Læsetid: 4 min.

En chance til Afrika

Afrika er rykket højere op på den politiske dagsorden takket være blandt andre Blair, Bono og Geldof. Resultatet er, at EU før G8-mødet har stillet kontinentet mere bistand i udsigt, og at nogle afrikanske lande slipper af med gammel gæld. 2005 bliver dog næppe et stort vendepunkt for Afrika, spår ekspert
30. juni 2005

Maj og juni har været to gode måneder for afrikanske statskasser. I maj blev EU-landene enige om, at Afrika skal have mindst 10 mia. euro mere i bistand om året, og i juni har 14 afrikanske lande fået lovning fra G8 på at få strøget al deres gæld til udviklingsbanker som Verdensbanken.

Stig Jensen, ekstern lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, siger:

"Live 8-koncerterne og kampagnen Make Poverty History er begge eksempler på, at vi generelt i EU har svært ved at leve med den enorme fattigdom i Afrika. Mange mennesker vil faktisk gerne gøre noget for Afrika."

Ifølge en meningsmåling foretaget af Eurobarometer mener hver anden EU-borger, at hjælp til Afrika varetages bedre af Europa end af USA, Japan eller andre lande. Andelen af europæere, som mener, at Afrika specielt er EU's ansvar, er vokset fra 43 procent i 2002 til 51 procent nu.

"Efter 11. september 2001 er der i stigende grad kommet en international arbejdsdeling, hvor USA forventes at tage sig specielt af kampen mod terror, og EU har så fået opgaven med at tage sig af Afrika," siger Stig Jensen.

En plads i historiebøgerne

Den britiske premierminister, Tony Blair, har brugt en stor del af foråret på at markedsføre sig selv som Afrika-fortaler. Både han og finansminister Gordon Brown har turneret i Afrika og rendt andre toppolitikere i EU og USA på dørene for at sætte kontinentet på den internationale dagsorden. Hvorfor? I den store, britiske udviklingsorganisation OXFAM er man ikke i tvivl:

"Organisationer som vores har formået blandt andet via kampagnen Make Poverty History at få lagt et stort, folkeligt pres på politikerne. Eksempelvis formåede vi for første gang nogensinde at få alle partier til under valgkampen i foråret at hellige u-lande og især Afrika en hel dag - World Poverty Day 24. april," siger talskvinde for OXFAM Harriet Binet.

Hun mener også, at den massive folkelige opbakning til tsunami-indsamlingerne i begyndelsen af året har vist politikerne, at nøden i verden rent faktisk bekymrer mange mennesker.

Knap så pæn en udlægning af Blairs og Browns motiver får man i venstreorienterede medier som magasinet New Statesman. Her ses den britiske regerings Afrika-kærlighed som et forsøg på at fjerne fokus fra Irak, som til stadighed trækker Blairs popularitet ned.

"Når Blair og andre politikere i EU nu har kastet deres kærlighed på Afrika, hænger det givetvis sammen med, at de i forhold til vælgeropbakning har brug for at vise, at de også vil gøre noget godt på den internationale scene," siger Stig Jensen.

"Blair ved udmærket, at hans dage i toppolitik lakker mod enden, og han vil gerne huskes som den, der satte fattigdomsbekæmpelse på dagsordenen. Lidt ligesom Bill Clinton i sine sidste år som præsident blev meget optaget af fattigdom."

På EU-plan hænger Afrika-interessen også sammen med, at blandt andre Storbritannien, Belgien og Frankrig har haft kolonier i Afrika. Hvis EU øger sin indsats på kontinentet, kan f.eks. Frankrig øge sin politiske indflydelse og styrke sine erhvervsinteresser i Vestafrika.

Den nuværende bevågenhed i forhold til Afrika er næppe et forbigående fænomen. I september holder FN topmøde om, hvordan det går med at opfylde de såkaldte 2015-mål for udvikling. En rapport viste tidligere på måneden, at det globalt set går meget godt - men med Afrika som den store undtagelse.

Ringe effekt

"Afrika vil mange år frem være vores dårlige samvittighed og derfor dukke op ved forskellige lejligheder. Dertil kommer, at politikere kan bruge Afrika som platform for politiske projekter," siger Stig Jensen.

Binet fra OXFAM siger, at "det er jo vores opgave, at der også efter G8-mødet er et folkeligt pres for en øget indsats i Afrika."

Musiker og Live 8-arrangør Bob Geldof har sagt, at hvis bare alle i den rige verden hver dag ville give, "hvad der svarer til prisen på en halv pakke tyggegummi", så kunne man udrydde den ekstreme fattigdom i Afrika.

Helt så simpelt er det ikke, mener Stig Jensen:

"Hvis man tror, at den stigende bistand til Afrika og den lovede gældslettelse i sig selv vil vende udviklingen på kontinentet, så er man naiv. Den politik, som premierminister Blair har foreslået via sin Afrika Kommission, og den danske regerings strategi for Afrika er blot en fortsættelse af den hidtidige politik, som går ud på, at bare man får god regeringsførelse og økonomisk vækst, så rokker synagogen. Men sådan går det sjældent. Eksempelvis kommer vækst ikke nødvendigvis ret mange fattige til gode."

"Nu får 14 afrikanske lande formodentlig afskrevet deres gæld, og det er fint, hvis gældslettelsen bliver finansieret, så pengene ikke blot tages fra den øvrige bistand til dem. Men måske ville nogle af dem være bedre tjent med flere direkte investeringer eller målrettede bistandsprogrammer. Der er brug for, at den eksterne hjælp bliver meget mere skræddersyet i dialog med og til det enkelte land. Behovene er vidt forskellige i Tanzania og Madagascar."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu