Læsetid: 4 min.

Celluloidhyldest til en mester

Leonard Cohen hyldes til den helt store guldmedalje af diverse koryfæer i en vital dokumentarfilm, som dog gerne måttet have givet mere plads til mesteren selv
11. januar 2007

Det bedste ved filmen Leonard Cohen: I'm Your Man er de passager, hvor titelfiguren er i absolut centrum og på sin roligt reflekterende og konsekvent eftertænksomme facon fortæller om sine sange, sine digte, sine bekendtskaber og sit liv.

Cohen ligger ikke kun bag beatet, når han synger, samme teknik går igen i måden, han taler på, hvilket gør, at man nærmest hænger ved hans læber for at få hvert eneste ord med. Personligt havde jeg snildt kunnet tåle at sidde gennem en halvanden times lang interviewfilm med lige netop denne Cohen, der aldrig rigtig formår at sige noget banalt eller almindeligt, men hele tiden presser det poetiske potentiale ud af ethvert scenario eller enhver begivenhed, uanset hvor uanseelig det eller den umiddelbart måtte tage sig ud. Og det er også en kunst.

Og så er det ingen selvfølge, at personen er lige så interessant som sin kunst, som i tilfældet Leonard Cohen. Tværtimod er mange kunstnere rene skygger ved siden af deres værk.

Men selvom den efterhånden 72-årige canadiske digter, sangskriver og sanger som sagt har pondus nok til at udfylde rammerne for en traditionel portrætfilm, har instruktøren Lian Lunson besluttet sig for at gå efter det store udtræk i form af den rene skinbarlige hyldest. Den tager så form af et par koncerter fra henholdsvis Brighton i England i 2004 og i Sydney i Australien i 2005, hvor en række primært yngre kræfter alle prøver kræfter med én eller flere af mesterens mange mesterlige og tilsyneladende uopslidelige sange.

Og vi snakker ikke hr. og fru hvemsomhelst, men folk som bl.a. Nick Cave, Jarvis Cocker, Antony og ikke mindst søskendeparret Martha and Rufus Wainwright, så vi befinder os rigtig langt fra discount-afdelingen her. Ikke mindst når det tilføjes, at det er legendariske Hal Wilner, der står som både kurator og producer, hvad angår det musikalske.

Vakkelvorn stemme

Filmen veksler mellem interviewbidder med såvel Cohen som de medvirkende og så diverse respektfulde koncertoptagelser fra henholdsvis Brighton og Sydney. Af vekslende kvalitet, vel at mærke. Generelt er mange af Cohens sange taknemmelige at fortolke, både i kraft af deres indbydende enkle melodier og de intrikat komplekse tekster, der ikke desto mindre ruller lige af tungen, gennemført musikalske som de nu engang er. Hvilket altså ikke betyder, at de dermed overgår eller bare matcher ophavsmandens egne udgaver, der i de bedste tilfælde besidder en dragende magi og en egen stædig perfektion, helt hinsides det pernittengrynede.

Således besidder Cohen til en begyndelse ikke Verdens største stemme, tværtimod er den dyb, rusten og ind i mellem decideret vakkelvorn, til gengæld passer den perfekt til hans på en gang beskedne og dog så uforglemmelige melodier, der som oftest har et ben i den franske tradition og et andet i den angelsaksiske - med plads til genremæssige afstikkere og variationer.

Derfor bliver effekten også temmelig fifty-fifty, thi i jo højere grad de medvirkende formår at gøre materialet til deres eget, des bedre bliver udfaldet.

Stærkest står folk som Nick Cave ("I'm Your Man", "Suzanne"), Jarvis Cocker ("I Can't Forget") og Rufus Wainwright ("Chelsea Hotel No. 2", "Everybody Knows"), fordi de tilfører musikken deres eget åndedræt.

Men i for mange tilfælde fremstår sangene svagere og mere farveløse end originaloplæggene, simpelthen fordi respekten for samme er for stor. Og der er det, at betragterens opmærksomhed ind i mellem vandrer ud ad andre spor. Men heldigvis dukker der så heldigvis nogle klip med den efterhånden halvgamle centrumsfigur op, og man er atter glad og fro, for se - han kan fortælle historier, så man retter sig op i sædet og spidser sine øren.

Ikke alle de medvirkende kommer til orde, men blandt dem, der gør, løber respekt og beundring som en rød tråd gennem deres respektive fortællinger. Sjovest hos Rufus Wainwright, mest substantielt hos Nick Cave.

Det er ikke svært for en Cohen-fan som undertegnede at forstå trangen til at hylde mesteren, kun ærger det, at filmens musikalske indslag ikke alle er havnet i den syvende himmel. Ikke desto mindre er der stjernestunder nok til, at man hænger på til den bitre ende, hvor Cohen selv toner frem i selskab med U2, der i dagens anledning både ligner og ter sig som artige skoledrenge, mens de giver en hæderlig version af det sjælerystende credo, "Tower Of Song", nu endelig med Mesteren selv som absolut centrumsfigur.

Så summa summarum - er filmen værd at se? Ja, så absolut. Kunne den have været bedre? Bestemt-

*Leonard Cohen: I'm Your Man. Instruktør: Lian Lunson. Medvirkende: Leonard Cohen, U2, Hal Wilner, Nick Cave, Jarvis Cocker, Antony, Martha Wainwright, Rufus Wainwright m.fl

Filmen vil de følgende par uger blive vist ved en række særforestillinger i biografer landet over. Se spilleplan på www.cphdox.dk/dox-on-wheels

Filmen udsendes på DVD den 30.1.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu