Ønsket om at bekæmpe fattigdom påvirker mange forbrugeres måde at handle ind på. Problemet er blot, at bekæmpelse af fattigdom gennem handel i sig selv er med til at skabe en ny slags fattige. Tag de mad- og drikkevarer som er certificeret som Fairtrade. Her har importøren skåret 'unødvendige' mellemhandlere bort mens producenterne i Syd betales en pris, der mindst dækker omkostningerne og de daglige behov. Dog kun såfremt, at de udviser hengivenhed overfor fairtrade-projektet og betaler en præmie af det producerede til lokalt godgørende projekter. 'Fair trade' er engelske gloser og betegner et centralt begreb for estimeret optræden i det kommercielle, euroamerikanske hverdagsliv. Fairtrade er således på ingen måde at opfatte som hverken kultur- eller værdineutralt. Det kan forbruget heraf bestemt heller ikke siges at være. Snarere skaber det en lavstatusklasse af forbrugere i Nord, som enten ikke 'kan finde ud af' eller ikke har råd til, som det ironisk kaldes, 'at købe sig fattig i Fairtrade'.
Og hvor retfærdig er den internationale Fairtrade-mærkeorganisation egentlig for klodens bondesamfund?
Certifikat koster
Producenterne skal først betale (eventuelt låne) for overhovedet at blive certificeret, men der er ikke altid garanti for, at hele høsten aftages som fairtrade, og den højere pris betyder ikke nødvendigvis, at den reelle dagløn kommer op på den officielt fastsatte mindsteløn.
Producenterne udgøres primært af bønder, der er organiseret i kooperativer og af plantageejere og ikke af uafhængige bønder, sådan som man kan forledes til at tro fra de ikoner, der skabes af reklamerne. Der er heller ikke krav om, at de landarbejdere som hyres af plantageejerne er organiseret i fagforeninger.
Der opstår ofte sociale spændinger i de lokalsamfund, hvor kun nogle producenter er certificeret. Det gør der også indbyrdes mellem kooperativerne og plantageejerne og mellem de små lokale (ofte også fattige) mellemhandlere og den ny elite af Faitrade-opkøbere. Det er således fortrinsvis de samfund, som i forvejen hænger godt sammen og har et højt uddannelsesniveau, som får noget ud af Fairtrade.
Kritikere hævder, at Fairtrade yderligere marginaliserer de grupper, som i forvejen har det elendigt og kalder det markedsstyret nykolonisering. For hvorfor skal forbrugere i Nord bestemme, hvad producenterne i Syd skal bruge en centralt fastsat og relativt beskeden betaling til, når der ingen øvre grænse er for detailhandlens avance på de samme produkter. Er det fordi Nords regeringer (herunder EU) presser regeringerne i Syd til at indgå aftaler om frihandel og privatisering, som åbner Syds markeder for service- og industriprodukter og gør det lettere for transnationale selskaber slippe for at betale skat? Og hvor troværdig er fairtrade, når det forhandles af hardcore-profitstyrede firmaer som Nèstle, der andre steder underbetaler producenterne, knuser deres egne organisationer og ser umælende til, når fagforeningsledere på deres virksomheder myrdes?
Fairtrade gør givetvis enkelte lokalsamfund mere velstående, men det ændrer ikke ved den grundlæggende ulighed, som fastholder en stor del af klodens bondebefolkning i fattigdom. Tværtimod. Dens fokus på eksportafgrøder kan i sig selv være med til at true den lokale og regionale ernæringssikkerhed.
Madsuverænitet
Der findes 840 mio. mennesker, der ikke får nok at spise. 500 mio. er bønder. Alle landboer bør derfor have som første mål at forsyne hinanden, lokalsamfundet og landets egen befolkning. Til dette behøves, som Marcelo Alvares fra MST - de jordløse landarbejdere i Brasilien - udpeger, "politikker, der virker for at garantere folk frihed til at producere deres egen kvalitetsmad i respekt for deres egen kultur."
Kravet om madsuverænitet kommer denne fordring i møde. Madsuverænitet er forankret i FNs økonomiske, sociale og kulturelle menneskerettigheder og med til at sikre folk adgang til egne lokale resurser og ret til at definere egne bærekraftige modeller for produktion og forbrug, uden at disse føre til dumping.
Den 23. til 27. februar 2007 afholdes det første VerdensForum for Madsuverænitet i Nyeleni Mali. Mali er et ungt demokrati og et af de få lande, hvor det takket være bevægelser i civilsamfundet er lykkedes at få princippet om madsuverænitet gjort til prioriteret politik. I dette dynamiske sociale miljø vil deltagere fra småbøndernes, kvindernes og landarbejdernes egne organisationer blandt andet forsøge at kon-kretisere tiltag til et internationalt handelssystem, baseret på madsuverænitet.
