Læsetid: 4 min.

Chiracs afro-vals

29. juli 1999

To skridt frem og et tilbage - eller omvendt - det er det indtryk man får af Frankrigs Afrika-politik, der nok bevæger sig i retning af større åbenhed, mindre sammenspisthed med franskvenlige diktaturregimer, men stadig lider under tvetydighed og forbløffende tilbagefald. Det sidste især takket være præsident Jacques Chirac, der aldrig har udmærket sig ved konsekvens og principfasthed.
Chirac er vendt hjem fra en Afrika-rejse, der på forhånd var proklameret som en slags håndsrækning til demokratiet, men mere kom til at ligne et skulderklap til Frankrigs gamle diktatorvenner - "de lokale Milosevic'er", som den camerounske forfatter Mongo Beti har udtrykt det.
Vejen er lang fra den lukkede, antidemokratiske politik med korrupte økonomiske forbindelser og hyppige militære interventioner, som Frankrig førte i kølvandet på kolonitiden - med de tidligere franske kolonier som eksklusivt aktionsfelt. I en berømt tale på den fransk-afrikanske topkonference i La Baule i 1990 proklamerede præsident Mitterrand som et nyt princip, at Frankrig ville privilegere forbindelserne med de lande, der respekterede demokratiske principper eller gjorde klare fremskridt hen imod demokrati, frihed og respekt for menneskerettigheder.

Siden da har de franske regeringer i det mindste i ord opmuntret demokratiets udvikling i Afrika. Normaliseringen består også i, at Frankrig nu fører en aktiv politik over for afrikanske lande uden for 'det fransksprogede Afrika'. I fjor besøgte Chirac således på en og samme rejse fire lande uden for den traditionelle franske interessesfære - Sydafrika, Namibia, Angola og Mozambique - og i sidste uge besøgte han foruden de tre 'franske klienter' Togo, Guinea og Cameroun også den tidligere britiske koloni Nigeria. Chirac udtalte, at rejsen på en gang var udtryk for "trofasthed over for gamle venner" og "åbning" i retning af andre afrikanske lande.
I Nigeria gik han så vidt, at han slog til lyd for dette lands indtræden som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd. Dette forslag kan ses som et lidt mekanisk udtryk for den opfattelse, at verdensdelen Afrika bør være permanent repræsenteret i rådet, og at Nigeria som kontinentets folkerigeste land vil være den naturlige kandidat til rollen. Det kan også opfattes som en form for kompliment til denne afrikanske stat, der i dag udmærker sig ved demokratiske tilstande, og som Frankrig i øvrigt har udviklet omfattende økonomiske forbindelser med.

Forud for denne rejse tilkendegav officielle kilder, at Chirac ville benytte lejligheden til overalt at indskærpe nødvendigheden af demokrati og retssamfund. Rejsen ville så at sige stå i demokratiets og menneskerettighedernes tegn. Men på dette område blev rejsen dybt skuffende, og visse konkrete tegn, som man havde ventet i forbindelse med Chiracs besøg i de tre mere eller mindre despotisk regerede lande Togo, Guinea og Cameroun, udeblev. Chirac vendte tomhændet hjem, og i Togo støttede han endog åbenlyst general Eyadema, der har regeret landet med jernhånd i 32 år. I en forbløffende udtalelse tog den franske præsident afstand fra Amnesty International, der i en rapport har anklaget Eyadema-regimet for at have myrdet flere hundrede politiske modstandere og kastet dem i havet. Rapporten var et resultat af manipulation, mente Chirac, og Eyadema havde med rette indgivet klage mod Amnesty International.
I Guinea havde man håbet, at Chirac ville bruge sin indflydelse til at opnå frigivelse af oppositionslederen Alpha Condé, der har siddet fængslet i over syv måneder. Condé var ved et forfalsket præsidentvalg i fjor modkandidat til general Lansana Conté, der har været ved magten de sidste 15 år. Chirac opnåede intet andet end at styrke Contés prestige med sit besøg.
Et lignende resultat synes Chirac at have opnået i Cameroun, hvor Paul Biya er ved magten siden 1982 - en 'præsident' af den slags, der er valgt og genvalgt med op til 99,98 procent af stemmerne (det officielle resultat i 1984), og som praktiserer etnisk eksklusion og undertrykker al opposition.
Problemet med Chirac er, at han - med et udtryk lånt fra det franske - 'siger alting og det modsatte', og at hans ord derfor har ringe vægt. Den ene dag er han korsfarer for demokrati og retssamfund i Afrika, den anden snakker han afrikanske autokrater efter munden og mener, at Afrika må bevare sine egne normer eller - som han sagde en dag i Abidjan, Elfenbenskysten - at demokrati er en luksus for afrikanerne. Det svarer til, at han hjemme i Frankrig snart fordømmer Front Nationalt som et racistisk parti, snart udtrykker sin for-ståelse for gode franskmænd, der reagerer mod "lugten på trappegangen" fra indvandrerne...
Der er al mulig grund til at følge reformerne i den franske Afrika-politik med sympati. Men så længe Jacques Chirac har ret til at tale på Frankrigs vegne
- og udøver denne ret på sin egen impulsive og uberegnelige måde - risikerer man at komme ud for stadig nye skuffelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu