Læsetid: 4 min.

Castro giver stafetten videre

11. august 2006

For Fidel Castro blev hans optræden på topmødet i Frihandelsorganisationen Mercosur den sidste. Så løb energien ud, Fidel Castro forsvandt og har ikke været set officielt siden.

Og paradoksalt nok var Fidel Castros sidste optræden hverken forudset eller planlagt, men kom i stand fordi hans nære ven og 'åndelige søn,' som han ofte betegner Venezuelas præsident, Hugo Chávez, netop har ladet sit land indtræde i det sydamerikanske frihandelssamarbejde sammen med landene Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay. Det åbner for samarbejde mellem Cuba og Mercusur.

At det var Hugo Chávez, der lokkede Fidel Castro ud på hans foreløbig sidste optræden, kan man så vælge at se en vis symbolik i. Men i Washington ser de mere end blot symbolikken. De aner et problem, der langt overstiger, hvad Cuba er i dag. For med Fidel Castros mulige exit fra den ideologiske verdensscene, kan der blive plads til netop Hugo Chávez, der både i retorik og ideologisk arvemasse holder kursen fra Fidel Castros Cuba. Men i slagkraft er han større end Fidel Castro. Og i Washington anser man ham for at være en figur, der er i stand til at "destabilisere regionen og true demokratiet," som Condoleezza Rice udtrykker det.

Ideologisk arvtager

Og Hugo Chávez er allerede godt på vej til at indtage rollen som Latinamerikas og den tredje verdens ideologiske modpol til "imperialismens USA". En rolle, hvor han aktivt blander sig i andre latinamerikanske landes valg. Senest beskyldes han for at støtte sandinisterne i Nicaragua, hvor der er valg i november i år. På den anden side beskyldes USA for økonomisk at støtte den liberale modpart. Så det er lidt som i gamle dage, hvor blandt andre Cuba og særligt USA var medvirkende faktorer i Nicaraguas borgerkrig.

Men i modsætning til Cuba og Fidel Castro, besidder Venezuela meget store forekomster af olie. Ifølge Verdensbankens opgørelser har landet reserver, der overstiger Saudi-Arabiens. Og det er et vægtigt trumfkort, som Hugo Chávez er mere end villig til at smide ind i den ideologiske kamp. Det har han bevist ved fle-re lejligheder - blandt andet har han op-købt en tredjedel af Argentinas gæld til IMF for at "befri dem for de ødelæggende kræfter, som det neoliberale projekt under USA er."

Og samme olie bruger han til at holde Cubas økonomi oven vande. Cuba har i bytte sendt kæmpe korps af tandlæger, læger og andet sundhedspersonale til Venezuela. Rent faktisk har de sendt så mange, at sundhedsklinikkerne på Cuba er blevet drænet for personale. Men det er også en byttehandel, der samtidig tilfredsstiller det vælgergrundlag af fortrinsvis mellem- og lavklasse, der har bragt Hugo Chávez til magten og ladet ham overleve det første - formodentligt CIA-støttede kup. Militærets overgangsregering holdt kun i to døgn. Så havde folkets massive protester bragt Chávez tilbage i præsidentpaladset.

Med i Hugo Chávez demokratiske regnskab hører dog det faktum, at han selv i 1992 mislykkedes med et militærkup i Venezuela. Dengang sagde han meget korrekt, at han ville være tilbage for at nå sine mål senere. Det tog så syv år.

Venstredrejning?

Det sydamerikanske kontinent, der længe har været opfattet som USA's baghave, er i dag vokset ud af USA's skygge. Dels fordi USA siden 11. september 2001 har haft sine interesser andre steder, men også fordi man i Sydamerika er begyndt at kigge på EU som en model for udvikling.

Samhandlen med med EU overgår handlen med USA, og de amerikanske planer om at udvide frihandelssamarbejdet - NAFTA - er sat alvorligt i stå. En ofte nævnt forklaring er, at Latinamerika har foretaget en seriøs venstredrejning.

Men trods et gran af sandhed, er det også en sandhed med modifikationer. For der er stadig langt fra Venezuela og Bolivias venstrefløjspolitik til den langt mere moderate og midtersøgende politik, der føres i eksempelvis Brasilien, Argentina og Chile.

Men alligevel ser man i både EU og Nordamerika med bekymrede miner på udviklingen i Venezuelas mange internationale relationer. Udenfor det sydamerikanske kontinent er det særligt Hugo Chávez' nyligt knyttede bånd til Iran, hans våbenaftaler med Rusland og hans tilnærmelser til Kina, der vækker opmærksomhed, ligesom det var tilfældet, da han gjorde kur til Irak under Saddam Hussein.

Indadtil på det Sydamerikanske kontinent har Hugo Chávez også store planer. I slutningen af maj i år trådte Venezuela ud af CAN - Andeslandenes Handelsunion - som han beskylder for at tilgodese elitens og de multinationale selvskabers interesse. Og få dage efter - i starten af juli i år - trådte Venezuela så ind Mercosur samarbejdet - en zone, der udgør 275 mio. mennesker og står for 75 procent af Sydamerikas samlede BNP.

På mediefronten åbnede Venezuelas præsident sidste år den pan-amerikanske nyhedsstation Tele Sur, der skal tage kampen op mod CNN's nyhedsdominans i regionen. Spøgefulde hoveder har allerede døbt stationen al-bolivar - en sammendrag af al-Jazeera som den mellemøstlige opposition til CNN og Simon Bolivar, der var Latinamerikas store frihedskæmper og præsident Hugo Chávez' helt.

Selvsagt er der en udvikling i gang i Latin-amerika. Og med den nye toneangivende personage i form af Hugo Chávez er regionen sikret en ideologisk arvtager til Fidel Castro. Han har måske ikke samme karisma, men er i høj grad i stand til at videreføre en harsk modstand mod deres fælles fjende, USA. Så mon ikke Fidel Castro er klar til afgang. Han sluttede i hvert fald en af sine sidste store taler på universitetet i Havana i november sidste år med ordene; "det var værd at blive født - det var værd at leve."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu