Læsetid: 7 min.

Centralisering som politisk metode

Der er i VK-regeringens første fem år ved magten sket en hidtil uset centralisering. Den er sket både gennem koncentrationer i færre, men større enheder og ved at skærpe den statslige kontrol
20. oktober 2006

Borgerne har krav på samme offentlige service, uanset hvor de bor i landet. Dette standpunkt har været et af de bærende i den politik, Anders Fogh Rasmussens regering har ført, lige siden den trådte til ved udgangen af 2001. Mest markant er det kommet til udtryk i den strukturreform, der træder i kraft her fra årsskiftet. Antallet af kommuner er skåret ned fra 271 til 98, og 14 amter plus København og Frederiksberg er blevet til fem regioner.

Denne koncentration sker ud fra en antagelse om, at større enheder fungerer bedre end små. Partiet Venstre har med andre ord bevæget sig langt, siden det var den stærkeste politiske advokat for begrebet 'det nære samfund'. Øjensynlig har forvaltningen af regeringsmagten bragt Venstre-ledelsen på andre tanker. Borgerne skal behandles som brugere, og disse brugere har fra spædbørnsalderen til alderdommen krav på ensartet offentlig betjening, uanset hvor de bor i landet.

For at opnå det mål, har regeringen grebet til forskellige metoder, afhængig af de enkelte områders særlige vilkår. Det træder tydeligt frem ved at se nærmere på fire af de områder, hvor centraliseringen er slået markant igennem:

*[Fast fleksml]Told og skat: På dette område er det sket ved at slå forvaltninger på forskelligt niveau sammen i ét statsligt system.

*[Fast fleksml]Universiteterne er under stærkt pres nået frem til enighed om en række fusioner.

*[Fast fleksml]Over for folkeskolen slår centraliseringen igennem i form af skærpede krav og strammere kontrol.

*[Fast fleksml]På kulturens område er der oprettet en Kunststyrelse, og en række mindre, men særdeles effektive tilskuds-, udvekslings- og informationscentre for de enkelte kunst-arter er blevet nedlagt.

Skatten under staten

Centraliseringen af landets skatteforvaltninger skete ikke blot ved en samling i det statslige regi. Samtidig blev det besluttet at nedlægge en række skattecentre og samle dem i færre enheder i udvalgte byer. Det betød, at mange medarbejdere stod over for valget mellem at flytte med eller sige farvel til deres arbejde. Stemningen i årets første måneder var på lavpunktet, og det gjorde det endnu vanskeligere at håndtere de meget betydelige omlægninger, der var en følge af skattevæsenets statsliggørelse.

Samtidig varslede skatteminister Kristian Jensen en ganske betydelig reduktion i antallet af ansatte. Begrundelsen er, at indførelsen af ny teknologi vil lette arbejdsgangene.

Men i første omgang har denne teknologi ikke ført til lettelser, men tværtimod en mængde problemer. De ansattes fagforbund, Dansk Told & Skatteforbund, blev i de første måneder af 2006 kontaktet af en lang række medlemmer og tillidsrepræsentanter, der kunne fortælle om store it-problemer og om udbredt usikkerhed og frustrationer omkring de kommende flytninger af medarbejderne.

De borgere, der skulle være betjent bedre, mærkede i årets løb resultaterne af den hastigt gennemførte fusion i form af stærkt forsinket sagsbehandling.

Frivillighed under pres

Det hele skal være frivilligt. Det har videnskabsminister Helge Sander forsikret igen og igen, når han har udtalt sig om det ønskelige i at få færre, men større universiteter i Danmark.

Det hindrer imidlertid ikke, at de fleste af disse institutioner har følt sig under voldsomt pres. Det har de, fordi ministeren som oplæg har gjort klart, at han helst ser deres antal halveret til seks. Dertil kom, at han satte en tidsfrist for de frivillige forhandlingers afslutning. Den udløb midt i september. En af dem, der står uden større partner, er Danmarks Pædagogiske Universitet, og vurderingen er nu, at denne institution kan stå for fald, hvis den ikke lader sig fusionere med en større enhed.

Drivkraften bag regeringens pres på universiteterne har været en fast overbevisning om, at større enheder vil styrke både forskningen og de videregående uddannelser. Ministeren selv har i den forbindelse flittigt henvist til anbefalingerne i en analyse fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD's Center for Uddannelse og forskning. Den blev udarbejdet for tre år siden af den svenske professor Jarl Bengtsson.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at Bengtsson for nylig kritiserede den måde, de danske universitetsfusioner er planlagt på. Han fremhævede, at den rapport, han har udarbejdet, handler om monofakultære universiteter - altså institutioner med kun ét fagområde som f.eks. farmaceutuddannelser eller tandlægeuddannelser. Hans anbefaling gik på, at de skulle søge tættere samarbejde med de store, bredt funderede universiteter. Hvorimod han ikke anbefalede egentlige fusioner.

Desuden har regeringen gjort klart, at fusionerne ikke må koste en krone i merudgifter. Eller sagt på anden vis: Universiteterne får ingen ekstrabevillinger i den anledning.

Men ganske uundgåeligt vil fusionerne medføre betydelige merudgifter, og de kan kun dækkes ind ved at skære i de midler, der anvendes til forskning og undervisning.

