Læsetid: 4 min.

Chiracs valg

22. april 1997

I JULI FASTSLOG præsident Jacques Chirac kategorisk, at han kun ville udskrive valg, hvis Frankrig befandt sig "i en politisk krise". I aftes udskrev han valget, er Frankrig så i krise? Ja - det har landet været i årevis. Ikke mindst siden Chirac blev præsident i maj 1995. Har han erkendt det? Næppe, for han fremlægger ikke en ny politik. Hvad er der så sket i mellemtiden, der pludselig gjorde valget 'nødvendigt'? Svaret er: Intet. Hvis man altså ser bort fra, at Chirac har været vært for en intensiv kommen og gåen af politiske allierede og valgforskere, der har overbevist ham om, at nu er tidspunktet inde.
Krisen består dels af den stigende sociale opløsning, som hærger Frankrig mere end de øvrige vesteuropæiske lande, dels af struktur-problemer i økonomien: Statsejede virksomheder sluger kolossale beløb af statskassen, andre - som f.eks. storbanken Credit Lyonnais - får subsidier i milliardklassen, når det har underskud. Chiracs formål med valget er imidlertid ikke at løse krisen, kynisk sagt vil han forlænge den ved at sikre sin kontrol over parlamentet.
Midlet er at komme en politisk katastrofe i forkøbet. Hans ministerpræsident, Alain Juppe, er den mest upopulære landet har haft i nyere tid. Selv klarer han sig marginalt bedre: Chirac svinger mellem at være den mest upopulære og næstmest upopulære præsident.
Det sidste kan han blæse på: Chirac skal først på valg i 2002. Men det store borgerlige parlaments-flertal, som holder Juppé og Gaullistpartiet ved magten, skulle på valg senest i marts 1998 - og forestående økonomiske stramninger ville sandsynligvis fælde den. Ergo udskriver Chirac valg for at forlænge flertallets udløbsdato.

ÅRSAGERNE TIL det forudsete katastrofale forløb for gaullisterne er mange, men kan dog sammenfattes i to navne: Chirac og Mitterand.
Jacques Chirac vandt præsidentvalget på et program om guld og grønne skove. Han lovede franskmændene intet mindre end en hel million nye arbejdspladser. Arbejdsløsheden er steget lige siden. Han lovede skattelettelser. Siden er skatter og afgifter steget. Hans vigtigste valgløfte var hjælp til det stigende antal fattige og de mange, der blev udstødt fra arbejdsmarkedet og det sociale liv.
Som præsident har han skåret ned på socialhjælpen og netop fremlagt et forslag til socialreform, der tar fra de allerfattigste. Kort fortalt er han ikke bare løbet fra alle sine valgløfter, men har gjort ondt værre. I valgkampen var han lunken tilhænger af ØMU'en, EU's økonomisk-monetære union. Som præsident har han slavisk fulgt den nedskæringskurs, der var nødvendig for at opfylde adgangskravene.

CHIRAC ER EN politisk slider og kynisk hasardspiller. Han vandt sit valg dengang ved energisk at storme landet rundt; da flertallet blev talt op, var der stort set ikke ét barn tilbage, hvis hår han ikke havde klappet. Naturligvis vidste han, hvis han havde selvreflektoriske øjeblikke, at han ikke kunne holde sine valgløfter. Men han vidste, at de var nødvendige for at vinde. "Valgløfter forpligter kun de som tror på dem," er han engang kommet til at sige højt.
Chirac tror åbenbart, at trick'et fra '95 stadig virker; i hvert fald lover han igen frejdigt nye skattelettelser som tak for nye stemmer.
Den borgerlige regeringskoalitions flertal er historisk stort, fordi det blev valgt mens Francois Mitterrand var præsident. I sin anden præsident-periode havde han opgivet alle socialistiske idealer, og desillusionen rakte langt ud over partiet. Mitterands machiavelliske manøvrer havde samtidig udraderet alle rivaler. Kun én førende socialist kunne han ikke udslette; Jacques Delors havde bragt sig i sikkerhed uden for stenansigtets destruktive rækkevidde som formand for EU-kommissionen. Men Delors turde ikke udsætte sig for folkets dom i et præsidentvalg, som alle vidste ville være et internt borgerligt opgør.
Derfor kom socialistpartiet forslået og invalideret fra start i præsidentvalget i 1995, og kadrene nærmest smålo af medlidenhed, da den forpjuskede skolelærer Lionel Jospin blev udpeget til - forventeligt - at blive spist levende af den rå og professionelle Chirac.
Det gik meget anderledes: Jospin fik i lyntempo genskabt entusiasmen i partiet og førte en valgkamp så energisk og overbevisende, at han overraskede med 47,4 procent af stemmerne.
Siden har Jospin genopbygget partiet og er godt i gang med at reformere det med Delors som grå eminence. Der er mange paralleller til Tony Blairs 'New Labour' i Jospins nye franske socialistparti: Økonomisk ansvarlighed, privatisering med et menneskeligt ansigt etc. Bortset fra én afgørende detalje: Jospin siger klart, at han er for ØMU'en.
Men i søndags kastede han en brand ind i både den franske valgkamp og i EU's velkørende ØMU-maskine ved kategorisk at afvise yderligere nedskæringer, for at Frankrig kan opfylde kravene til medlemsskab af ØMU'en.

DET ER DISSE, Chirac vil sikre med et lynvalg, før konsekvenserne får vælgerne til at sætte gaullisterne på porten: Der skal yderligere hårde nedskæringer til, hvis Frankrigs forventede budgetunderskud på 3,8 procent skal ned under 3,0 procent.
Hold på hat og briller! Dette blir en valgkamp på liv og død. Taber Chirac, risikerer han - og Frankrig - at være politisk lammet til 2002. Vinder Chirac, fortsætter Frankrigs tumlende kurs mod ØMU, med alle kursens værste forudsigelige konsekven-ser af social nød og uro.
Vinder Jospin, og står han fast på sin kategoriske afvisning af ØMU-inducerede nedskæringer, så kommer der for alvor nye boller på den europæiske suppe. Først og fremmest vil euro'en endeligt blive sat på EU's politiske dagsorden som det den er:
En politisk union - og Frankrig få mulighed for at afslutte sin politiske krise.

pety (Peter Tygesen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her