Læsetid: 3 min.

I Chamberlains ånd

4. august 1998

DA EN EU-DELEGATION af højtstående regeringsembedsmænd i slutningen af sidste uge vendte hjem fra Beograd med den triumferende meddelelse om, at den jugoslaviske leder Slobodan Milosevic havde lovet at stoppe den ugelange serbiske militæroffensiv i Kosovo, skete det i fuld overensstemmelse med en tradition, der rækker tilbage til Neville Chamberlains 'fred i vor tid'-budskab efter mødet med Hitler i München, 1938.
Men frem for at stoppe offensiven har de cirka 50.000 serbiske politisoldater siden fortsat bombardementet mod Kosovo-albanske landsbyer, afbrændinger og
plyndringer af albanernes hjem og - kan vi frygte ud fra vidneudsagn - regulære massakrer.
180.000 civile har søgt tilflugt i øde bjergegne eller er drevet på flugt fra landsby til landsby - mange i en tilstand af chok, sorg over dræbte familiemedlemmer, udsat for beskydning og ydmygelser og uden tilstrækkeligt med mad og vand (der er hedebølge i Kosovo for tiden!).

AT MILOSEVIC gerne lyver udenlandske gesandter op i deres åbne ansigter, hvis det vinder ham kostbar tid, er en lære, der blev draget allerede under Jugoslaviens opløsning - og behøver ikke komme bag på nogen europæisk diplomat.
Men bedraget bliver den, der vil bedrages.
Under forårets og forsommerens optrapning af konflikten var der et vist håb om, at Vesten havde lært af Bosnien. Milosevic blev i juni stillet over for et klart
ultimatum: Nedbrændingerne af landsbyerne skulle stoppes, styrkerne trækkes tilbage til kasernerne.
NATO-fly gik på vingerne over nabolandene for at understrege alvoren.
Men hurtigt gled de vestlige regeringer tilbage i den gamle gænge med uforpligtende opfordringer til 'parterne' om at forhandle og fordømmelse af 'volden' i bred almindelighed. Hvorfor? Bl.a. fordi Vestens Kosovo-
politik er bygget på to fundamentale misopfattelser.

DEN FØRSTE misforståelse gælder opfattelsen af den Kosovo-albanske befrielseshær, UCK. For ikke mange måneder siden kaldte USA's Balkan-udsending Robert Gelbard UCK for en 'terroristbevægelse' - præcis som Beograd gør det.
Og selv om de færreste vestlige politikere siger tingene så direkte i dag, står det klart, at UCK i Vesten betragtes som en suspekt organisation uden egentlig ledelse, med et ekstremistisk mål: Total selvstændighed eller måske endda et Storalbanien.
Denne opfattelse af UCK fik betydning, da organisationen i forsommeren pludselig vandt terræn, på et tidspunkt kontrollerede 40 procent af landet og så ud til at kunne udgøre en trussel mod Vestens favorit i Kosovo: den rare PEN-klubformand og 'præsident', Ibrahim Rugova, der nu har prædiket ikke-voldelig modstand i syv år uden at kunne fremvise politiske resultater.
UCK's fremgang fik vestlige regeringskilder til at stille sig i kø for - uden for citat - at erklære, at en NATO-intervention blot ville styrke 'ekstremisterne'.
Snakken gik nu mest om, hvordan man kunne stoppe våbenleverancerne over grænserne og pengestrømmen til UCK fra eksil-albanere i Europa. At langt størsteparten af Kosovo-albanerne betragter UCK's kamp som en legitim befrielseskrig mod en serbisk besættelsesmagt er uden betydning i vestlige hovedstæder.

VESTENS anden fundamentale misforståelse i Kosovo er, at vi allerede har dikteret udfaldet af eventuelle fredsforhandlinger: At Kosovo nok skal have en - ikke nærmere defineret - grad af selvstyre, men kan glemme alt om det krav, som Rugova og UCK er fælles om: fuld selvstændighed.
Baggrunden for denne holdning er en (delvis forståelig) frygt for at ændre grænser på Balkan og i Europa i det hele taget. Især frygten for etableringen af et 'Storalbanien' synes at være en mare, der rider vestlige politikere, lige som man henviser til en mulig destabiliserende effekt i nabolandet Makedonien, hvor mellem en fjerdedel og en tredjedel af indbyggerne er etniske albanere.
Det er et potentielt problem, som imidlertid må kunne løses i forbindelse med en fredstraktat og den udstationering af internationale styrker, der under alle omstændigheder vil være nødvendig i Kosovo.
Vestens dikterede løsning - at Kosovo-albanerne skal dele stat med den hær og den hersker, der nu slagter dem - synes for hver dag, der går, at blive stadig mere urealistisk.
Hvis der var tale om en status som forbundsstat i et demokratisk, civiliseret Jugoslavien, så måske. Men hvordan skulle Kosovo-albanerne dog have tiltro til, at løfter om selvstyre vil blive overholdt af den mand, som grundlagde sin karriere ved at drukne Kosovos selv-styre i blod, siden udviklede et rent apartheid-system og nu systematisk afbrænder landsbyer og marker?
on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu