Læsetid: 11 min.

Chiritas vrede og tålmodighed

'Jeg er her fordi dette land har alt det som Europa endnu ikke er ankommet til,' siger forfatteren Jens-Martin Eriksen i denne første artikel om multikulturalismen set fra Malaysia
6. juni 2005

Folk lever som får her i dette land, se på dem - Chirita vender sig bort fra vores bord foran restauranten og peger ned mod markedet, hvor folk går rundt og handler, andre falbyder varer af enhver art, pirat-cd'er og film, tæpper, kød og grøntsager, sko. Der forekommer at være en bevægelse i begge retninger ad markedsgaden, man snager og roder i tilbudene under de nøgne pærer ved teltboderne - men det pittoreske interesserer ikke min værtinde denne aften. Hun er mere optændt af utålmodighed og vrede, end da jeg mødte hende i Europa for et halvt år siden.

Folk her i landet er kun interesseret i at æde og lade sig lede som får. Der er ingen interessante nyhedsmedier, ingen interesse for litteratur. Partierne, og i særlig grad det regerende muslimske parti styrer alle medier. Jeg kan slå op i aviserne ved bordet, og selv få syn for sagn. Alt er ulykker, sensationalistisk kriminalstof, sport og regeringschefen Abdullah, der åbner snart den ene bazar, snart det andet velgørenhedsarrangement og snart den tredje festdag for små skolepiger, hvor de overrækker ham blomster - og hvor han fortæller dem, at landet har en stor fremtid, hvis de alle sammen i Malaysia forstår at beskytte deres dyd og deres værdier mod denne verdens forfald og skadelige indflydelse og forsage alkohol og sex og rockmusik. Det leder alt sammen kun til fordærv. Chirita er ved at kvæles af grin af sarkasme i sit parathabrød over denne nationale, politiske kitsch, som hun ser det.

Er der da slet ingen andre muligheder? Hun kan da i det mindste ikke være den eneste, der ser på det hele så utaknemmeligt, hun er ikke den eneste ikke-muslim i dette land, hvor hun tilhører det indiske mindretal, som trods alt udgør omtrent 10 procent af befolkningen. Kineserne udgør omtrent 30 procent. Med deres manglende respekt for nogen religiøs forsagelsesideologi må de have noget tilfælles, som skulle kunne danne grundlag for en verdslig kultur, som kunne afspejles i medier og kultur og kunst, de kunne samles om? Jeg forsøger at være lidt opbyggelig. Men det falder til jorden. Der findes ganske vist et website, ikke engang en avis, Malaysiakini, som har en god, kritisk og intellektuel tilgang til den multikulturelle virkelighed i Malaysia. Men hun læser den efterhånden sjældent, må hun indrømme. For ganske vist skriver de kritisk på Malaysiakini, men det fører ikke til noget, der er ingen mærkbar effekt af det, de skriver. Det, der mangler er autenticitet og sandhed, men et oppositionsmedie som Malaysiakini er for svagt til for alvor at vække folk.

Mediet bliver selv en del af løgnen, af hykleriet og den kulisse, der skal være med til at foregive, at dette land har et demokrati. På denne måde er websitet en del af det man kunne kalde en virkelig repressiv tolerance, for det truer ingenting for alvor ved dets eksistens. Det er med til at foregive, at der eksisterer et demokrati, som reelt slet ikke eksisterer. Men folk er ligeglade, bare de kan æde. Og muslimerne æder mest, men os, vi indere, vi æder også, griner Chirita. Det er for at glemme, man æder for at glemme, det er i det mindste middelklassens privilegium, den kan æde lige så meget den vil!

Hun kan på en måde virke som en hvilken som helst oprørt ung forfatter fra et hvilket som helst vestligt land, der er ved at brække sig over den almindelighed, som hun vil afskærme sit liv fra for at finde et sted at skrive - i det mindste. Men det er hun ikke. Dog er hun forfatter, har fået udgivet et par bøger her i landet, og arbejder til daglig som tekstforfatter på et reklamebureau - er sidst i 40'erne og med til at forsørge sin familie med to sønner.

Hun læner sig over mod mig ved bordet. Jeg må forstå det; den rigdom jeg ser her i Kuala Lumpur, den er kun overflade, for det er ene og alene penge, det hele kommer an på. Her findes der intet demokrati, intet sandt demokrati, ingen menneskerettigheder, for Malaysia er det eneste land i verden, hvor racismen officielt er knæsat i forfatningen som et princip. Hun er som inder, og med hende også hele hendes familie, den gruppe i samfundet, som er forfordelt. Velkommen til det multikulturelle paradis! Vi skåler i øl.

