Læsetid: 4 min.

Centret i centret

9. januar 1997

MILJØMINISTER Svend Aukens forslag om forbud mod de såkaldte storcentre i periferien af de danske bysamfund, kan ordentlige folk jo instinktivt kun have lovord for. Til kamp mod forbrugermentalitet og bilernes tyranni. Op med den lille købmand. Vi må have styr på strukturerne og træffe centralistiske beslutninger, når de nu ikke selv kan finde ud af at moderere sig.
Imod umiddelbar forventning slutter i denne sag ganske finurligt kommunale Venstre-folk sig til ministerens tilhængere. I Per Henrik Hansens artikel i tirsdags kunne man her i bladet læse om en konference i Billund, hvor man fik indtryk af at visse Venstre-borgmestre godt nok snoede sig som ål på en pande, men trods alt måtte medgive Auken, hvor storartet de fandt hans idé. Dette i klar modsætning til den officielle opfattelse blandt de lokale venstrefolks superliberalistkollegaer på Christiansborg. De synes nærmest at det er en dårlig idé. Mere centralistisk og mindre liberalistisk kan man jo også dårligt opfatte et forslag om i den grad at begrænse den frie foretagsomhed til fremme af forøget vareomsætning i den private sektor.
Men inden man nu går hen og tror at de medgivende liberalister med ét er blevet af den opfattelse at ideologien er noget bras, skylder man den selvsagte præcisering, at venstrefolkenes modvillige begejstring for Svend Auken ikke skyldes omvendelse eller et pludseligt klarsyn, men snarere bekymring for det nære erhvervslivs trivsel inde i byerne uden for storcentrene.
Storcentrene tiltrækker jo som sorte huller alt stof - penge og mennesker - og lader det lokale butiksliv tilbage forladt og kundeløst. Det vækker følelser grænsende til panik, i årene efter at den første begejstring for amerikanske tilstande har lagt sig - og for den sags skyld franske, tyske, engelske etc. tilstande. Den nye tid var jo for alvor kommet til Danmark, når man - som det præcist er udtrykt - nu kunne omdanne privatbilen til én stor indkøbsvogn og ordne mad- og drikkeindkøb, ekvipering af ungerne, lægebesøg, fodpleje, apotek og kulturtilbud på én gang og umiddelbart derefter vende næsen hjem til parcellen. Hvad kunne man forlange mere for at leve moderne.
Men som Peder Laale så forudseende udtrykte det, dør Horsemor, mens græsset gror. Storcentrene trives, mens det lokale butiksliv sygner hen. Altså kan man omvendt nu være glad og fornøjet over at fornuften ser ud til at være på march. Nye storcentres voldtægt forhindres ved modig miljøministeriel indgriben, afstivet af medmarcherende liberalister med hjertet på rette sted - nær tegnebogen. Så vidt så godt, hvilken vending ligesom antyder at der også er noget at kværulere over. Hvornår er det ikke dét?

SAGEN ER JO den at det i skrivende stund kan være vanskeligt at definere disse storcentre som modsætning til byerne. Jovel, storcentre er naturligvis bysamfundslignende strukturer, som sagt er placerede i periferien af byen med tæppeland og hvidevareland og hobbyland og planteskoler i det nærliggende terræn med formidable tilkørselsforhold og kommunale beplantninger i betonafgrænsede bede.
Hvad angår større bysamfund, provins- og stationsbyerne byerne, forholder det sig imidlertid således at det for en nøgtern beskrivelse kan være svært at se modsætningen mellem det indre af de perifere storcentre og gågadesystemernes eksteriører. Hvorvidt der for en ædru betragtning skulle være så helvedes stor forskel på butiksstrukturen i centret i udkanten af byen og i det såkaldte bycentrum er et mundhuggeri værd.
Provinsbyerne blev forlængst i en handelsstandsstyret sam- og eftertid - så at sige byplanmæssigt udstyret til at fungere som - ja, lige netop: storcentre. Går man en tur i byen i disse byer, gennemleves den samme dræbende, ensrettede kedsommelighed, der af tænderskærende kritikere gang på gang er påpeget og beskrevet, uden at der er sket nogetsomhelst andet end eventuelle omskrivninger af det til stadighed forværrende i tilstanden. Storcentrets - undskyld - gågadebymidtens handlende har for længe siden vundet hævd for at kunne stille tøjstativer og discount juks ud på de billige gågadefliser, hvortil kulturudvalget i byrådet har besvaret udfordringen med ét eller flere stykker gågadekunst. Som regel noget der sprøjter vand, inden forkalkning og rust i røret også dementerer første led af betegnelsen vandkunst.
Åbenbaringen, som den besøgende zig-zagger sig igennem mellem de skamløst åbne udstillinger i gågaden, er det tragiske resultat af en forfejlet byplanlægning. Hånd i hånd med det velmenende fra tressernes slutning og fremefter har bystyre og stadsarkitektkontoret jaget bilerne ud af byens gamle algade med sidegader og småpladser og til gengæld henvist dem til parkeringspladser, tilvejebragt ved udsanering af de engang levende bykerner. Men hvorvidt parkeringspladsen ligger ved Storcenter Periferi eller ved Storcenter Bymidte kan dybest set komme ud på det samme. Som centret er byen tømt for liv efter kl. 17, gågaden ikke andet end lukkede butikker, og bortvejret er forestillingen om det gode bymiljø - ad periferien til. Der holdes i den sammenhæng utallige konferencer hvert år om denne triste sag. Byplanlæggere og mange kommunalfolk er - skal man tro dem - ikke henrykte for udviklingen og har skabt en slags byplanlægningsnysprog til at bortforklare de værste følger. Leve med skidtet skal de jo, og man udholder kun sit værested, såfremt man kan opvise lidt stolthed over det. Tilbage bliver konstateringen af at der næppe på kort sigt er meget at stille op. Men hvis nu Svend Auken efter den første hurdle turde tage diskussionen op om Danmarks byers miljø og fremtid, kunne det jo være at man en dag kan begynde forfra - eller i det mindste et sted. Hvad med fra centralt hold at forbyde tøjstativer.

mtz (Georg Metz)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her