelige akkumulation' - for at tale i Marx' terminologi fra Kapitalens første bind - over i legale former for kapitalakkumulation. Han viser mig rundt i byen, peger på bankerne på hvert gadehjørne. Der opstår et mylder af banker, som bruges til hvidvaskning af mafiaens oprindeligt akkumulerede kapital fra krigsrovet og dens forskellige forretninger på den anden side af rettighedslovgivningen (film, musik osv. - mafiaen sidder på al gadehandel). Dette sikrer, at kapitalen kan processeres ind i international legal handel. Ingen vil spørge om eller kunne opspore, hvor denne kapital stammer fra.

Vi når op på det, der nu heder Nikola Pasic' Plads, og han peger på modebutikker, med fashionable mærker, Givenchy, Mara, Ungaro og andre, som ingen almindelige serbere har råd til at købe. Disse butikker er kun forbeholdt kunder fra den kriminelle underverden. Pladsen, vi står på, er også en note værd, når det skal handle om skeletterne i skabet og forsøget på en historisk rekonstruktion af denne stat.

Han peger op mod en bygning, hvor der tidligere kom fagforeningsledere fra hele det gamle, socialistiske Jugoslavien for at holde møder. I dag er det en bank. På den anden side af gaden holder dagbladet Borba stadig til. Det var kommunistpartiets dagblad. Engang hed stedet Marx-Engels Plads, og i dag er den omdøbt til Nikola Pasic Plads efter en tidligere borgmester i Beograd og premierminister fra det Jugoslavien, der eksisterede før Anden Verdenskrig. Der er også stillet en statue op af ham, nystøbt i romantisk nittenhundretalsstil. Sådan ser panikken ud i beton og metal, når man vil udradere en del af landets fortid og foregøgle, at det socialistiske, titoistiske Jugoslavien aldrig har eksisteret. Man konstruerer en kontinuitet, hvor halvtreds år bliver visket bort, hele vores levede liv. Ved næste revolution kunne man passende sætte et gevind i halsen på statuerne, så man kunne nøjes med blot at skifte hovederne ud.

Det eneste, der er tilbage af kommunismen, af socialismen, er en mærkelig restaurant længere henne ad gaden, hvor de hellige holder til og har oprettet en slags frilandsmuseum (uden postmoderne ironi), og hvor de har draperet lokalerne med ikoner fra den udviskede tid og serverer retter fra lande, hvor den politiske vækkelse fra fortiden havde sin korte sommer; tortilla fra Spanien for at mindes den spanske borgerkrig, russiske retter for at mindes Lenins revolution osv. Alt sammen er lige til at hulke over, uanset om man er nostalgiker eller mener, fortiden kunne forvaltes på en mindre bøvet måde.

Fortiden vender tilbage

Vi går videre i byens mørke gader denne juleaften. På et tidspunkt forvilder vi os ind i en hule i et beskyttelsesrum, en klub, hvor der spilles tung rock, som i den grad går Obrad Savic på nerverne. Ikke kun fordi den er så passé og igen giver ham anledning til at føle sig syg over, hvordan fortiden - i alle dens kulturelle forgreninger - kaster sin skygge ind over dette provinsielle land, men også over, at vi ikke kan tale sammen i dette lydinferno. Vi spankulerer videre ned mod vores restaurant i Kneza Mihajlovic, strøget i Beograd.

Savic fortsætter. Mafiaen går også ind i kulturpolitik og skaber sig image som mæcener og donatorer, afholder arrangementer, messer, skaber events og går ind i diverse medier ved at eksponere sig på egne tv kanaler, ved at optræde altruistisk og associerer sig med prismodtagere og kunstnere for på denne måde købe sig et renommé. Dette skete dog allerede under Milosevic, hvor driftige forretningsmænd fra mafiaen organiserede sig i (Milosevic' hustru) Mira Markovic' parti JUL - nominelt et såkaldt kommunistisk venstreparti for netop forretningsmænd, reelt et fascistisk parti, hvor et medlemskab var nødvendig for at sikre de rette forbindelser til magten under Milosevic' styre, og med fruen ved roret af partiet.

Det var vigtigt at være på god fod med hende. Kom man på tværs og skrev kritisk, kunne det gå én som redaktøren Curuvija, der en dag blev skudt foran sin opgang af sikkerhedstjenesten.

Denne indflydelse fra mafiaen i medierne og dens investering i kulturlivet har en destruktiv effekt på samfundets selvopfattelse. Det er en illusion at tale om fri kunst og kritisk tænkning under sådanne forhold.

Vi når hen til restauranten, hvor vi skal mødes med de andre serbiske venner til en julemiddag. Men Obrad Savic har fået et problem. Han bliver nødt til at gå for at søge læge. Ude på toilettet har han mærket de gamle symptomer igen fra sin sukkersyge, en svag lammelse og smerte i det ene ben. Fortiden er vendt tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her