Læsetid: 3 min.

Centralmagtens sande ansigt

Regeringen har givet indrømmelser til kommunerne - men ikke større, end at finansministeren har grund til at være godt tilfreds
11. juni 2005

Igennem flere årtier er stadig flere opgaver blevet flyttet fra staten til kommuner og amter. Processen er blevet ledsaget af en række plusord som 'decentralisering' og 'borgernært demokrati'. Men kendsgerningen er, at regering og Folketing ikke på noget tidspunkt for alvor har givet magten fra sig. Udflytningen af aktiviteter er blevet ledsaget af øget kontrol og en skærpet økonomisk styring.

Det dobbeltbundne i denne udvikling er forståelig nok. Ved at overføre sagsområder fra staten til de lokale eller regionale enheder skaber landspolitikerne mulighed for også at udlicitere det politiske ansvar. Når staten så alligevel blander sig - som den gør hvert eneste år i forbindelse med forhandlingerne om den kommunale og amtslige økonomi - skyldes det hensynet til den samlede samfundsøkonomi. Hvis regeringen fører en påholdende udgiftspolitik, hjælper det jo ikke meget, hvis pengene til gengæld fosser ud af de kommunale kasser.

Dette problem er den nuværende regering ikke den første, der har måttet tage fat på. Men ingen før den har gjort det under det selvskabte vilkår, at skatter og afgifter ikke må stige - heller ikke i kommunerne. Det har yderligere skåret en betydelig luns af det lokale selvstyre, fordi kommunalbestyrelserne nu ikke længere har mulighed for at sætte skatterne i vejret og blive draget til ansvar af vælgerne i den forbindelse. I endnu højere grad end tidligere er de blevet reduceret til at være administrative organer.

Tomme trusler

Det er på den baggrund, de sidste par ugers forhandlinger har fundet sted mellem finansminister Thor Pedersen og topfolkene i Kommunernes Landsforening med Venstre-borgmesteren fra Gedved, Ejgil W. Rasmussen, i spidsen. Både på forhånd og undervejs var meldingerne fra de kommunale forhandlere ganske skarpe. De ville have statslig kompensation for de mange udgifter, der er forbundet med den såkaldte strukturreform. Parolen fra både formanden, andre Venstre-borgmestre - og mindre bemærkelsesværdigt også de socialdemokratiske - gik på, at det ville være bedre at forlade forhandlingerne uden en aftale end at underkaste sig et økonomisk set urimeligt statsligt diktat.

Trusler af den art er hørt før, og de viste sig denne gang at være lige så hule som under tidligere forhandlingsrunder. Kommunernes Landsforening har opgjort, at sammenlægningerne, der skal gennemføres i løbet at 2006, vil koste omkring fem milliarder kroner. Til det formål har de fået en låneramme af staten på én milliard. Efter samme model har kommunerne også fået tilsagn om en lånepulje på 800 millioner kroner til nyt skolebyggeri. Men i forholdet mellem stat og kommune kan lån jo ikke være andet end en udskydelse af udgifter - og skattestoppet står uantastet.

Den mest håndgribelige indrømmelse fra finansministerens side ligger i selve det statslige tilskud for 2006. Det vokser med 2,3 milliard kroner, og det er noget mere, end Thor Pedersen oprindelig havde tænkt sig - eller i hvert fald spillet ud med. Men sådan må det jo nødvendigvis gå under forhandlinger, hvor begge parter skal komme tilbage til deres bagland med et resultat, de kan fremstille som i hvert fald tilfredsstillende.

Men bedre var det så heller ikke, set fra kommunernes udkigstårn. Ejgil W. Rasmussen sagde, at karakteren "er en smiley med helt lige mund". Opmærksomme gæster på restauranter, værtshuse og cafeer vil vide, at det faktisk kun er det tredjebedste signal, den kritiske inspektion kan efterlade sig. Der er med andre ord intet at feste for, set fra kommunernes synsvinkel.

Hvor gik de så alligevel med til aftalen, som sent fredag eftermiddag blev godkendt af bestyrelsen i KL? Svaret må være, at de ledende lokalpolitikere - uanset om de kommer fra Venstre eller Socialdemokraterne - ikke ønsker nogen konfrontation i det kommende år, hvor kommunernes antal i kraft af sammenlægninger skal reduceres til knap en tredjedel. De har set centralmagtens sande ansigt - og åbenbart har det virket ganske skræmmende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her