Læsetid: 6 min.

'Chick lit'-fænomenets oldemor

Den engelske forfatter Jane Austen har oplevet et utroligt comeback siden midten af 90'erne. Hun fejres som 'chick lit'-fænomenets oldemor, og senest har to nye filmatiseringer af romanen 'Stolthed og fordom' været på plakaten. Men hvorfor er det netop hende, populærkulturen har kastet sig over?
17. februar 2006

Bedst som man troede, at interessen for den engelske forfatter Jane Austen (1775-1817) var ebbet ud, blusser den op igen. Efter en bølge af mere eller mindre vellykkede Jane Austen-filmatiseringer i 90'erne, begyndende med Ang Lees Sense and Sensibility (1995), har det seneste årstid budt på premierer på to nye versioner af forfatterens mest succesrige roman, Stolthed og fordom (Pride and Prejudice, 1813). Først fik vi Gurinder Chadhas spøjse Bride and Prejudice, som flyttede handlingen til et moderne indisk 'Bollywood'-miljø, og senest har Joe Wrights mere traditionstro version, med stjernefrøet Keira Knightley i hovedrollen som Elizabeth Bennet, trukket fulde huse. Rygtet vil vide, at man arbejder på endnu flere versioner, bl.a. af den i filmmæssig sammenhæng oversete sidste roman Persuasion (1818)

For os, som kender, be-undrer og underviser i Jane Austens seks 'små stykker elfenben', som hun selv betegnede sine romaner, er der noget besynderligt og lettere foruroligende ved denne popularitet. Et er, at Hollywood rutinemæssigt kannibaliserer klassikere, helst engelsksprogede klassikere, men hvorfor er det netop nu Jane Austen og ikke Walter Scott, Brontë-søstrene, Charles Dickens eller Henry James, som populærkulturen har taget til sig? Hvordan er denne over 200 år gamle, i samtiden totalt obskure provinsforfatter blevet britisk kulturs største eksportsucces næstefter Harry Potter? Hvad skyldes det, at mere eller mindre indforståede Austen-henvisninger siden Bridget Jones' dagbog (1997) efterhånden er blevet de rigeur i urbane og moderigtige romaner i den genre som man kalder chick lit (tøselitteratur)?

Kynikere vil måske mene, at Austen-manien simpelt-hen skyldes anglofile hattedamer og -mænds tilsyneladende umættelige appetit på kyser, flæseskjorter og landsteder. Andre vil sikkert pege på en enkelt scene, nemlig den i BBC's seks-episoders-produktion af Pride and Prejudice (1996), hvor godsejer-helten Fitzwilliam Darcy i Colin Firths appetitligt pjask-våde skikkelse åbenbarer sig for Bennet-søstrene Elizabeth og Janes beundrende blikke. Kultursnobberi spiller utvivlsomt en rolle, og den hårfagre Firths betydning kan heller ikke blankt afvises. Men jeg vil alligevel i denne sammenhæng vove pelsen med en mere ambitiøs påstand, idet jeg hævder, at Austens revival også skyldes en række - nærmere bestemt tre - fællestræk mellem Jane, hendes forfatterskab og vores egen samtid:Materialisme, romantik og pragmatisme.

Materialisme

Jane Austen levede i en kultur, som allerede i vid udstrækning havde forvandlet sig til et forbrugersamfund. Den del af middelklassen, som Austen tilhørte havde fået flere penge mellem hænderne, og hendes bøger er ikke tilfældigt fyldt med alle mulige forbrugsgoder: beklædning, sko, møbler, porcelæn, sølvtøj, kaffe- og testel, smykker, transportmidler osv. Austen var formentlig en af de første forfattere i verdenslitteraturen, som for alvor hæftede sig ved forskellen mellem kiksede og tjekkede ting, og hun skoler konsekvent sine personer i kunsten at vurdere, hvad ting - og også mennesker - er værd. Når en potentiel bejler præsenterer sig selv i nabolaget, vurderes han altid i forhold til sin familie, sit hus, sit udstyr og sin indkomst på så-og-så-mange-tusinde pund om året.

Alle Austen-romaner er i virkeligheden fabler om so-cial opstigning, hvis slutninger efterlader heltinderne betydeligt rigere, end de var i begyndelsen. Middelklassepigen Elizabeth Bennet ender til alles misundelse med at blive godsejerfrue på Darcy-familiens lækre gods Pemberley. Og Emma Woodhouse, heltinden i Emma (1815), overtager både sin fars Hartfield og naboen og ægtemanden Knightleys Donwell Abbey.

