Læsetid: 3 min.

Cheminova skal stå skoleret for ministeren

Efter kritikken af Cheminovas salg af farlige pesticider til Indien har miljø-ministeren indkaldt den danske kemi-producent til møde.'Miljøansvar bør følge med over grænserne,' mener Connie Hedegaard
16. november 2006

Hos Cheminovas moderselskab Auriga lå der i går morges en indbydelse i entreen. Efter intens kritik af virksomhedens produktion af livsfarlige pesticider i Indien - herunder Monocrotophos, der er forbudt i EU og USA og snart også størstedelen af Asien - vil miljøminister Connie Hedegaard nu drøfte sagen med den danske kemigigant.

"Virksomhedernes miljøansvar bør følge med over grænserne. En række større firmaer har allerede stoppet produktionen af dette utroligt giftige stof. Efter min mening bør Cheminova udvise samme ansvarlighed og udfase produktion og salg af Monocrotophos," lyder det i brevet til Aurigas bestyrelsesformand, Poul Ulrik Skifter.

I et svar på et spørgsmål fra Enhedslistens Per Clausen skriver ministeren, at hun og de danske miljømyndigheder ikke har noget lovgivningsmæssigt grundlag for at gå ind i sagen, men skriver: "Jeg finder det imidlertid klart utilfredsstillende, at et dansk firma i udlandet udfører virksomhed, der er kritisabel efter danske regler og standarder," hedder det i svaret.

Cheminovas informationschef, Kurt Aabo, bekræfter, at Auriga har modtaget invitationen, men ønsker ikke at udtale sig yderligere før mødet er afholdt.

Bindende aftaler

Steen Gade (SF) hilser miljøministerens tiltag velkommen. Han mener, at Connie Hedegaard skal bruge anledningen til at fremsætte et tilbud til den omstridte kemivirksomhed.

"Hun bør foreslå Cheminova at etablere et samarbejde for at få orden i sagerne en gang for alle. Hvis de vil forpligte sig til en løbende dialog om udfasningen af de farligste produkter, ville det skabe tillid til virksomheden," siger Steen Gade.

Efter pres fra offentlighed og aktionærer lovede Cheminova i sidste måned at have en mindre farlig 'nyformulering' af Monocrotophos klar i 2009.

Steen Gade mener, at det ville være i alles interesse, at myndighederne fik indblik i fremskridtene samt garanti for, at det nye produkt ikke blot er gammel vin på nye flasker. Han forslår derfor, at der bliver sat nogle datoer for, at virksomheden redegør for sine fremskridt til ministeriet.

"Vi kan intet gøre lovgivningsmæssigt, men få kan være uenige i, at der skal gøres noget. Vi må derfor udvikle et nyt instrument," siger Gade.

Prøvet før

Men instrumentet vil faktisk ikke være helt nyt - i hvert fald ikke i den danske sammenhæng, oplyser Miljøstyrelsen. I flere sager, blandt andet i forbindelse med den omstridte plastik PVC, har myndighederne måttet opgive lovgivningsredskabet og i stedet indgå aftaler med virksomhederne. Også i en sag om miljøstandarder for brændeovne, hvor EU-regler forhindrede et lovingreb, måtte man ty til gensidige aftaler, oplyser Dansk Industri.

Her ønskede man i går ikke at udtale sig om Cheminova-sagen, men er principelt positive over for frivillige aftaler mellem myndigheder og virksomheder, fortæller miljøkonsulent Jens Ulrik Jensen.

"Det kan være en god måde at opnå miljøforbedringer og kan styrke troværdigheden. Men det er vigtigt, at der er reel gensidighed, og så varetages det bedst af den branche, som den pågældende virksomhed tilhører," siger Jens Ulrik Jensen, der dog mener, at det er problematisk, når det drejer sig om en produktion i udlandet.

"Man skal være varsom, så man ikke underkender en anden nations lovgivning," lyder det fra DI.

Grænseløst miljøansvar

Den grænse trækker tidligere miljøminister Svend Auken (S) ikke.

Han bakker fuldt ud op om SF's forslag om en bindende aftale med Cheminova om virksomhedens produktion i Indien. I hans tid som ansvarlig for miljøet var Cheminova nemlig også i mediernes søgelys for salg af det farlige sprøjtemiddel Methyl Parthion i Mellemamerika.

"Dengang havde vi en løbende dialog med virksomheden, og det lykkedes at få stoppet salget. Vi kan ikke lovgive os ud af det her problem, så det er den eneste farbare strategi. Det kan også kun være i virksomhedens og aktionærernes interesse," siger Svend Auken.

Virksomhedens hovedaktionær Aarhus Universitets Forskningsfond kalder miljøministerens henvendelse "udemærket".

"Jeg kan godt forstå, at politikerne reagerer efter den måde, som pressen har fremstillet problematikken," siger fondens administrator Jørgen Andersen. Han ønsker dog ikke at kommentere forslaget om en bindende aftale med Cheminova, før han kender detaljerne, men tilføjer:

"Vi mener, at Cheminova har skitseret en meget præcis plan for forbedring af deres produkter."

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra miljøminister Connie Hedegaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu