Måske bør man relativere det tilsyneladende jordskred, der er sket i første runde af det franske nationalforsamlingsvalg: Det franske vælgerkorps er notorisk letbevægeligt. Reglen er, at man "bliver gal i hovedet" og stemmer imod den siddende regering og/eller præsident ved hvert valg. I 1981 stemte man imod Giscard d'Estaing, i 1986 imod Mitterrand, i 1988 imod Chirac, i 1993 imod Mitterrand, i 1995 imod Balladur (til fordel for den dengang mere "sociale" Chirac).
Mens briterne var 18 år om at distancere sig fra thatcherismen, er man hurtig til at skifte mening i Frankrig. Allerede i 1983-84 vendte strømmen sig drastisk imod Mitterrand - i meningsmålinger som ved kommunalvalg og Europa-valg.
Disse hurtige og bitre reaktioner afspejler måske en dyb krise for det politiske liv i Frankrig, en desorientering og desillusionering, der kalder på sanering og reformer, og som - i fravær af sådanne - varsler ilde for fremtiden. Set i dette perspektiv er der mindre grund til at fortolke socialisternes fremgang som en begejstret tillidserklæring til deres program og til Lionel Jospin, end som en tordnende mistillidserklæring til præsident Chirac og regeringen Juppé. Iøvrigt er det på sin plads at minde om, at socialisterne ved valget i 1993 blev "straffet" endnu hårdere end højrepartierne i dag.
Udover disse forbehold må man huske, at det endelige valgresultat først kommer i anden runde den 1. juni. Men første runde gav et overraskende dramatisk resultat, et mere markant skred, end nogen meningsmåling havde forudsagt.
Det er det hidtil dårligste valgresultat for det demokratiske højre (gaullister, liberale og centrum) i den Femte Republiks historie. For socialisterne blev det et klart comeback efter 1993 - allerede startet på meget overbevisende måde ved Jospins resultat som præsidentkandidat i 1995 (endnu et eksempel på de hurtige franske pendulbevægelser). Socialisternes fremgang i dag er stort set af samme omfang som regeringspartiernes tilbagegang. Endelig er der tale om klar fremgang for det højreekstremistiske parti Front National i forhold til 1993.
Hvad der end sker i anden runde, er resultatet af første runde en katastrofal fiasko for præsident Chirac, der som den første præsident i den Femte Republik har opløst Nationalforsamlingen og udskrevet valg i utide uden nogen af de to begrundelser, der hidtil har legitimeret en sådan beslutning: Et netop overstået præsidentvalg eller en åben politisk krise. Chirac slog til med et fremskyndet valg for at undgå et stort nederlag, som aftegnede sig med stor sandsynlighed ved den ordinære valgtermin i foråret 1998. Han satsede på, at oppositionen var dårligt forberedt.
Chirac spillede højt spil. Hans beslutning var fuldt lovlig, og ingen har anfægtet den på det juridiske eller forfatningsmæssige plan. Man tilgiver også tit en politiker - og Chirac er og bliver mere politiker end statsmand - at han spiller politisk poker, især hvis han vinder. Men reaktionen i den franske vælgerbefolkning under valgkampen og på valgdagen antyder en misbilligelse af Chiracs taktiske beslutning, en utilfredshed med et uberettiget valg og måske et signal om, at Chirac er gået for vidt i sin kynisme.
Disse fornemmelser udgør i givet fald kun et element i en bredere reaktion mod en upopulær regering. Chirac forstærkede indsatsen og risikoen, da han lod forstå, at formålet med valget var at sikre et nyt fem-årigt mandat for en regering under ledelse af Alain Juppé. Denne havde selv presset på for valget - uden at indse, at valgkampen for ham ville blive en veritabel "mission impossible" eller kamikaze-aktion.
Regeringen lovede "forandring", men uden at skitsere hverken en ny politik eller lancere en ny leder. Inden for højre var der en klar stemning for at skifte premierminister, og oppositionen havde let spil med den indlysende parole, at forandring forudsætter et andet flertal i Nationalforsamlingen. Og kravet om "forandring" er kun en eufemisme for dyb utilfredshed med en regering, der prisgiver beskæftigelsen og de sociale hensyn til fordel liberale doktriner og en ensidig monetært orienteret Europa-politik, fører en kriseforstærkende økonomisk politik og ophøjer "markedet" - og finansmarkederne - til højeste myndighed, hævet over parlament og politisk vilje.
I et sidste forsøg på at undgå at blive ramt af den boomerang, han selv har afsendt, har Chirac så omsider besluttet at ofre Juppé. Det sker i panik mellem de to valgrunder. Tirsdag aften vil Chirac atter henvende sig til nationen - for fjerde gang i løbet af valgkampen - men hvad har han tilbage at sige? Antagelig noget med en ny start. Men Chiracs største 'gave' til det franske folk i den nuværende situation er fyringen af den regeringschef, han selv har udnævnt og så længe holdt fast ved. Denne gave kan måske fremkalde "relativ jubel", men er det nok til at redde Chirac fra det mistillidsvotum, første valgrunde har signaleret?
B.V. (Børge Visby)
