Læsetid: 3 min.

Chiles normalisering

18. januar 2000

"Jeg glemmer ikke fortiden, men mine øjne vil være indstillet på fremtiden"
Chiles præsident, socialisten Ricardo Lagos

SMERTEN fra det 20. århundredes erfaring med Augusto Pinochets grusomme diktatur er ikke overvundet endeligt i det chilenske folk, men den ærefulde sejr for socialisten Ricardo Lagos i søndagens parlamentsvalg i Chile viser, at det langstrakte land på Sydamerikas vestkyst for alvor er ved at få fodfæste i fremtiden. Den 61-årige Lagos vandt en knap sejr med 51,3 mod 48,7 procent til højrefløjens kandidat, den 46-årige Joaquín Lavín, og Lagos er den første socialistiske præsident siden Salvador Allende, der blev fjernet ved Pinochets (og CIA's) militære kup i 1973.
Det er ikke den marxistiske tradition, der har sejret i søndagens valg, men demokratiet - og det politiske centrum.
Lagos tilhører den nye strømning af Tony Blair-kloner, som kombinerer moderne socialdemokratisk politik med kristendemokratisk tankegods. Eller som Lagos siger, så ønsker han ikke at være "Chiles anden socialistiske præsident, men at blive den tredie præsident fra Concertacíon" - den regerende forsoningsalliance mellem de kristelige demokrater og socialisterne.
Lagos lover ikke kun materielle og sociale forbedringer for de fattigste, men har også ført sig frem arm i arm med en af den amerikanske kapitalismes ikoner, David Rockefeller. Og nu kan Lagos, der i 1973 var udpeget til at blive det marxistiske Chiles ambassadør i Sovjetunionen, indtage præsidentpaladset, der gudhjælpemig hedder La Moneda - der oversat fra spansk betyder 'mønten'.
Selv om der til det sidste var hård kamp om de udslagsgivende stemmer, så slog det på intet tidspunkt skår i den nationale vilje til forsoning. Ikke engang Jack Straws beslutning i sidste uge om at sende Pinochet tilbage til Chile af helbredsmæssige årsager har ført til polarisering mellem det nye venstre og det forvandlede højre.
Det skyldes i høj grad, at den Chicago-uddannede økonom, Joaquín Lavín, har gjort sig store anstrengelser for at distancere sig fra sin Pinochet-venlige fortid. Under valgkampen besøgte han familier, der i sin tid mistede pårørende under Pinochets politiske udrensninger, og Lavín har endog åbnet op for, at Pinochet kan bringes for en chilensk domstol.
ORD ER GULD og på populistisk vis udstedte Lavín gyldne løfter til høj som lav. For at behage venstrefløjsvælgere lovede han at "regere for de fattige" og for ikke at skræmme sine kernevælgere væk, forlangte han mere lov og orden. Selv om Lavín måske nok var mere økonomisk løsluppen i sit løftemageri, så forsøgte den ene kandidat hele tiden at spejle sig selv i et spejlbillede af den anden kandidat. F.eks. som når Lagos krævede mere politi i gaderne eller talte om at forsøde fremtiden for de udenlandske investorer. Eller som når Lavín - næsten som et ekko af Allende - antydede, at der måske kan skæres ned i militæret.
Da Lavín erobrede masser af kvindelige stemmer ved bl.a. at bruge sin hustru som kulisse på tribunerne, så skyndte Lagos sig at hyre en kvinde - fhv. justitsminister Soledad Alvear - som kampagneleder. Hun sendte en stribe plakater på gaden, som i Chile har kvindeappeal: Lagos med en buket røde roser, ammende mødre, en indianer med telefon, en katolsk præst, en militær kadet osv.

LAGOS' 35-årige datter Carmen trådte til sidst offentligt frem og sagde, at "min far er utrolig følsom." Følsomhed har stor værdi i billedmediets tidsalder, hvad Bambi-Blair forlængst har opdaget.
Altsammen efterligning på efterligning. Denne 'mimetiske' pardans i den politiske midtes mange selvspejlinger er ikke kun et chilensk fænomen, men et træk, der er forstærket siden den kolde krigs afslutning. I Chile, der var et af de store ofre for den kolde krigs værste ideologiske udskejelser - som Pinochets, CIA's og Henry Kissingers - gør det et ekstra stort indtryk at se, hvordan den politiske forbrødring på midten udspiller sig.
I sin første officielle erklæring har Ricardo Lagos lovet at være alle chileneres præsident og løse de smerter i nationens sjæl, som det 20. århundrede efterlader. "Dette århundrede har lært os en ting: at beskytte hver enkelts rettigheder og værdighed... og især forsvare menneskerettighederne som grundlag for det samliv vi har opnået."
Hans chancer for at føre national samlingspolitik på det grundlag er bedre end nogensinde, også selv om Pinochet vender tilbage til Chile. Joaquín Lavín har efter nederlaget strakt en åben hånd om samarbejde frem, og det er en symbolsk gestus, som viser, at også den chilenske højrefløj er blevet moden til at acceptere demokratiets spilleregler. Det lover godt for Chiles fremtid.bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu