Læsetid: 4 min.

Chirac, der svigtede sin nation

I modsætning til sine forgængere har Chirac aldrig haft en klar forestilling om Europa. For Chirac har Europa altid snarere været et problem end en løsning og snarere en trussel mod nationens suverænitet og traditioner end en chance for at genforny dens vitalitet, skriver Storbritanniens tidligere Europa-minister
25. maj 2005

Mens Frankrig ulykkeligt haltende nærmer sig sit rendezvous med en sand skæbnedato for Europa på søndag, står det efterhånden klart, at det franske folk vil stemme om alt muligt andet end lige akkurat indholdet af den EU-forfatning, der er til afstemning. Frem for alt vil franskmændene stemme ja eller nej til deres præsident, Jacques Chirac - en mand, som har domineret sit lands politiske scene i længere tid end nogen anden i europæisk politik. Chirac var Frankrigs premierminister (første gang i 1974. red.), da Harold Wilson endnu havde adresse i Downing Street, da Bill Clinton blot var en ambitiøs opkomling fra Arkansas og Helmut Kohl en mindre provinspolitiker i Tyskland

Hos Chirac er alt fysisk kontakt - et ansigt, der bryder ud i en bred entusiastisk grimasse, hænder, der rækker ud for at berøre hud, og et behov for at konsumere mad og drikke uden at lægge ekstra kilo på, da hans vitale energiudstråling altid synes at forbrænder kalorierne fra de øl, hans altid nedsvælger ved de endeløse måltider rundt om hvilke Europas ledere bestemmer EU's fremtid.

Frankrig har haft fem præsidenter, siden Charles de Gaulle overtog ledelsen af landet efter Den Fjerde Republiks ulykkelige forlis i 1958. De første fire præsidenter efterlod sig et forandret Frankrig. Og så blev Jacques Chirac valgt i 1995.

Hvad han har opnået, når man ser tilbage på hans 10 år lange embedsperiode. Pas beaucoup. Ikke siden mellemkrigstiden har Frankrig haft et så miserabelt årti. Væksten har været helt utilstrækkelig og selskabsprotektionisme har hjulpet dem med kontakter eller job i staten, men efterladt en vedvarende høj ledighed.

Paris og Cannes er spektakulære byer at gæste, men forlader man de franske autoroutes' hovedspor og besøger en mellemstor by med dens kroniske arbejdsløshed og afhængighed af velfærdsstøtte eller tager til de enorme forstadsboligblokke, hvor fem millioner franske muslimer henslæber en kummerlig tilværelse, møder man et meget anderledes Frankrig - stagneret, uudviklet og uden nogen klar følelse af retning eller formål.

Deroute på alle hylder

I politik brød Chirac magtens første regel - bevar den! - da han fulgte rådet fra sin nærmeste rådgiver, tidligere udenrigsminister Dominique de Villepin, opløste parlamentet i 1997 og udskrev nyvalg.

Han håbede på at få et klart borgerligt flertal, men endte med en socialistisk regering, som gennemtvang en spændetrøjelovgivning om reduceret arbejdstid til 35 timer, der efterlod det franske arbejdsmarked uden tilstrækkeligt manøvremuligheder i den nye globaliserede økonomi. Mange franske byer og landsbyer er nu afhængige af de daglige billige flybilletter fra EasyJet og Ryanair og de penge, som den over en million europæere, der har deres andet hus i la belle France, pumper ind i disse frakoblede landboøkonomier. Franske intellektuelle, som engang dominerede verden med deres fremsynede ideer og tænkning, er simpelt hen ophørt med at producere værker, som andre end en smal inderkreds gider læse. Mange af Frankrigs bedste hoveder er brudt op for at arbejde andetsteds - og næsten alle søger de tilflugt i de så forhadte og frygtede angelsaksiske økonomier.

Chirac kunne have indtaget et klart standpunkt i forhold til Irak - enten ved at gøre klart, at han ikke troede på, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben eller ved at fremlægge en alternativ strategi for, hvordan Saddam effektivt kunne presses til at indordne sig under FN's resolutioner.

I stedet gav han Tony Blair og George W. Bush ret i deres vurdering af, at Irak havde masseødelæggelsesvåben og forvandlede derpå FN til en arena til at score politiske point, afslutningsvis med det berømte veto, der blev meddelt over for et par journalister under et tv-interview - næsten som en tilfældig strøtanke.

Østeuropæiske hovedstæder som Warszawa og Prag har traditionelt følt tætte bånd til Paris, men blev grundigt stødt over den nedladende tone, den franske præsident mødte dem med, da de som klassens nye elever havde sluttet sig til EU. De blev yderligere pikeret, da han nægtede at følge Storbritanniens eksempel og tillade at give polakker og tjekker chancen for at arbejde i Frankrig.

Vil komme stærkt igen

I sine forsøg på at overtale franskmændene til at stemme ja til den nye EU-forfatning, har Chirac tilsyneladende ladet sig smitte af den britiske syge - Brussels-bashing, Bruxelles-nedrakning. Han lagde ud med at kritisere den nye kommissionsformand Barroso og tog afstand fra selv de mest beskedne forslag - Frankrig var gået med til lignende tiltag, da Romano Prodi var kommissionsformand - der skulle muliggøre større konkurrence inden for økonomiske områder som ejendomshandel, ski-instruktørbranchen eller byggebranchen.

I modsætning til sine forgængere har Chirac aldrig haft en klar forestilling om Europa. Ligesom for mange britiske konservative har Europa for Chirac altid snarere været et problem end en løsning og snarere en trussel mod den nationale suverænitet og nationale traditioner end en ny måde at tilføre nye værdier til det, nationen gør.

Frankrig har brug for en ny måde at forholde sig på til sine naboer i et EU under stadig udvidelse og en ny verden af åben handel, rejser og idéudvekslinger.

Uanset hvad udfaldet bliver af den franske folkeafstemning om forfatningen får Frankrig hårdt brug for en periode med moderniseringer, reformer og fornyelse under et nyt lederskab. Frankrig vil givet komme tilbage, som det har gjort før, og overraske Europa og verden med ny vigør. Og jo før jo bedre - for Europa og alle vi europæere, som elsker Frankrig og er perplekse og ilde til mode over dets aktuelle deprimerende tilstand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her