Læsetid: 2 min.

Hvis Che Guevara kom igen...

Don Clemente deltog i sine unge dage i det bolivianske militærs jagt på Che Guevara. Men kom Che tilbage til Bolivia i dag, ville Don Clemente kæmpe på hans side
3. marts 2007

For 40 år siden jagtede Don Clemente Che Guevara i den sydlige del af Boliva, som ligner det kuperede fugtige landskab med lavthængende skyer over skoven, som optræder i Vietnamfilm.

Det var den 14. marts 1967, da den unge udgave af den nu aldrende guarani-indianer med det solidt venlige fjæs meldte sig til hæren.

Det var ikke fordi, at den unge Don Clemente var særlig politisk. Han var bare en nysgerrig ung mand, som ville ud og opleve noget. Han og hans kammerater havde fået at vide, at guerillaen gemte sig ude i et floddelta - og man sagde til dem, at hvis de ikke gik til modangreb, så ville guerillaen brænde deres huse ned og dræbe deres børn. Derfor meldte Don Clemente sig til den enhed, som skulle spore og dræbe Che Guevara og hans mænd. Det lykkedes dem hurtigt at spore mændene ved hjælp af en oliearbejder, som samarbejdede med guerillaen. Men da oliearbejderens kone sladrede, skød guerillaen hendes mand på stedet.

Drabet førte til, at regeringen sendte store militære styrker til området - og Don Clemente blev sendt ind i en lang og udmattende junglekrig. Efter seks måneder levede han som et dyr i skoven: Hans uniform var laset, han havde hår til ned midt på ryggen og et stort skæg. Og efterhånden som han trak flere og flere døde - fra begge sider - ud af junglen, jo mere fortrød han, at han nogensinde havde meldt sig til hæren.

I dag er han ikke længere i tvivl: Hvis Che nogensinde skulle komme igen, så ville Don Clemente denne gang helt sikkert kæmpe på hans side.

Don Clemente har dog skiftet riflen ud med rattet. Han er en dygtig chauffør for en indiansk organisation, og han kører utrætteligt ad de smattede jordveje for med papir og pen at sørge for, at områdets oprindelige guarani-beboere får deres jord og frihed tilbage fra de store jordejere, som gennem fem generationer har udnyttet guaranierne som gratis arbejdskraft på deres enorme haciendas.

Kokablade

En kamp for retfærdighed, som i Don Clementes verden er magen til Che Guevaras mislykkede forsøg på at revolutionere Bolivia:

"Han var en god mand, som kæmpede for de fattige og imod los patrones" siger Don Clemente.

- Hvad er din største drøm?

"Min drøm er at være med til at gøre guarani-folket frit. At gøre os fri uden herre gennem det arbejde, vi er gang med."

- Hvad er det sidste, du har købt?

"En bil. En Toyota Corolla. Jeg har ti børn, og da jeg voksede op, skulle jeg sørge for mine forældre. Jeg har aldrig haft noget for mig selv - men det har jeg fået nu, og det er jeg glad for."

- Hvad er det bedste land i verden?

"Det kan jeg ikke svare på, for jeg kender kun Bolivia."

- Hvad tror du på?

"Gud! - for nogen gange går det, jeg ønsker, i opfyldelse."

- Hvad tjener du om måneden?

"600 dollar."

- Hvem er dit forbillede?

"Jeg og mange andre forstår nu, at det er Che Guevara - selvom mange af os stadig er bange for at sige det højt."

- Hvad er du bange for?

"Jeg er ikke bange for noget."

- Hvad gør dig lykkelig?

"Mit arbejde."

- Hvad var dit seneste måltid?

"Kokablade."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her