Austens forfriskende hårdkogte verdslighed appellerer til hendes moderne læsere og giver hendes romaner et skær af genkendelighed, som man f.eks. slet ikke finder hos de mere æteriske romantiske digtere - Wordsworth, Coleridge, Blake, Keats, Shelley og Byron - fra samme periode, som i øvrigt ikke ville vide af hende. Materialismen har tydeligvis også inspireret Austens oldebørn blandt chick lit-forfatterne, hvis bøger ofte handler mindst lige så meget om forbrug, selviscenesættelse og mærkevarer, som de handler om karriere, kærlighed og partnervalg. Populære titler som Lauren Weisbergers The Devil Wears Prada (2003) og Sophie Kinsellas En shopaholics hemmelige drømmeverden (2004) er i denne sammenhæng ganske sigende.

Romantik

Det særegne ved Jane Austen er, at hun kombinerer en jordbunden realitetssans med en udpræget romantisk livsindstilling. Alle Austens romaner ligner moderne eventyr, og at Stolthed og fordom er blevet en af vore dages hyppigst efterlignede og filmatiserede romaner skyldes, at denne fortælling umiddelbart kan læses som en moderne Askepot-historie. Austens romaner foregår i en virkelighedstro dagligdagsverden befolket med letgenkendelige typer, men hun mobiliserer samtidig en lang række konventioner fra romancernes og myternes univers. Det er f. eks. ikke tilfældigt, at Darcys franskklingende navn leder tankerne hen på middelalderens normanni-ske ridder-romantik. Ej heller er det ligegyldigt, at en anden helt, Emmas George Knightley, deler fornavn med Englands skytshelgen Sankt Georg.

Austen nærer moderne læseres håb om, at nyttetænkning og romantik kan gå op i en højere enhed. Vi ved godt, at vi lever i en verden, hvor det er pengene, der sætter dagsordenen, og at livets kompleksiteter sjældent ophører ved alteret. Analyser har afsløret, at vores partnervalg i høj grad betinges af sociale og økonomiske forhold, og skilsmissestatistikkerne taler deres tydelige sprog om den romantiske kærligheds eksistensmuligheder i den moderne verden. Alligevel er det som om disse forhold ikke svækker, men tværtimod styrker, troen på ægteskabet med 'den eneste ene'.

Pragmatisme

Jane Austen levede i en revolutionær tid, men selv var hun ikke interesseret i revolutioner. Den gryende kvindebevægelse, som den f.eks. kom til udtryk i Mary Wollstonecrafts Et forsvar for kvindernes rettigheder (1792), havde nok hendes bevågenhed, men ikke hendes sympati. Heltinderne i Austens romaner er rigtignok 'stærke' og 'uafhængige' kvindeskikkelser, som må lære at manøvrere i selskabslivets forræderiske farvande, oftest uden pålidelig vejledning fra præster, forældre eller andre autoritetsfigurer. Men selv om de er udstyret med selvstændighed og kritisk intelligens, er Austens heltinder ikke oprørere; deres selvstændighed kommer altid til udtryk inden for rammerne af det bestående samfund. Det problematiseres f.eks. aldrig, at kvinder ikke kan arve fast ejendom eller udføre meningsfyldt arbejde, eller at Storbritannien i næsten hele Austens voksne liv var involveret i en blodig krig mod det republikanske Frankrig. Samfundets dybereliggende strukturer sættes aldrig til debat.

Denne pragmatisme - eller konformisme, om man vil - er som skræddersyet til vores egen 'postmoderne' tid, og den er utvivlsomt en væsentlig årsag til Austens vedvarende succes. For så vidt at kvindebevægelsen eksisterer i dag, har den forlængst opgivet drømmen om gennemgribende systemændringer - man interesserer sig i stedet for, hvordan enkelte kvinder kan forbedre deres udfoldelsesmuligheder i arbejdslivet eller i privatsfæren. Denne indstilling kan kritiseres som ungdommelig slaphed eller blasé forkælelse. Mere positivt kan man sige, at moderne 'postfeminister' har forstået, at samfundet kun kan forandres gennem gradvise balanceforskydninger, som nødvendigvis må komme indefra. Det er omtrent denne erkendelse, som Stolthed og fordoms Eliza Bennet gør, når hun vælger at opgive sin ungdoms frugtesløse fremturen og i stedet gifter sig ind i den magtfulde Darcy-klan.

Når 'grænseoverskridende' kvindeskikkelser en sjælden gang optræder i Austens romaner, behandles de med ironisk skepsis, og det er netop denne overbærende holdning, som gør disse bøger så tidssvarende. Jane Austens moderne fans og efterlignere lider ikke af nostalgisk revolutionslængsel. Austen skrev formelt gammeldags reali-stiske romaner, men hun virker moderne, ja nærmest visionær i sin betoning af de små tings betydning og i sin instinktive forståelse af storpolitikkens irrelevans for de afgørende livsspørgsmål. Kampene er udkæmpet, de store fortællingers tid er endegyldigt forbi, der findes kun tilpasninger og små- justeringer inden for det eksisterende system - og sådan var det allerede i begyndelsen af 1800-tallet.

Peter Mortensen er lektor i engelsk ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu