DET HAR været et hårdt år for rygerne, og det skal blive værre. Ikke blot har de måttet finde sig i, at man tilplastrede røgpakkerne med dødsmærkater i et forsøg på skræmme dem. Nu må de tage til efterretning, at Socialdemokraterne som parti også vil rygningen til livs gennem et nyt lov-udspil, hvor det bl.a. vil afskaffe rygerkupéerne i tog.
Overlæge Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse mener, at rygning om fem år bliver en så eksklusiv handling, at den kun finder sted ved fester og i specielle anledninger. Altså omtrent som når man samles for at knække en flaske champagne eller nogle gode flasker vin.
Nogle få forhærdede tidselgemytter vil fortsætte rygningen på gadehjørnerne, mener hun dog, og måske er det ikke blot ønsketænkning. Trenden går generelt imod rygerne, der er kommet i mindretal en tredjedel af befolkningen og så kan man vel tilmed ane flere EU-direktiver forude.
Rygerne har noget at kæmpe imod foruden sig selv, som når de nytårsnat udsteder forsætter og måske endda fyrer den klassiske rygervits af: »Det er let at stoppe med at ryge. Jeg er holdt op mange gange.«
ANTI-RYGERNE har gode argumenter. De kan støtte sig til dokumentationer, der viser hvor sundhedsfarligt og -livsfarligt, den kortsigtede fornøjelse er. 12.000 danskere dør hvert år af rygning, lyder et af slagtallene, og hveranden ryger vil gerne holde op. Så faktisk hjælper man mennesker i nød, når man strammer reglerne.
Læg hertil de uskyldig unge, der af forældrenes eksempel forlokkes ind i et livslangt, dyrt afhængighedsforhold, som de senere bitterligt fortryder. Tænk på, at hvis man lagde en enkelt persons røgne cigaretter gennem et liv sammen, kunne de nå herfra og muligvis helt til Novosibirsk. Og så er der den passive rygning. En enkelt kvinde kan forpeste en hel arbejdsplads med en stor cigar, hvis den siver ud og ind.
PÅ DEN ANDEN side: Hvad pokker skal man i Novosibirsk, når man lige så godt kan sidde i Danmark og ryge? Rygernes argumenter er ofte mere galgenhumoristiske, for de ved, at det ikke er ganske ufarligt. Men så har de det mere ideologiske, liberalistiske argument: Hvorfor pokker skal staten blande sig i, om vi dør fem år, førend vi ellers ville sige verden ret farvel?
Læg hertil det dynamiske, innovative spark, rygningen kan give, når den opfattes som nødvendigt brændstof. Uden at vi derfor skal gå så vidt som til at påstå, at vi aldrig havde vundet Anden Verdenskrig, hvis ikke Churchill havde fået lov at kæderyge sine store cigarer i enhver forsamling. Han blev i øvrigt meget gammel, skønt han vedblev at ryge og han drak dagligt champagne, da han trådte ud af politik. Vi skal ikke her at komme ind på hele det komplekse, kontroversielle spørgsmål om symbolbetydningen af Fidel Castros havanesere. Han er forresten holdt op efter lægernes råd (med mindre han er begyndt igen. Vi ligger ikke inde med de seneste efterretninger.)
MEN SELVFØLGELIG er rygning et moralsk eller umoralsk problem i det omfang, passiv rygning er sundhedsfarligt. Man har til dels lov at skade sig selv, men ikke andre. Så alene derfor kan man ikke sidde ikke-rygerne overhørig, og rygerne har da også, om end modstræbende, taget de hidtidige stramninger til sig.
Den fremtidige kulturkrig mellem rygere og ikke-rygere handler om territorier, og her gælder det om at holde snadden lige i munden. Det vil som i rigtige krige ofte være smartere med pragmatiske forhandlingsløsninger af typen: Hvis der nedlægges forbud på en lokalitet, kan der være en modydelse i form af et rygerrum, osv. Eller hvis den og den blot ryger på sit kontor, så er der intet problem. (Men hjælp... så er der jo sivningen og dermed en kampzone.)
SOCIALDEMOKRATERNE vil også lovgive om gratis afvænningskurser, anti-rygekampagner for unge, billigere nikotintyggegummi m.m. samt tvungne røgfri afdelinger på restauranterne. Det sidste skulle vel sådan set være op til restauratørerne at bestemme. Man kan forestille sig en sund usund konkurrence mellem rygerrestauranter og ikke-rygerrestauranter.
Før jagten på rygerne bliver til en klapjagt og en genindførelse af politisk korrekthed i sin outrerede form, kan der være god grund til at erindre om, at rygning også er en fin gammel kultur med sin egen kulturhistorie, og at rygere også er en slags mennesker. Ikke altid de værste.
