Læsetid: 3 min.

Chefredaktør: 'Hver bombe styrker Hizbollah'

Opbakningen til Hizbollah styrkes for hver bombe, der falder, fortæller chefredaktøren for det kristent-libanesiske dagblad Daily Star. Det gør den også i Irak, hvor flere hundredetusinde shiiter i sympati med Hizbollah marcherede i Bagdads gader
5. august 2006

Det er en frustreret chefredaktør, Jamil Mroue fra avisen Daily Star, der i telefon fra Libanonder forsøger at forklare den seneste udvikling i konflikten med Israel, hvor senest fire broer, hovedvejen til Syrien og et kristent boligkvarter i Beirut er blevet bombet.

Alt sammen i en konflikt, der ifølge Jamil Mroue kun har et formål, nemlig at ødelægge Libanon.

"Det er nu blevet en krig, der kæmpes som om den foregår mellem to nationer. Israel er gået i krig med Libanon. Mellemøstens største militære magt mod et land stort set uden en hær. Så hvordan skal man se det som andet end et brutalt angreb på civilbefolkningen."

Ikke krig mod Hizbollah

Jamil Mroue undskylder, at han derfor ikke kan give nogen plausibel og logisk forklaring på konfliktens udvikling, andet end at "de må være blevet gale." Derimod kan han udmærket fortælle, hvilke konsekvenser de israelske bombninger har:

"Siden konflikten brød ud, er opbakningen til Hizbollah blevet forstærket med faktor 100. For hver bombe, der falder, styrkes deres opbakningen. Jeg er ikke tilhænger og ønsker på ingen måde at leve i en islamisk stat. Men den her krig er ikke imod Hizbollah. Den er imod det libanesiske folk. Alle føler sig personligt angrebet."

Derfor mener Jamil Mroue, at israelernes ønske om at afvæbne Hizbollah er en undskyldning, der for længst er udløbet. Hvis den nogen sinde har kunnet forklare noget:

"Under den israelske besættelse voksede Hizbollah i styrke og folkelig opbakning. Og Israel trak sig jo netop ud af Libanon, fordi de ikke kunne nedkæmpe Hizbollah. Nu beder de en svag libanesisk regering i et ungt demokrati om at afvæbne Hizbollah. Vi taler om en regering, der med nøje og besvær har overlevet et år ved magten. Hvordan kan nogen tro på noget så stupidt. Så ærligt talt, jeg kalder det racisme."

- Racisme?

"De har ødelagt landet. Angrebene finder sted på vores forsyninger af fødevarer. Endda på et hospital. Og nu vil de have et ødelagt land til at kontrollere Hizbollah? Det er had. De bomber jo ikke Hizbollah. Deres bomber falder i øjeblikket min. 60 km fra Hizbollahs områder. Hvis Israel ville Hizbollah til livs, så er der kun en måde at gøre det på. Ved at støtte vores regering."

Det nye Mellemøsten

Samtidig virker den forstærkede uro i Mellemøsten som benzin på et i forvejen blussende bål i Bagdad, hvor op mod et par hundrede tusinde shia-muslimer i går marcherede i Bagdads gader klædt i hvide dragter, der symboliserer villighed til at dø for Hizbollah.

Ifølge nyhedsbureauet AP var det den militære og Hizbollah-inspirerede Mahdi militits, der stod bag den massive demonstration, der er den største opbakning udtrykt til Hizbollah siden Israel angreb Libanon den 12. juli.

Daily Stars chefredaktør mener dog ikke, at støtten til Hizbollah i Bagdad bringer noget nyt ind i konflikten. Men det illustrerer kernen i den mellemøstlige konflikt:

"Condoleeza Rice siger, at de vil skabe et nyt Mellemøsten. Men hvad er det for et Mellemøsten? De må bo i en virkelighed skabt i Hollywood. For det her fører ingen steder. De bomber vores forsøg på demokrati."

Inden Jamil Mroue afslutter samtalen, stiller han selv det retoriske spørgsmål: "Hvordan skal jeg som redaktør kunne forsvare eller blot forklare amerikansk og israelsk politik. Hvordan skal jeg kunne forklare min læsere om det her, så det giver mening. Jeg forstår det ikke engang selv."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her