Hvilke kompromisser

Den samme dags eftermiddag hen ad ved syvtiden, jeg ankommer i en taxa til villavejen, hvor Chirita bor med sin familie, inde fra mit hotel midt i Kuala Lumpur, med alt til hotelfaget hørende, så som udsigt lige over til Petronas Towers, Kuala Lumpurs Twin Towers, der rejser sig mod himlen i metal og glas og giver mindelser om Gaudis katedral La Sagrada Familia i Barcelona, men her i monsterskala. Hotellet er desuden udstyret med swimmingpool på 12. etage og sauna, massagerum og fitnessroom, og med 24 timers Deli i stuen, shoppingmall og bar - et sært, tomt og dystert lokale, hvor der altid stinker af rottebekæmpelsesmiddel, og hvor en buttet og næsten afklædt thaikvinde synger sine hæslige viser hver aften akkompagneret af en mand med en slags altmulig musikmaskine; pornoorgel, guitar og trommer i ét. Efter klokken 20 frekventeres dette skumle lokale af sørgeligt, ørkesløse udenlandske forretningsmænd, som over et hav af bajere sidder og slapper af og græder ned i deres øl, mens de kigger op på sangerinden. Jeg har et par gange dristet mig til at træde ind i lokalet under disse for landet så løsslupne omstændigheder, for at smage en tår af mit hjemlands drik fra bryggeriet ude i Valby. Men de grædende kigger på én, dog ikke truende - bare som om man allerede er død!

Mærkeligt, pludseligt at se hinanden her, vi har kun mødtes nogle dage på et forfatterrefugium i Europa, hvor det var hende, der var den fremmede. Nu med ét, er det hende, der er hjemme, og jeg selv, der må spørge mig for. Sønnen står lidt bagved hende, og hun introducerer os for hinanden. Han stirrer på mig med sine store øjne. Men jeg bemærker at han har det samme blik, også når han ser på sin mor, og med mærkeligt abrupte bevægelser går han rundt i stuen, som om han er et barn, eller indelukket i sin egen verden. Han er tydeligvis mentalt handicappet, men som en del af den kodeks man finder i sit liv, så orker Chirita end ikke at omtale dette forhold. Jeg må selv finde ud af, hvem jeg er i hendes hjem, et forhold jeg genkender fra andre familier, et spørgsmål om værdighed naturligvis. Hendes mand vil også være der om en times tid. Jeg hilser også på hendes yngre søn, der er studerende, og nu går og venter på et legat til et ophold i Tyskland. Det er så her middelklassen bor, i et stort toetages hus på en stille villavej i byens skønne udkant, op mod grænsen til regnskoven og bjergene, fredsommeligt og trygt.

Jeg slår mig ned i sofaen til min øl. Den syge søn går som en skygge igennem huset, fra et rum til et andet, hvileløst forekommer det. Så lejrer han sig foran mig, abrupt, som om han har taget tilløb, og vil drikke af min øl, muligvis skåle med mig. Han kan dog ikke holde på glasset selv, og vil have mig til at hjælpe med at hælde øllet ind i sin mund. Han får lidt, og den bitre smag ser ud til at gå ham på. Chirita kommer og griner og ryster på hovedet og fører sønnen ud i køkkenet. Han er som et lille barn, siger hun. Hendes man kommer i det samme, i fuld ornat fra forretningslivet. Lidt efter dukker han op igen i dagligstuen, nu iført en art folkedragt, dvs. skjorte og med den sarong, som indere går med.

Jeg sætter mig ved siden af manden i huset, vi taler sammen, mens han mader sin søn med vermicelli, som Chirita har tilberedt. Jeg kan lide den selvfølgelige måde alt foregår på, og diskretionen med hvilken de naturligt forventer af mig, at jeg forstår de forhold, som de må tage med hensyn til bordskik og deres mentalt syge søn.

Jeg nipper lidt til både øl og mad, da jeg skal spise middag med Chirita senere. Hendes mand forstår, jeg er her i Malaysia for at skrive om multikulturalisme. Det er sandt nok, jeg er lidt træt af den diskussion vi har i Europa, hvor det ikke så meget er tanken, der tæller, som det er markeringerne, men uden at man egentlig er forfærdeligt bekymret over, hvor lidt man faktisk ved om det, man artikulerer sig om. Men hvad er multikulturalisme? Helt konkret, hvad indebærer det, hvilken virkelighed indebærer det multikulturelle koncept og hvilke kompromisser må man indgå, når man indforskriver sig til dette ideal? Jeg er her fordi jeg er nysgerrig og fordi det multietniske Malaysia forekommer mig at være et samfund, der har alt det, som vi i Europa endnu ikke er ankommet til.

