Læsetid: 4 min.

En chance til alle

Regeringens integrationsudspil skal hjælpe den gruppe af bistandsmodtagere, der er vokset i skyggen af det danske velfærdssystem og bistandsloven. I dag er deres børn en del af proletariatet ligesom deres forældre. Hermed fortsætter den negative sociale arv og den vil sandsynligvis også ramme tredje generation, med mindre politikerne og samfundet som helhed tager et drastisk skridt for at stoppe den udvikling
12. maj 2005

Regeringens integrationsudspil, som sigter mod, at 50.000 mennesker skal flyttes fra passiv overførselsindkomst til en aktiv rolle på arbejdsmarkedet, er et godt initiativ.

Det nye initiativ er dog ikke splinternyt. Mange elementer har været afprøvet tidligere, dog uden succes.

Derfor er det så meget mere interessant, at den nye integrationsminister Rikke Hvilshøj tager et sådan stort initiativ og kaster sig ud i et projekt, som hendes tidligere kolleger har opgivet. Det kræver kontante handlinger; først og fremmest skal hullerne i det sociale sikkerhedsnet stoppes - huller som en del af kontanthjælpsmodtagerne har udnyttet i det meste af deres liv.

Systemet har opgivet denne gruppe og katalogiseret dem under "uden for pædagogisk rækkevidde". Gruppen har været marginaliseret igennem mange år, og den negative social arv blandt denne gruppe er udpræget. Et eksempel er f.eks. et notat fra Integrationsministeriet, som for nyligt viste, at ud af i alt 321 palæstinensiske flygtninge, som kom hertil i 1992, modtager 74 pct. af dem i dag offentlig forsørgelse. Og 42 pct. er blevet straffet ved domstolene.

En ny undersøgelse fra AKF - Amterne og Kommunernes Forskningsinstitut - viser, at 60 pct. af unge nydanskere med arabisk baggrund aldrig bliver færdig med deres uddannelse og har svært ved at undslippe den sociale arv.

De negative tal gælder ikke kun for den palæstinensiske gruppe. Den samme socialt belastede gruppe vil man også finde blandt andre etniske grupper. Gruppen befinder sig i en ond cirkel, i perioder totalt glemt, i andre perioder fremhævet som advarsel mod indvandring. Det er svært at udpege synderen i den sag, da skylden ikke kan placeres ét sted.

Zapper rundt i systemet

En del af skylden for problemerne skal søges i det offentlige system, som ikke har været godt nok til at stille krav til dem helt fra starten. De fik lov til at zappe rundt i systemet med en hjælpende hånd fra systemet selv. I dag kender den gruppe samtlige huller i systemet og udnytter dem på lige fod med andre danskere i samme sociale position. Ironisk nok må man sige, at på dette punkt er integrationen lykkedes!

Gruppen er gennem mange år blevet henvist til forskellige projekter og aktiveringer, men trods de mange år står de stadig ved punkt nul, hvor de startede. Deres fraværsprocenter på sprogskoler og integrationsprojekter er meget høje. Systemet kan ikke tvinge dem til at være aktive, selv om bistandsloven med sine paragraffer giver en mulighed for at straffe dem. I første omgang ved at tilbageholde en tredjedel af deres bistand i 20 uger, hvis de ikke møder op og senere kan man tilbageholde hele bistanden, hvis det gentager sig.

Men paragrafferne siger samtidigt, at man ikke kan straffe dem, hvis de har en god grund til fravær. Her er et af de huller i systemet, som bliver groft misbrugt. De går til deres læge og klager over smerter - især rygsmerter - eller traumer, manglende søvn osv. Mange læger henviser dem videre til specialister eller giver dem en lægeerklæring, som de kan bruge til at slippe fra et kursus eller et nyttigt projekt.

Samtidig koster de samfundet en stor sum penge og spild af tid for specialisterne, som har svært ved at diagnosticere deres sygdomme. Der er selvfølgelig en del flygtninge, som er reelt syge og har været igennem mange forfærdelige hændelser, inden de kom til landet.

Det er ikke denne gruppe, som skal rammes, men svindlergruppen; de økonomiske flygtninge, som drømte om at komme til landet, som flyder med mælk og honning. De har betalt store summer, ofte omkring 5.-15.000 dollars pr. stk. til en menneskesmugler, som har overbevist dem om, at de hurtigt vil tjene de penge ind i det nye land. Pengene er ofte skaffet som et lån, som skal tilbagebetales.

Mange af dem havde ambitioner om at få et arbejde hurtigt, betale gælden og skaffe familien bedre vilkår i hjemlandet.

For mange af dem bliver drømmen aldrig realiseret. En af grundene er vanskeligheden ved at få fodfæste sig på det danske arbejdsmarked.

De bliver nemme ofre for det sorte arbejdsmarked, ofte arbejder de for en meget lav løn hos grønthandlere, kiosker eller pizzeriaer ejet af udlændinge, men den sorte løn supplerer deres bistand.

Andre kaster sig over berigelseskriminalitet for blandt andet at betale gælden tilbage. Dette betyder, at de ikke har overskud til at tage sig af deres børn, som ofte dropper ud af uddannelsessystemet og selv begynder en kriminel løbebane.

Arbejdsgiver udnytter lov

En anden synder er visse arbejdsgivere, der groft udnytter aktiveringsloven ved at tage imod bistandsmodtagere som gratis arbejdskraft i hele aktiveringsperioden, for derefter at lukke dem ud ad bagdøren uden at give dem et fast job, samtidig med at de tager imod den næste i aktivering ved hoveddøren.

Resultatet er, at mange bistandsmodtagere mister selvtilliden, både til sig selv og til det danske arbejdsmarked. Til sidst nægter de at gøre flere forsøg og nøjes med bistanden.

Arbejdsmarkedet skal være en vigtig samarbejdspartner i regeringens integrationsudspil.

Hvis det nye initiativ skal lykkes, er det vigtigt at arbejdsgiverne giver en hjælpende hånd ved blandt andet at slække på nogle krav i starten. Ansæt dem, giv dem en chance og stram så kravene gradvist under ansættelsesforløbet.

En ny undersøgelse viser, at kun 54 pct. af de private virksomheder og 68 pct. af de offentlige har erfaringer med at have nydanskere ansat.

På den anden side har kommunerne og arbejdsformidlingerne (AF) ikke været aktive nok for at skaffe nydanskere i arbejde. Den samme undersøgelse viser, at over en tredjedel af de private virksomheder ikke er blevet kontaktet af kommunen eller AF.

Samtlige politiske partier, arbejdsgivere, kommuner og ikke mindst bistandsmodtagere har med regeringens udspil fået en ny chance for at vise en gang for alle, at problemet kan løses i fællesskab, og der er nok at tage fat på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her