Er Nilen verdens længste flod? I teorien er den, ja. Nilen overgår lige akkurat Amazonfloden med sine 6.695 km over for den sydamerikanske rivals 6.516 km. Hertil kommer, at Nildalen også er tæt på at kunne måle sig med Amazon-landet i udstrækning: Den dækker et område fem gange større end Frankrig.
Ovenstående måling bygger på, at Nilens udspring er sat til Kyaka-strømmene i Burundi, men udspringets præcise lokalisering er stadig omstridt, og netop dette spørgsmål blev da også til en sand besættelse for victorianske opdagelsesrejsende.
Sagen kompliceres af, at floden begynder som to selvstændige flodarme: Den Hvide Nil og Den Blå Nil. Den sidstnævnte er længere og udspringer, siger de fleste i dag, i Burundi, men den førstnævnte bidrager med langt mere vand til selve Nilen og oprinder i Ethiopien. Den Hvide Nil er gråligt-hvidlig, hvilket skyldes afvaskning af ler fra dens løb gennem Sydsudan - deraf dens navn. Den Blå Nil kaldes sådan, fordi den er klarere og i den forstand, mere 'blå'.
Flodarmene mødes nær Khartoum i Sudan, og Nilen fortsætter derpå nordover ind i Egypten, hvor dens frugtbare flodsletter i årtusinder har skabt grundlag for skiftende civilisationer. Hinsides Cairo forgrener Nilen sig i et vældigt delta, hvis flodarme udmunder i Middelhavet - de to vigtigste af disse er Rosetta og Damietta.
Nilens kilder
I det 19. århundrede var man mest tilbøjelig til at søge udspringet for Afrikas største flod i Den Hvide Nil. Ser man bort fra dens fjerneste kildeudspring i Burundi og Rwanda kan den egentlige Nilen siges at begynde i Victoria-søen ved Jinja i Syduganda, en driftig handelsby en times kørsel øst for hovedstaden Kampala.
Selve Nilens begyndelse er plastret til med et ret uinteressant dæmningsbyggeri, men byen gæstes alligevel af mange eventyrlystne turister, som tiltrækkes af mulighederne for rafting, kajaksejlads og bungee-jump. Skønt Jinja er værd at gæste, hører den ikke til Ugandas væsentligste turistmål - landets største turistmagnet er ubetinget bjerggorillaområdet i sydvest. Oplagt er det at kombinere Nil-ekskursioner med gorillabesøg, og er man i området, bør man heller ikke snyde sig selv for ture til Virunga-vulkanerne og Sipi-vandfaldene ved den kenyanske grænse.
Den Blå Nil
Den Blå Nil udspringer dramatisk start fra Tana-søen på den centrale ethiopiske højslette med Tissisisat-vandfaldene, der styrter ned i en over 45 meter dyb basaltklippe-slugt omgivet af tyk junglebevoksning, der er hjemsted for aber og spraglet fugle, der forekommer at være trænede i at anbringe sig mest muligt dekorativt i landskabet. Faldets vældige kraft fremkalder et helt gardin af forstøvede vandmolekyler, som ofte resulterer i det smukkeste regnbue-farvespil.
Ethiopiens største sø, Tana, er bestemt også værd at besøge i sig selv. Den er oversået med 35 øer, hvoraf flere har bemærkelsesværdige 14- og 1500-tals-klostre udsmykket med farverige vægmalerier af den slags, der er så karakteristiske for den middelalderlige ethiopisk-ortodokse kirke. Ekskursioner afgår fra havnebyen Bahar Dar. Er man i området, er det et must at besøge Axum, centrum for den tidligste ethiopiske civilisation, og ifølge legenden hjemsted for Dronningen af Saba og Pagtens Ark. Oplagte turdestinationer er også Månetemplet i Yeha og Lalibela med dets berømte kirker udhugget af bjergpartier for over 800 år siden.
Det meste af det stadig urohærgede sydlige Sudan gør man klogest i at holde sig fra, selv om enkelte arrangører tilbyder ture til gennem den nordlige del af landet helt ned til det sted, hvor Den Blå og Den Hvide Nil løber sammen ud for Khartoum. Det er muligt at følge Nilen i tog fra Cairo til Luxor og Aswan med og undervejs foretage udstikkere til highlights i de gamle faraoners land. Sudan nås via en færgesejlads over Nazsser-søen til Wadi Halfa. Herfra kan man køre man videre i bus langs Nilen, campere om natten og undervejs besøge bl.a. flere gamle nubiske og koptiske templer, forstenede ørkenskove, før man ankommer til Khartoum, hvis myldrende basar kan være en stor oplevelse.
Civilisattionens vugge
Nilen var som bekendt vugge for de gamle egyptiske civilisationer for 3.000 år siden - det første rige opstod omkring 3200 fvt. Oversvømmelser af floddalen fra juli til september gjorde jorden ekstremt frugtbar og blev hvert år velsignet af den regerende farao og guden Hapi. Floddals-landbrugets opblomstring skabte enorme rigdomme, der satte sig spor i de kæmpemæssige monumenter, der står den dag i dag - fra pyramiderne i Giza (opført omkring 2600 fvt.) nær Cairo til Karnak-templet ved Luxor (opført ca. 1900 fvt. og de store templer i Abu Simbel (1250 fvt.) ved Aswan. Nogle af templerne fra Aswan-området blev minutiøst pillet ned og genopført (i korrekt position ift. solen), da de stod i fare for at blive oversvømmet af Nasser-søen under anlæggelsen af Aswan-dæmningen i 1960'erne. Denne dæmning fungerer omtrent som en moderne, verdslig version af guden Hapi ift. at regulere og kontrollere Nilens strømme.
Nilen var helt frem til sidst i 1800-tallet den eneste egentlige hovedfærdselsåre i Egypten, da landtransport var sparsom. I dag er floden ikke længere en så vital handelsrute, men den er stadig en af de mest romantiske måder at opleve landets seværdigheder og smukkeste landskaber på.
Luksus-krydstogter
Blandt den store flåde af Nil-udflugtsbåde er den mest elegante og glamourøse formentlig den nybyggede Sonesta Star Goddess med fire dæk og 33 suiter med private terasser og fladskærms-tv, bar, restaurant, swimmingpool og en noget surrealistisk tilføjelse i form af en joggingbane. Et tredages krydstog koster dog også den nette sum af 1.180 pund per person. Ren Agatha Christie-nostalgi med polerede teaktræsgulve kan man opleve i Abercrombie og Kents Nil-krydstogtsbåd Sun Boat IV - dette togt forløber over en uge, men er også pebret i pris: 1.552 pund per person (alle omkostninger indbefattet). Så får man tilgengæld også mulighed for at opleve Kongernes Dal, Sobeks Tempel og det smukke Philaes Tempel, der er beliggende på en ø mellem Aswans gamle og nye dæmning.
En billigere løsning er at leje en felucca - en traditionel enmastet Nil-båd og lade vinden føre sig af sted dag for dag. Rejseselskabet Exodus arrangerer en sådan tur, der starter i Aswan og fører forbi Kom Ombo-templet og Edfu Templet, der blev rejst til Horus, den falkehovede guds ære, hvorfra der er videre forbindelse til Luxor.
© The Independent og Information
Oversat af Niel Ivar Larsen