Chiritas mand foreslår, at jeg endelig ikke må glemme at nævne apartheid, når jeg vil skrive om multikulturalisme, for de to begreber er uadskillelige. Han har ført diskussionen 100 gange før, og jeg er bare endnu én i rækken, kan jeg mærke. Alle mine indsigelser er muligvis bare replikker i et allerede skrevet manuskript. Jeg kan ikke fortsætte, men jeg fortsætter ufortrødent. Kunne man ikke forstå det mere venligt, disse privilegier, som jeg er bekendt med muslimerne har, som en art affirmative action vi kender fra USA? Hvis jeg ikke har begrebet det før, så sidder jeg til middag hos indere, et belejret mindretal i et muslimsk land, som de selv ser det. Og affirmative action i USA blev lovfæstet for at hjælpe et mindretal ud af en social uacceptabel situation, men her i Malaysia, der er privilegierne forbeholdt flertallet af befolkningen.

Jeg forsøger mig med min viden om Bosnien, hvor der stort set eksisterer den samme demografiske nøgle, som her i Malaysia - når vi generelt tænker på fordelingen af tre forskellige religiøse grupper. I det multikulturelle eksperiment i Europa forsvandt staten ganske simpelt, mange mennesker mistede liv og ejendom, samfundet blev totalt ødelagt - og det eneste, der er tilbage er en international konstruktion under navnet Bosnien-Hercegovina, men som ikke består af andet end interne magtkampe, og som er fuldstændig afhængig af international hjælp og beskyttelse. Det må vel sige et og andet om, at man trods alt har fundet en art formel her i Malaysia, hvor der er fred, sikkerhed, rigdom og stabilitet? Men det tilfredsstiller ham ikke. For hér er hér, og ikke andre steder. Uretfærdigheden eksisterer i hans eget liv, i hans families liv, under det man kalder multikulturalisme.

Kolonitidens efterladte

Senere sidder jeg uden for den indiske restaurant ved aftenmarkedet i Bangsar-kvarteret. Chirita fortæller mig, at der eksisterer en stor vrede i befolkningen, og jeg forstår, det er blandt inderne især, den findes. Hun fortæller om, da den etniske vold brød ud i 1969 mellem kinesere og indere på den ene side og muslimer på den anden. Hendes ven var øjenvidne og så hvordan politiet - det muslimske politi - lod indtrængende muslimer med våben gå fri, til trods for at der er dødsstraf for våbenbesiddelse i dette land. Det viser for Chirita, at den anden del af dette samfund, den ikke-muslimske del, lever på nåde og barmhjertighed - men ikke med rettigheder - i dette samfund.

Ingen lider nød, ikke materiel nød, det er et rigt samfund som i Vesten. Kuala Lumpur giver indtryk af at være New York eller Paris, med shoppingmalls så store som hele kvarterer, mærkeligt forskruede, døde i hovedet teenagere, mest kinesere, står i støjhelveder i disse skøre og uendelige og vanvittige labyrinter af indendørs forretningsgader og tilbringer noget der ligner uendeligheden i helvede, dag efter dag, så de intet har at frygte efter dommedag, hvor Gud skal hælde sin syv skåle af vrede ud over verden eller syndfloden skal skylle os alle bort, men alle smiler narkotisk alligevel. Hvorfor ikke?

Vi bryder op og går sammen ned igennem markedsgaden nogle gange for at rode og handle som alle andre, der er kommet til denne herlige aften i mørket. Her emmer kun af fred og aktivitet, lyst til at indgå handler, kapitalisme på græsrodsplan, men der er sket noget, som ikke kan artikuleres. Noget støder sammen her, hvor alle blander sig med hinanden, muslimer, indere, kinesere - inden de går hver til sit. Der mangler autenticitet, sandhed, demokrati, menneskerettigheder.

Chirita og hendes mand anklager det multikulturelle samfund, som er den kollektive og populære drøm i Europa, for at være skyld i deres misère. Men der findes også en anden samfundsmæssig dynamik og kompleksitet her, som vi ikke har mulighed for at opdage i Europa, fordi vi endnu ikke er ankommet til den - vi er kun på vej. Det kunne være en grund til at lytte til stemmer i Kuala Lumpur for at forstå al denne vrede, og for at reflektere over det samfund, som er efterladt her fra kolonitiden. I 1969 fik frustrationen frit løb, og det førte til en eksplosion af vold og mord midt i denne storby. Det fik en ellers vraget politiker, en muslim, Mohammad bin Mahathir til seriøst og grundigt at reflektere over mulighederne for et samliv mellem forskellige etniske grupper. Det var en ny situation, det selvstændige Malaysia stod med et problem af gigantiske dimensioner efter det engelske koloniherredømme, hvor den oprindelige muslimske malaybefolkning nu godt og vel udgjorde halvdelen - resten havde en anden race, etnicitet, en anden kultur, et andet sprog, en anden religion.

Alligevel er det lykkes efter Mahathir kom til magten - efter at han havde forfattet sin bog for det multikulturelle samfund, The Malay Dilemma, at udvikle landet til et rigt samfund med sikkerhed og stabilitet. Men hvad er omkostningerne ved denne multikulturalisme?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her