Læsetid: 4 min.

Chile fik sin kvindelige præsident

Centrum-venstre kandidaten Michelle Bachelet vandt som den første kvinde en overbevisende sejr ved præsidentvalget i Chile og fortsætter 16 års på papiret venstreorienteret styre i Sydamerikas mest højreorienterede land
17. januar 2006

Umiddelbart så det ud til, at Chile var nået et langt stykke, da valgresultaterne tikkede ind omkring tre timer efter at de sidste valgsteder lukkede. Med 53,6 procent af stemmerne fik Michelle Bachelet en synlig valgsejr i Chiles anden valgrunde og bliver dermed den fjerde præsident i træk efter diktaturets fald i 1990 fra den regerende centrum-venstre Concertación-alliance med en agenda, hun selv har betegnet som socialistisk.

Hun bliver også den første kvindelige præsident i det konservative land og - lidt firkantet sagt - den første betydningsfulde folkevalgte kvindelige præsident på kontinentet nogensinde.

Hvad der ikke er lykkedes i andre mere progressive lande, kunne åbenbart lade sig gøre i Chile, hvor den katolske konservatisme er mere udbredt end nogen andre steder i Sydamerika, og højrefløjens hovedrige modkandidat, Sebastian Piñera, tilbragte en del af valgdagen i bøn i Santiagos San Francisco-kirke og med at besøge graven for en chilensk helgen med et velvilligt presseopbud i hælene. I den kontekst burde den tidligere læge, sundheds- og forsvarsminister ikke være et oplagt valg.

Fængslet og tortureret

Bachelet stod selv som medicinstuderende på taget af sin skole 11. september 1973 og så militæret bombe regeringsbygningen La Moneda. Samme dag blev hendes far, en Allende-positiv general i luftvåbnet, hentet af kupstyrkerne, og han døde senere i en af deres celler. Den 24-årige Bachelet blev selv sammen med moderen et par år senere fængslet og tortureret i den berygtede koncentrationslejr Villa Grimaldi for senere at flygte til Australien og Østtyskland.

Som fraskilt enlig mor med børn med to forskellige mænd burde hun være for kontroversiel en mundfuld for de chilenske vælgere, men Bachelet har med tungen lige i munden formået at fremstå tilstrækkelig midtersøgende til at vinde valget - faktisk med en større margen end hendes populære forgænger Ricardo Lagos gjorde i 2000.

Det har hun gjort ved at love at være en præsident for 'alle chilenere' - og ved at love fortsat vækst, flere jobs - og udligning af de stadig store sociale forskelle, der står tilbage efter årtier med voldsom vækst.

Men mens mange medier skriver om endnu en socialistisk paladsrevolution i Sydamerika, er det imidlertid tvivlsomt, om Bachelets Chile skal regnes som en del af den nye venstreblok på kontinentet.

Bachelet har for længst afklaret sit mellemværende med militærstyret, blandt andet som forsvarsminister for det militær, som dræbte faren, og med en bemærkning om, at hun 'har en politisk forståelse for, hvorfor de ting skete', har hun også givet udtryk for, at det ikke er en sag, hun vil rode mere op i, og det slipper hun i øvrigt til en vis grad også for, efter at de sidste rester af diktaturets forfatning sidste år blev skrottet, og præsidenten i dag f.eks. kan afskedige hærens ledelse.

Mere centrum end venstre

Bachelets politik er grundlæggende business as usual, og den virkelige pendant til Bolivias Morales, Uruguays Vazques og Venezuelas Chavez var nok den deciderede venstrefløjskandidat Thomas Hirsch, som røg ud af af valget i første valgrunde i december og efterfølgende valgte ikke at støtte Michelle Bachelet:

"Jeg vil ikke give min stemme til kandidater, som repræsenterer kontinuiteten og dette neoliberale system," sagde den tidligere kandidat, da han søndag afleverede en blank stemme:

"Vi er ikke del af den linie, Concertación-alliancen har fastholdt gennem tre regeringer, og som højrefløjen indførte med diktaturets jernhånd," fastslog venstrefløjskandidaten, der ligesom mange andre iagttagere ser den regerende alliance som mere centrum end venstre og gerne så såvel et opgør med fortiden som et brud med den neoliberale amerikansk-prægede politik.

Intet kursskifte

Det får han næppe fra Bachelet, som dog alligevel fik støtte fra de fleste af Hirschs tidligere vælgere, men dels ikke ser ud til selv at være interesseret i et kursskifte og dels næppe ville finde opbakning til det i sin alliance.

Skønt den nye præsident tilhører landets socialistparti, må hun tage hensyn til koalitionspartneren, det magtfulde DC - Democracia Cristiana - der leverede den første præsident, Patricio Aylwin, efter demokratiets genindførelse og ofte har været tungen på vægtskålen i chilensk politik.

I det mere konservative parti er der i endnu højere grad fokus på at bevare den neoliberale politiks status quo, og med et internt magtopgør undervejs i partiet er Bachelet næppe interesseret i at skabe mere ballade.

For Bachelet bliver det vanskeligt at finde et konkret valgprogram, der kan leve op til snart fire måneders valgkamp, der blev stadig mere indædt efter decembers første valgrunde, og måske få lidt flere chilenere til at mærke, hvor velhavende de i princippet er.

For oppositionen bliver udfordringen at finde en vej tilbage til magten. Med 46,5 procent af stemmerne er de gået tilbage fra sidste valg i 2000, da højrefløjen i det mindste kunne skabe spænding om udfaldet, og det er efterhånden meget, meget lang tid siden, der har været en højreorienteret regering i Chile. I hvert fald ifølge chilenske definitioner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her