Læsetid: 4 min.

Chagall sparkede aldrig sin gamle mor

Den nye Chagall-udstilling på Arken er ikke på højde med Louisiana-museets udstilling fra 1983 - og den er et symptom for museumsbranchen. Arken har åbnet dørene for en veteranudstilling
8. oktober 2005

"Så har vi åbnet dørene for en omfattende Chagall-udstilling igen. Mange af de hovedværker, der vistes for 13 år siden, er atter tilbage på vore vægge - omend i en anden sammenhæng," skrev legendariske Knud W. Jensen i Louisiana Revy i 1983. Den glade introduktion til det brede publikum havde også en udgangsreplik.

"Det bliver vanskeligt sidenhen at samle en så omfattende retrospektiv Chagall-udstilling i Danmark".

Og lad det være sagt med det samme. Chagall-udstillingen "Kærlighedens univers", der åbner nu på Arken er ikke en Chagall-udstilling, der på nogen måde måler sig med Louisianas klassikerudstilling. Snarere er den et symptom for museumsbrancen. Det er blevet svært at låne de rigtige værker, hvis man overhovedet har haft disse i tankerne. Museerne er blevet mere moderne på brevpapiret, men i virkeligheden klistrer man sig fast til den gamle Louisiana-model, der virkede, men immervæk for et kvart århunderede siden.

Arken har åbnet dørene for en veteranudstilling. Vi ser kunst fra før Første Verdenskrig. Hvorfor egentlig? Jo, temaet er angiveligt Chagalls budskab om kærlighed og åbenhed over for det fremmede. Det er bare ikke så fremmed længere, det Chagalls billeder har at berette. Havde det været Kasimir Malevitjs sorte firkanter på hvid bund, der endte med at blive til russiske bondekoner i spraglede halvavantgardistiske folkedragter, havde man spærret øjnene op. Men museumsbranchen i Danmark, ikke bare på Arken, går i en stor bue uden om de mystiske abstraktioner og anderledes figurationer. Publikum bliver ikke opdraget endsige udfordret. Publikum bliver bare fodret med kanoniske værker. Og desværre langtfra hovedværker længere.

Mindet om Vitebsk

Og nu til noget helt andet. Marc Chagalls kunst. Manden, der døde i en alder af 97 i 1985, er der grund til at have en svaghed for. Han glemte aldrig sin hjemstavn omkring den lille by Vitebsk, hvorfra han rejste i 1922 og siden vendte tilbage til igen og igen i drømme og i sit fabulerende billedunivers. For det blev umuligt at vende officielt tilbage.

Først i 1973 da kunstneren var over 80 betrådte Chagall russsisk jord, men uden at slå smuttet omkring fødebyen.

"Jeg var alt for bange for, at jeg ikke skulle kunne kende min by", lød det. Og mindet om Vitebsk er også det, der har slået Chagalls navn fast i den moderne kunsts historie, så fred med det.

Arkens udstilling handler sådan set ikke om andet end budskabet om kærlighedens univers. I foråret viste Albertina i Wien en pragtudstilling af Chagalls sene værker i store formater, der beskæftigede sig med Bibelens myter. I Ishøj er der lidt for enhver smag og meget for dem uden. Det er op til den enkelte besøgende at finde nøglen til værket. Er det jødisk? Er det verdslige heimat-temaer? Er det fantasier? Er det kitsch? Er det bibelhistorie for børn? Naivt? Det er hele molevitten. Men ikke spekulativt.

Den fransk-russiske maler er en god kunstner. Det er en mand, der har holdt fast i sig selv trods kubisme, nazisme og alle andre ismer der er gennemlevet undervejs. Nøgen i Nice foran staffeliet såvel som i permafrost på den russiske steppe.

Chagall er blot maler. Og han er lige til at gå til for enhver der vil lære noget om farven i en helt simpel form. Viridian og kraplak står rent mod de prøjserblå, matsorte og kadmiumgule farver. Pling-plong dynamolygte og glasklart. Dyr skilles fra mennesker og sættes sammen igen på kryds og tværs i det, der rigtignok er et kærlighedens univers - helt for sig - nemlig lærredets modtagelige rum. Chagall digter med sin pensel, men ordene bliver aldrig uforståelige og indviklede. Allerhøjst besynderlige eller jødisk mystiske. Alting er kort og koncist udtrykt hvadenten det er den korsfæstede selv eller maleren, hans elskede eller hans mor.

'Kærlighedens univers'

Marc Chagall gik ind for "åndelig tolerance", som hans barnebarn Meret Meyer beretter i katalogets interview med Dorte Rugaard Jørgensen. Melankolske Marc maler sig gennem livet husker og maler sin mor, husker far, børn, dyr, fødsler og udsigten fra vinduet hjemme i birkeskoven, mens englene svæver lydløst hen over vores fælles himmel. Det er hverken syner eller visioner. Det er ikke bønner eller forudsigelser. Det er malerisk poesi fra hjertebogen. Chagall er hjemme i sine lærreder. De er virkelighed. Og når de er bedst, virker de. Åbner sig. Fortæller gennem farver og former og figurer. Rigt og levende.

"Kærlighedens univers" er et strålende budskab for en udstilling. Men et eller andet sted har man tabt den betydelige Chagall undervejs. Det er synd. Men forståeligt. Kunstneren er født for 118 år siden. Arken har åbnet dørene til sin Chagall-udstilling af malerier og grafiske arbejder i kilometerstil. Bilka og beton er ikke de bedste naboer til de intime fortællinger, som er nedlagt i Chagalls værk. Om tiden er løbet fra Chagall eller fra Arken er svært at sige. Men der er håb om, at det bliver bedre om 13 år. Men måske i en anden sammenhæng. En bedre.

Arken - Museum for Moderne Kunst: Chagall. Kærlighedens Univers. 8. oktober 2005-15. januar 2006

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu