Læsetid: 3 min.

Catch 22

9. marts 2002

DA DEN umiddelbare fortvivlelse efter tv-billederne af tvillingetårnenes kollaps i New York havde lejret sig, kom frygten. Hvad sker nu? Hvilket kontrolleret raseri udløser denne massakre fra en dybt ydmyget supermagt? Hvilke nådesløse gengældelsesaktioner vil blive sat i værk. Og hvad bliver modsvaret fra rabiate, fundamentalistiske kræfter rundt om i verden? Hvor ender denne onde spiral af terror og krig? Angsten herskede, og håb var ikke til at få øje på i tiden efter 11. september 2001.
Så kom gengældelsen. De allieredes militære aktion mod al-Qaeda-netværket og Taleban-styret fejede fra den 7. oktober hen over Afghanistan og bragte med knusende bombekraft og forbavsende hast Taleban fra magten og flygtende al-Qaeda-krigere hinsides Tora Bora, hvis ikke til Guantánamo eller til Allah i himlen. De, der havde advaret præsident Bush om et nyt Vietnam-helvede, blev tavse. Den beslutsomme anvendelse af højteknologisk militærmagt havde demonstreret sin effektivitet. En ny samlingsregering blev etableret i Kabul, en donor-konference lovede penge til det forarmede land – omkring nytår spirede håbet forsigtigt.
Men Taleban var kun en mellemregning. Præsident Bush – hvem krigsførelsen havde gjort til den mest populære præsident i USA nogensinde – holdt i januar sin tale om ’ondskabens akse’, hvor han mindede om, at krigen mod terror er kompromisløs og vil fortsætte uden vaklen og uden kendt sluttidspunkt. USA har i dag udvidet sin militære tilstedeværelse i Asien med baser eller rådgivere i bl.a. Pakistan, Usbekistan, Tadsjikistan, Kirgisistan, Georgien, Yemen, Sudan og Filippinerne. Det kaldes USA’s geografisk mest omfattende militære aktivitet siden Anden Verdenskrig, og spørgsmålet er alene, hvor og hvornår præsident Bush vil videreføre krigen.
’Irak og inden for et halvt år’ synes at være svaret.
Irak udgør sammen med Iran og Nordkorea ’ondskabens akse’, har Bush meddelt, og selv om der ikke er påvist nogen forbindelse mellem 11. september-terroren og Saddam Hussein, er Bush fast besluttet på at fjerne den irakiske diktator, mistænkt for fortsat at udvikle masseødelæggelsesvåben.

DET ER HER, den dybe uro i kølvandet på 11. september vender tilbage. For påny står man med spørgsmålet: Hvad sker nu? Hvor ender den onde spiral?
Før 11. september oplevede man en nyindsat amerikansk regering, der var sig selv nok og vendte verdenssamfundet ryggen, bl.a. ved at opsige den ene internationale aftale efter den anden. I tiden efter 11. september udtrykte mange en tro på, at et rystet USA nu ville forstå sin isolerede position, vedkende sig sit ansvar for det globale fællesskab og indse nødvendigheden af multilateralt samarbejde. Selve alliancen mod terror – omfattende både vestlige og muslimske lande – sås som et udtryk for amerikansk erkendelse af samarbejdets nødvendighed. Men nu råder tvivlen. Krigen i Afghanistan havde én person – Osama bin Laden – som afgørende mål, men er endt med at koste hundreder eller tusinder af civile livet. Hvad sker der med den arabiske og muslimske verdens opbakning og forståelse, hvis USA indleder en næste krig, der påny er rettet mod én person, men igen forårsager tab, ofre og smerte i en i forvejen sanktionsramt og nødlidende civilbefolkning? Vil anti-amerikanisme og islamisk fundamentalisme vokse til nye ukontrollable niveauer, der kan true skrøbelige regimer i lande som Pakistan, Saudi-Arabien og Egypten?
Europa står i en Catch 22-situation. Mens Storbritanniens Tony Blair har signaleret vilje til fortsat at stå skulder ved skulder med George Bush, synes dele af hans regering og Labour-partiet at være i oprør over en sådan mulig eskalering af krigsførelsen. På kontinentet har EU-kommissær Chris Patten og Frankrigs udenrigsminister Hubert Vedrine udtalt klare advarsler.
Dilemmaet er, hvad Europa og verdenssamfundet risikerer, hvis USA – hvor ydmyghed og selvransagelse efter 11. september synes afløst af fornyet patriotisme, selvtillid og sejrssikkerhed – går solo. Deltagelsen i krigen i Afghanistan var i Europa i høj grad begrundet i ønsket om at binde USA ind, og de samme overvejelser trænger sig nu på. Kan Europa og verden holde til, at et USA, der nu omspænder den ganske klode militært, går i selvbestaltet krig for at beskytte sine nationale interesser? Hvilke regeringer i Europa kan på den anden side holde til at gå i krig mod Irak og det irakiske folk?
Verden er blevet nogle terrorister kvit side 11. september. Men den er foreløbig ikke blevet et mere sikkert sted at færdes.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu