Læsetid: 2 min.

Charme og savsmuldssjæle

Cirkus Dannebrog byder på blide elefantblikke og angstflyvende adrenalin. Og perfekt balance mellem det groteske og det lurvede
27. april 2006

Hos Cirkus Dannebrog lugter der stadig af savsmuld. Hestene gungrer tæt forbi, kamelerne får øjenkontakt mellem de vippende pukler, og det smukke trapezpar Glavatski er tæt nok på, til at man kan se, at de to faktisk smiler til hinanden med øjnene.

Cirkuscharme hedder det. For Cirkus Dannebrog balancerer perfekt på cirkusgrænsen mellem det groteske og det lurvede, mellem det smukke og det barske. Klovneparret Gotys er noget af det mest elegante, man kan tænke sig - en klassisk pianistkvinde, der spiller på klarinet, og en trind rødnæsemand og hans kammersjuk. Og jongløren Eddy Carello spiller på trommesæt med bolde, som han spytter ud af munden, så mangen jazzmusiker bør valfarte til teltet for ny oral-inspiration.

Alligevel er elefanten den skønneste. Casellys godmodige og humoristiske elefant kan faktisk danse, fraseret og yndefuldt! Og misundelsen breder sig til kvinderne på plastikstolene, når elefanten blinker blidt til to smækre netstrømpesild i manegen og varsomt svinger rundt i snablen. Ak, hvem der blot vidste, hvordan man hvisker en elefant i øret...

Øjenvippehumør

Solveig og Haddy Enoch har drevet Cirkus Dannebrog rundt på vejene i 30 år. Til denne sæson har de investeret i et nyt telt, der heldigvis ikke er større, end at den intime cirkusfornemmelse stadig er intakt. Datteren Isabella Enoch, der tidligere svang sig i trapezen, har nu overtaget instruktion og koreografi, og datteren Agnete Louise er sprechtstallmeister med højt humør og henrykkende øjenvipper. Desuden kører sønnen Dennis og barnebarnet Jimmy så virtuost på cykel, at alle baggårdens drømme om at køre baglæns og på hænder vågner hos tilskuerne igen. For her ser det jo så nemt ud...

Men det er datteren Katja Enoch, der tegner Dannebrogs fremtid i manegen. Dette bedårende, mørkhårede nips styrer en hel manege fuld af heste - med blødt cirkussprog, ikke med pisk - og hun suger publikums blikke til sig med sine gnistrende smil. Prinsessecharme hedder det.

Slutnummeret er nogle frygtløse brasilianske luftakrobater. De udfører kun det sværeste af det svære. Der er ingen flade opvarmningsture frem og tilbage i trapezen, næ, de kravler bare op, svinger to gange og bytter dobbelt - og så gennemfører de ellers den morderiske tre-gange-rundt-med-bind-for-øjnene. En trapezdulle med lændetattoo står højt oppe på en lille platform i en g-streng og peger stolt.

Men det er de tre Flying Michaels, der sætter adrenalinen i kog. De springer ud, som kastede de sig fra et brændende skib - muskeldirrende, målrettede machoer i en verden, hvor hvert talkumdrys kan blive det sidste. Ud i intetheden og lyset, ud med spredte fingre mod den farende trapez i det afgørende øjeblik. Og de overlever.

Til sidst slynger de sig ned i Dannebrogs hyggelige manege igen - underligt vraltende og forlegne, som var de netop kun skabt til at flyve. Over savsmuld.

'Cirkustraditioner for alle generationer'. Regie og koreografi: Isabella Enoch. Kapelmester (med lune og liflige melodier): Ryzard Murakowsky. Cirkus Dannebrog. Oplevet i Odense. I aften i Tommerup kl. 19, lørdag Vejen kl. 15, mandag Åbenrå kl. 19. www.cirkus-dannebrog.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her