Så også her vil brugerne - i hvert fald i første omgang - stå tilbage med en dårligere offentlig service end den, de hidtil har fået. Og de langsigtede gevinster må betragtes som meget usikre. I hvert fald viser en britisk undersøgelse, at det ikke har nogen positiv indflydelse, når man samler forskere i større enheder. Det giver hverken bedre eller grundigere forskning.

Folkeskolen under lup

Undervisningsminister Bertel Haarder var en glad mand, da det i januar lykkedes at etablere en ny politisk aftale om folkeskolen. Han var ikke kun tilfreds med, at også Socialdemokraterne var med i dette forlig, men fremhævede også, at kursen mod en stærkere evalueringskultur bliver fortsat. Med den vurdering knyttede han an til flere elementer i forliget. Det fastlægger, at der skal udarbejdes individuelle elevplaner, som skal danne grundlag for skolens samarbejde med forældrene om børnenes udbytte af undervisningen. Planerne skal indeholde oplysninger om elevens resultater, evalueringer og opfølgninger.

For at have hånd i hanke med denne styrkede evalueringskultur i kommunerne blev forligspartierne enige om at oprette et 'Råd for evaluering og kvalitetsudvikling i folkeskolen'. Rådets opgave er at følge og vurdere folkeskolens og ungdomskolens faglige niveau, den pædagogiske udvikling, elevernes udbytte af undervisningen, skolens evne til at nedbryde elevers negative sociale arv samt skolens evne til at styrke integrationen af elever med anden etnisk baggrund end dansk.

Som middel til at få en sådan ordning til at fungere skal den enkelte kommunalbestyrelse i en årlig 'kvalitetsrapport' gøre status over kommunens skolevæsen. Rapporten skal blandt andet vurdere skolernes faglige niveau i forhold til resultaterne fra de nationale test.

Hvis rapporten viser, at det faglige niveau på en skole ikke er tilfredsstillende, skal kommunalbestyrelsen lave en handlingsplan, der kan genoprette kvaliteten på den pågældende skole.

Både kommunerne selv og lærerne mener, at der her er tale om en helt urimelig grad af statsstyring. Hold nu op med at ensrette udviklingen i folkeskolen helt ned til mindste detalje, lød appellen fra den daværende formand for Kommunernes Landsforening, Ejgil W. Rasmussen. Han mente, at detailstyring og ensretning hører andre lande og samfundssystemer til. Kommunernes Landsforening krævede, at "Folketinget holder inde med at kræve bureaukratiske oplysninger og fastsætte detaljerede regler på skoleområdet".

Kulturens bureaukrater

Efter regeringens tiltræden var Kulturministeriet det første, der gennemførte en vidtstrakt centralisering. Der var her tale om et meget synligt opgør med de "eksperter og smagsdommere", som statsministeren i sin første nytårstale havde langet kraftigt ud efter. Og det gav også anledning til at nedlægge en række af de råd og nævn, der ligeledes - efter statsministerens mening - var enten overflødige eller direkte skadelige.

Blandt ofrene for centraliseringen var de centre, der stod for formidling og udveksling på en række kunstområder. Funktionerne blev samlet i den nye Kunststyrelse, og centrenes uafhængige bestyrelser blev erstattet af nogle rådgivende organer.

Disse beslutninger blev gennemført hurtigt og uden nogen form for forudgående analyser af den hidtidige aktivitet. Ingen havde påpeget, at der i den daværende struktur skulle være problemer af nævneværdig art. Tværtimod var den generelle opfattelse blandt både kunstnere og brugere, at de forskellige centre fungerede fint og ikke mindst spillede en vigtig rolle for forbindelserne til udlandet.

Forskellige former

Eksemplerne fra de fire områder viser, at centraliseringen har antaget forskellige former, afhængig af de områder, den er blevet gennemført på. På en række felter har den ganske enkelt bestået i, at mange mindre enheder er slået sammen i færre og større. Det gælder ikke blot kommuner og amter, men også domstolene og politikredsene. Mønstret i koncentrationen inden for told og skat er det samme, men mere vidtgående i den forstand, at det er blevet en rent statslig institution. Kommunerne er blevet helt fjernet fra denne funktion.

Den proces, regeringen forsøger at gå igennem på universiteternes område igennem en blanding af pres og lokketoner, handler ligeledes om, at 'stort er godt'.

I sagen om folkeskolerne er der tale om en anden form for centralisering, der især bæres af en styrket statslig kontrol. 'Den styrkede evalueringskultur' betyder, at både kommunerne og de enkelte skoler vil blive kontrolleret tættere og mere detaljeret end tidligere.

På kulturpolitikkens område har der været tale om det, der kunne kaldes en intern centralisering. Embedsværket har fået styrket sine funktioner i forhold til mere uafhængige enheder. Hvis det højt priste 'armslængdeprincip' stadig er gældende, må det konstateres, at armene i de senere år er blevet kortere.

Fælles for de forskellige former for centralisering er imidlertid, at de har styrket statsliggørelsen af samfundslivet. Det er bemærkelsesværdigt nok sket under to partier, der i deres tid som opposition til Socialdemokratiet advarede kraftig imod offentligt formynderi, kontrol med borgerne og omsiggribende bureaukrati.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu