Læsetid: 5 min.

Chefen for det hele

I dag starter den 28. udgave af Copenhagen Jazz Festival med flere hundrede koncerter på gader og torve, på spillesteder og i koncertsale. Formand for festivalen er Anders Laursen, som også er formand for Dansk Musikerforbund
7. juli 2006

Anders Laursen fra Dansk Musiker Forbund har ry for at være en af de stærkeste forbundsformænd inden for kunst og kultur med styr på diverse forhandlinger om arbejdsforhold og økonomi.

Lidt anderledes forholder det sig, når han træder ind i et andet af sine hverv, nemlig som bestyrelsesformand for Copenhagen Jazz Festival, der indledes i dag og kører i 10 dage med flere hundrede koncerter på gader, torve og pladser, i opera, klubber og på spillesteder. Her har han ikke styr på tropperne, men det er med vilje.

"Vi arrangerer nogle hovedbegivenheder, men ellers kører det meget af sig selv," fortæller han.

"Så er der nogen, der siger 'Gå ind og styr noget mere!', men modsat min holdning i musikerforbundet, så mener jeg, at en af kvaliteterne ved det jazzfestivalen er, at man netop ikke går ind og styrer, men giver plads til mangfoldighed og udvikling, og så må publikum være overdommer."

Fætter-kusine-relationer

- Hvad er den store fornøjelse ved en jazzfestival, Anders Laursen?

"Det er noget, vi også selv har reflekteret over, for hvad er det, der gør, at det er gået godt i så mange år? For det første har festivalen udviklet sig organisk med den Indre By, den gamle del af København, som naturlig kulisse. Derudover har en lang række klubber og spillesteder selv bidraget med jazz under festivalen. Selve begrebet 'at gå til koncert' har desuden ændret sig. Oprindeligt var det en stor ting at købe en S-togsbillet og begive sig hen til en lokalitet for at opleve en koncert. Nu kan man opleve åbne koncerter sammen med børn, venner og bekendte."

"Endelig har den rytmiske musik udviklet sig en hel del, siden Louis Armstrong besøgte os i 1932. Den sidste faktor er, at vi i stigende grad har haft de bevilgende myndigheders bevågenhed - både som støtte til en kulturel begivenhed, men også for at få flere turister til København. Og så har vi både bredden og den unge, banebrydende jazz med - samt den musik, der har fætter-kusine relationer til rock og kompositionsmusik."

500-kronesedler

- Hvordan samarbejder I med vejret?

"Vi er nødt til at have et Storm P'sk, alment defaitistisk og rædselsslagent forhold til vejret, som er en vigtig faktor, for hvis det er os imod, så rammes vi umådeligt hårdt."

- Har I været ude for det?

"Ja, blandt andet for tre år siden. Som jeg plejer at sige, så smed vi 500-kronesedler ud fra scenen ved en koncert i Konsistoriegården med en kendt italiensk trompetist med en hastighed på- ja, 70.000 kroner over to timer. Vi fik et underskud på flere hundredetusinde det år."

- Hvad er din egen indgangsportal til jazzen?

"Bourbon Street, New Orleans i 1973, hvor jeg oplevede, at det var noget mere end hjemme i København. Der var en, der sagde til mig, 'Anders, hold nu op! Med dine bondejyske aner synes du, at 2.100 kroner for en returbillet til New Orleans er for meget.' Så tog jeg derned."

- Bondejyske aner?

"Mor var fra Ringkøbing, far fra Silkeborg-kanten-"

- -hvor der blev spillet jazz på hjuldamperen Hjejlen?

"Ja, jeg har også spillet meget der. Dengang var med Søren Houlinds Big Time Band, eller hvad det hed."

Den kæreste glæde

- Døde jazzen egentlig ikke, da beat og rock tog over i 1960'erne?

"Det er der da nogle, der mener, og det skal de bestemt have lov til."

- Men interessen forskubbede sig vel?

"Da jeg blev formand for Dansk Musiker Forbund sagde jeg efter det første par år, at det nok var min kæreste glæde at hjælpe jazzen i denne her by."

- Hvordan forbereder man en jazzfestival?

"Man har en årscyklus, hvor evalueringen pågår, lige fra vi er kommet hjem fra ferie i august og frem til efterårsferien. Vi gør os tanker om erfaringer og forbedringer. Så planlægger vi, og til sidst afvikler vi. I jazzen ligger der det kollektive sind, at man tænker samlet, selv om der er store solister. Vi prøver at være ydmyge og realistiske omkring de fejl, der måtte være gjort."

Hele verden

- Hvad laver de danske jazzmusikerne resten af året?

"De prøver på at få livet til at hænge sammen, og de generelle forbedringer, der kom som følge af spillestedslovgivningen, har vel gjort det nemmere at få job i løbet af året. Men ellers siger vi til jazzmusikerne: Betragt hele verden som din arbejdsplads. Lad være med at betragte live-musikken som det eneste sted, du kan tjene penge, tænk også på cd-produktion - og tænk på dit liv som en lang, sammenhængende karriere, som du må planlægge godt og eftertænksomt, inden du kaster dig ud i den."

Dizzys autograf

- Særlige oplevelser, du har haft med musikerne?

"Da Dizzy Gillespie gav koncert på Ridebanen. På vej op til scenen var der en syv-otteårig dreng, der ville have hans autograf. Det optog Dizzy så meget, at han tog sig godt tid til at stoppe op og snakke med drengen. En anden gang på Ridebanen stod der en barnevogn i et telt, vi havde lejet af et belgisk firma. I en meget stille passage med Palle Mikkelborg på scenen, begyndte ungen at græde. Hvem andre end Mikkelborg kunne tage den op og 'besvare' gråden melodisk og med præcis timing?"

Jazzens magi

- En hemmelig forbindelse mellem jazzmusikere og børn?

"Det ved jeg sgu ikke, men hvis der er noget, som musikpædagogik ofte undervurderer, så er det børns evne til at forstå og opfatte musik i al almindelighed, herunder jazz på et meget højt niveau. Det har vi oplevet, når Marilyn Mazur eller Niels-Henning Ørsted var sammen med børn i Kongens Have, at der var en magi, som er svær at beskrive."

- Hvad glæder du dig selv til på den kommende jazzfestival?

"Til koncerten den 15. juli i Operaen med Salif Keita fra Mali, et frankofont land med en muslimsk tradition, hvor han i sangstilen afspejler den muslimske herkomst - vi snakker ikke religion, og det gør han heller ikke selv. Jeg glæder mig også til åbningsaftenen med Herbie Hancock i Operaen, og da jeg er lidt sentimental, er jeg ret rørt over, at vores violingigant Svend Asmussen klarer at komme som 90-årig i Glassalen. Rørt er ikke det rigtige ord. Jeg er imponeret."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu