Læsetid: 4 min.

Castros alternativ

29. juli 2003

»Det cubanske folks suverænitet og stolthed er ikke åben for debat med nogen som helst – allermindst da en gruppe tidligere kolonimagter, som historisk er
ansvarlig for slavehandel, udplyndringer og ligefrem udryddelse af hele folkeslag og for den underudvikling og fattigdom, som milliarder lider under – og som de bliver ved med at plyndre gennem unfair handel, udnyttelse og dræn af naturlige ressourcer, en ubetalelig udlandsgæld, hjerneflugt og alt muligt andet.«
Fidel Castro, Cubas præsident, i angreb på EU, der kræver cubanske reformer
for at fortsætte økonomisk hjælp

UMÅDELIGT veloplagt var han, den cubanske líder maximo, Fidel Castro, da han i weekenden holdt en af sine berømte og lange taler. Klædt i den olivengrønne kampuniform, som er en del af hans varemærke, holdt han et flammende forsvar for den revolution, han indledte for præcist et halvt århundrede side i den østlige storby Santiago de Cuba – og afsendte et af de retoriske missiler mod kapitalismen, som stadig giver genlyd i det meste af verden. Denne gang gik det mest ud over den Europæiske Union, som netop har tilladt sig at kritisere Castro for den jernhånd, han hamrede ned over en gruppe dissidenter i foråret, hvor 75 blev fængslet og tre henrettet. Castro er historisk set en mester i politisk kommunikation og har i snart fem årtier formået at opnå en enorm popularitet over det meste af verden – allermest som den statschef, der for alvor har bekæmpet den i samme periode stadigt stærkere kapitalisme og amerikanisme. Af samme årsag har rigtigt mange glemt, at Castro kom til magten efter et kup – mod den korrupte og uduelige Batista – og at han aldrig er blevet valgt til noget. Han er en diktator – omend en af de mildeste – som i de seneste år har regeret med stadig større kynisme over for de cubanere, som tillader sig at kritisere regimet.

ALLIGEVEL er der grund til at blive imponeret over Castros livsværk. Det fallerede land, han tog magten over den 1. januar 1959, var den sidste væsentlige koloni, som Spanien havde tabt i 1902, og blev derefter fjernstyret af USA, mens polariseringen mellem rig og fattig udviklede sig stadig værre. Der var brug for en revolution – og den unge jurauddannede Castro blev dens naturlige lederskikkelse. Hans drøm om at vende udviklingen er i stor udstrækning blevet til virkelighed: For 5o år siden var næsten hver fjerde analfabet – i dag næsten ingen. Kun tre procent havde en ungdomsuddannelse – mod næsten 60 procent i dag. Både den gennemsnitlige levealder og børnedødeligheden er på niveau med i-lande – og langt, langt bedre end de u-lande, hvis økonomi ligner Cubas.

DEN BISTAND, som Cuba gennem årene selv har givet til andre u-lande – i høj grad i Afrika – er også bemærkelsesværdig i form af tusindvis af akademiske fripladser og udsendelse af titusindvis af læger. Så sent som i 1988 optrådte cubanske soldater som den afgørende kampkraft på Angolas side i den krig mod Sydafrikas apartheid-styre, der var med til kort efter at fælde det. Nelson Mandela har efterstående betragtet Castro som en af sine stærkeste støtter overhovedet.
I alle årene har Castro fremstået som et håb – ja for mange som selve ikonet – for de fattige lande og deres folk mod de rige kapitalister. Castros alternativ til den herskende verdensorden kan ikke bare fejes af banen med argumentet om, at han er en diktator. Hverken USA eller den Europæiske Union har magtet at hjælpe den Tredje Verden til et bedre liv i de fem årtier, hvor udviklingshjælp har eksisteret. Især i Afrika er virkeligheden, at de fleste i dag har et langt ringere og fattigere liv, end de havde for 50 år siden.
Man kan roligt sige, at udviklingen i perioden har været uhyre gunstig for Vesten – samtidig med at den har været næsten entydig negativ for de fattigste. Castros model – hjemme på Cuba og ude i verden – har vist bedre resultater og bør derfor studeres nøje.

CASTRO er verdens længst siddende statschef og om kort tid 77 år. Han menes at have overlevet mere end 600 mordforsøg fra CIA’s side – og har i hele sin regeringstid haft USA’s vrede, efter at han tvangsnationaliserede amerikanske ejendomme på Cuba. Den økonomiske blokade, som USA skændigt har opretholdt til skade for alle cubanere, har sammen med frafaldet af den tidligere sovjetiske milliardstøtte og en række naturkatastrofer fattiggjort Cuba i det seneste årti. Castros Cuba er presset økonomisk, og prostitution, korruption og sorte markeder er på vej tilbage i et tempo, der får især Havana til at ligne den spillebule, som byen var, da Castro kom til. Det er klart, at den gamle diktator bør træde tilbage og lade sit land demokratisere – men det er også klart, at USA og efterhånden også EU omgående bør ophæve dets urimelige hindringer for cubansk vækst.
Castro er ikke en af det forrige århundreders tyranner, som han så ofte sidestilles med – han er faktisk en monumental politisk leder, hvis bedste sider verden bør lære af.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her