Læsetid: 2 min.

Chiracs primitive kunst

Den franske præsident Jacques Chirac, klippede tirsdag snoren over til et museum, der måske sikrer hans eftermæle
22. juni 2006

PARIS - Tirsdag i denne uge klippede præsident Jacques Chirac snoren over til Musee de Quai Branly, et enestående nyt museum i hjertet af Paris for såkaldt 'primitiv kunst'. Nye og gamle værker af nord- og sydamerikanske indianere, australske aboriginals eller afrikanske pygmæer blandes skønsomt med endnu flere i museets permanente udstilling med 3.500 værker på 4.500 kvadratmeter. Tæller man hele samlingen med, er det op mod en halv million værker fra alverdens yderste hjørner, der nu er samlet i arkitekten Jean Nouvels funklende kæmpemæssige og højst originale bygningsværk ved Seinens bred.

Museet udgør den kontroversielle sammenlægning af den etnografiske samling fra Musée de l'Homme og det nu lukkede Museum for afrikansk og oceanisk kunst ved Porte Dorée. Tilstedeværelse af FN's generalsekretær Kofi Annan, nobelspristageren Rigoberta Menchu fra Guatemala, der forsvarer indianernes sag, og ikke mindst fransk antropologis Grand Old Man, den nu 98-årige opfinder af strukturalismen, Claude Lévy-Strauss, gjorde åbningen af Quai Branly til en verdensbegivenhed. Intet skyggede for junisolen over Seinen, og tilstedeværelsen af Chiracs premierministre gennem tiderne fra både højre- og venstrefløjen føjede lidt fransk politisk parfume til den tv-transmitterede begivenhed.

Templet for Chirac

I kulissen kaster franske forskere imidlertid stadig skygge over projektet. Selvom verden nu sætter et velgørende spotlight på den kunst, ingen kan give navn - hvis den er 'primitiv', 'fremmed', eller 'første', hvad er det så i forhold til - er der fortsat stor utilfredshed med, at der ikke er sat tilstrækkelige forskningsmidler af til det ny museum. Dermed står de 'fremmede' objekter i fare for af ren uvidenhed at blive annekteret af præcis det centraleuropæiske kunstsyn, museet officielt set skulle udgøre en modpol til. Forskerne hævder, at de genstande, der nu så europæisk smukt udstilles på Quai Branly er taget ud af deres kulturelle sammenhæng. Både fransk og europæisk presse sætter dem i disse dage på linje med Venus fra Milo eller Mona Lisa, og det er netop faren, advarer specialister. De skrøbelige sager indskriver sig, hverken i samme historie- eller kunstsyn, som den verden, der nu tager dem til sig, men som førhen koloniserede og tilintetgjorde dem.

Den samlede presse er til gengæld enig om, at man ikke kan drage præsident Chiracs oprigtige interesse for disse kunstformer i tvivl. Ifølge dagbladet Libération er det nye museum udtryk for en af præsidentens få velstrukturerede overbevisninger, nemlig "at samtlige kulturer bør anerkendes på lige fod i en multikulturel verden". De, der personligt omgås præsidenten, beretter om Chiracs foragt for kristendommens arrogance, en religion, der "hverken har den tolerance eller oprigtige mystiske dybde, der kendetegner de asiatiske religioner". I 1992 nægtede Chirac, som borgmester for Paris, at tilslutte sig fejringen af femhundredeåret for Columbus 'opdagelse' af Amerika, det var Chiracs udenrigsminister de Villepin, der talte imod invasionen af Irak, og det er også Chirac, der for nylig stod bag initiativet til at gøre slaveriet til "en forbrydelse mod menneskeheden".

Præsident Chirac havde forsvoret, at indskrive sit navn i parisisk beton. Præsident Pompidou lever fortsat i Centre Pompidou, Mitterrand byggede en glaspyramide i Louvre, en triumfbue i la Defense, en Opera, et institut for arabisk kunst og det Mitterrandbibliotek han nærmest åbnede på sit dødsleje. Det er muligvis templet for sin egen historiske overlevelse, den for tiden så upopulære præsident, tirsdag klippede silkesnoren over til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu