Læsetid: 4 min.

Cavling for Irak-kritik

7. januar 2004

»De tre valgte at gå mod strømmen, dér hvor de fleste andre journalister og medier ukritisk accepterede de officielle begrundelser og beslutningstagernes argumenter.«
Cavling-komiteen i begrundelsen for at tildele den fineste danske journalistpris til Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen fra Information og Bo Elkjær fra Ekstra Bladet.

DA DEN DANSKE statsminister Anders Fogh Rasmussen besluttede sig for at gå i krig mod Irak, fulgte han nøje de begrundelser, som USA og Storbritannien gav – nemlig især at Saddam Hussein truede verdenssamfundet med masseødelæggelsesvåben, og at der var tætte bånd mellem Irak og Osama bin Ladens terrornetværk. Her på avisen tvivlede vi allerede i månederne op til krigsudbruddet på de to påstande, som savnede troværdige beviser. Via uafhængig, skeptisk, grundig og frem for alt engageret journalistik dokumenterede Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen, hvordan krigskoalitionens ledere – i såvel den amerikanske, den britiske som den danske regering – førte dens befolkninger bag lyset i et spind af manipulationer. De to journalister har i det seneste år tilsammen skrevet mere end 250 artikler, hvori avisen gennem aktindsigt, ekspertinterviews og grundig kildesøgning både herhjemme og internationalt, og ikke mindst via stædige spørgsmål til hjemlige beslutningstagere har afsløret den omfattende misinformation. Nu faldt belønningen for den fortræffelige indsats, da den fornemmeste danske journalistpris – Cavling-prisen – i går blev tildelt Information. Prisen deles med Ekstra Bladets Bo Elkjær for selvsamme Irak-dækning. Et stort tillykke til alle tre fremragende journalister.

DEN JOURNALISTIK, som Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen har stået for, har været båret af et helt afgørende spørgsmål: Hvordan kan vi overhovedet stole på vores politikere, når de næste gang argumenterer for, at Danmark skal deltage i en krig? Op til Irak-krigen bedrog præsident George W. Bush, premierminister Tony Blair og statsminister Anders Fogh Rasmussen deres befolkninger, hvilket vi i artikel efter artikel har dokumenteret. Vi lever i dag i en verden, hvor de oplysninger, som USA’s og Storbritanniens politiske ledere og efterretningschefer kommer med, som udgangspunkt må betragtes som utroværdige. Vi lever i dag ovenikøbet i et land, hvor regeringen og især statsministeren fuldstændigt ukritisk har valgt at bakke op om den løgnagtige kurs, som verdens førende militære magt udstikker. I den situation er der i den grad behov for en fri og kritisk presse, som gør sit ypperste for at afsløre det fordækte spil – ja, i al sin enkelthed, en presse, som lever op til den formålsparagraf, som dette blads stifter, Børge Outze, i sin tid formulerede: At give redelig information om indenlandske og udenlandske forhold og påpege uoverensstemmelse mellem det talte ord og den faktiske handling. De ord blev formuleret, fordi vi blev stiftet som en modreaktion på det medløberi, der prægede de politiske ledere og de store medier under Anden Verdenskrig. De afsløringer, som Jørgen Steen Nielsen og Charlotte Aagaard er kommet med, lever til fulde op til vores stifteres ånd - ja, Outze ville med rette have været stolt.

DEN AFDÆKNING af det demokratiske beslutningsgrundlag, som Information har stået for, har i en dansk sammenhæng været omfattende. Sammenligner man med de bedste britiske og amerikanske medier har den imidlertid været helt normal, idet de bedste journalistiske kræfter i de to førende krigsmagter har valgt at følge samme kritiske spor. Naturligvis, fristes man til at sige. Desværre har det slet, slet ikke været tilfældet hos de største danske morgenaviser.
Mest pinligt har det været at følge den lobhudling af magthaverne, som landets førende borgerlige medier – nemlig Jyllands-Posten og Berlingske Tidende – har valgt at gennemføre før, under og efter Irak-krigen. Kun Ekstra Bladet og Danmarks Radios P1 har sammen med Information levet op til de grundlæggende journalistiske krav om uafhængighed og kritiske afsløringer, som danskerne må forvente. Med formuleringen om, at de tre prismodtagere »valgte at gå mod strømmen, dér hvor de fleste andre journalister og medier ukritisk accepterede de officielle begrundelser og beslutningstagernes argumenter,« sendte Cavling-komiteen et kraftigt signal til landets øvrige medier om at tage sig sammen. Kort sagt – at huske på altid at være journalister og aldrig at være magthavernes skødehunde.

DET ER TO af Informations mest erfarne og allerdygtigste reportere, som modtager den fornemme hæder. Jørgen Steen Nielsen kom til avisen i 1985 og skrev om miljø og videnskab, inden han i 1995 blev chefredaktør. Sidste år valgte han igen at blive skrivende – nu især med sikkerhedspolitik som emne. Charlotte Aagaard begyndte på bladet i 1986 og var i mange år især udenrigsreporter, inden hun i de seneste år har skrevet om flygtninge og indvandrere. Det er fjerde gang på 25 år, at Information modtager kollegernes fineste pris – i 1992 fik Nils Ufer den for Tamil-sagen, i 1986 modtog Alex Frank Larsen den for LSD-sagen, og i 1980 fik Hanne Dam den for ligestillings-sagen.
Her på bladet glæder vi os selvsagt over prisen, der falder få måneder efter, at vi i Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin blev kåret til landets mest troværdige dagblad. Vi lover at fortsætte med at gøre vores bedste. -dt

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her