Læsetid: 7 min.

Chokerende Pink

31. marts 2006

Sig ordet Pink og mange vil utvivlsomt tænke på den vilde, unge popsild med spark røv-attituden (har man nogensinde hørt hende åbne munden uden at bande?) og tilhørende grimme tatoveringer. Glamourkillingen med de vrængende grimasser, den evige blottede bh-top og de platinblonde lokker. Den småpunkede rockbabe, som skulle have tungekysset med Madonna ved MTV Awards-ceremonien, men ikke kunne få sig selv til det og overlod stuntet til Britney Spears. Superstjernen, som solgte 23 millioner albums og vandt to Grammies. Det uregerlige pigebarn fra Philadelphia, som gik sin mor så meget på nerverne, at hun blev sendt fra psykolog til psykolog, før hun omsider blev sparket ud i en alder af 15 år. Som blev reddet fra et liv som hjemløs, omflakkende teenager, da hun underskrev en pladekontrakt i en alder af 16. Som for to måneder siden giftede sig i Costa Rica sig med sin kæreste, en gudesmuk, barsk motocross-kører ved navn Carey Hart.

Men der er flere detaljer at berette om Pink - på godt og ondt.

Hendes berygtede bad ass-personlighed, siger hun i dag, er for intet at regne imod hendes far. Han var en seriøst autoritær figur, som forlod Pinks mor, en sygeplejerske, da den lille pige Alecia Beth Moore var syv - hun havde også en bror, Jason. Faren, Jim Moore, var krigsveteran fra Vietnam. Var det den baggrund, der gjorde ham til en sand skiderik?

"Nej, sådan var han altid. Han blev misbrugt som barn og gik i katolsk skole. Han meldte sig frivilligt til Vietnam for at slippe væk. Jo, han var altid en skiderik," gentager hun som for at understrege, hvor langt ude hendes far er.

"Han bruge karatetricks imod os. Førte guerillakrig i vores hjem. Han var sindssyg. Jeg voksede op med raketstyr i vores garage."

Der er ikke tid til at spørge, hvorfor farmand havde raketstyr i garagen, for Pink har for alt for travlt med at fortælle sin historie.

"Far," fortsætter hun, "nægtede at tale om sine krigsoplevelser, før han blev 40. Men så startede han også en lokal støttegruppe for Vietnamveteraner i Bucks County og fik dem med i den her gruppe, hvor de samledes om at lave fundraising for hjemløse og pensionister. Så mødtes de og snakkede - det var li'som gruppeterapi. At se de her voksne mænd stå frem og græde foran 20 andre fyre og en lille pige," udbryder hun i vanlig stakattoagtig stil. "Vi marcherede også i Washington for krigsveteraners rettighheder. Jeg var kun otte år, men jeg tænkte allerede: 'Jeg vil være popstjerne - hvad fanden laver jeg her'?"

Pink klukler manisk.

Det må have været ret stærke sager at opleve for et barn, antyder jeg.

"Ja, det var det, men jeg elskede det. Det satte ild under mine fødder."

18 år senere har bad ass-Pink og hendes bad ass-far stadig svært ved at omgås, uden at temperamenterne kommer i brand. De skændes stadig så det brager, og hun har lige så let ved at give ham fingeren som altid.

"Han har et vanskeligt sind, men jeg kan nå ind til ham som ingen anden. Jeg vidste præcis, hvilke knapper jeg skulle trykke på for at gøre ham rasende. Til sidst plejede han at skride, og i lang tid ville jeg ikke tale med ham. Det var på det tidspunkt, jeg var på stoffer..." Pause, hun sukker dybt og fortsætter. "Vi havde vores opgør."

Deres nyfundne forståelse ser ud til at have fundet en afklaring i en skæring på Pinks nye album, I'm Not Dead. Den hedder "I Have Seen The Rain" og er en duet med Jim Moore selv, som skrev sangen, da han tjente i Vietnam. Den lyder som en James Taylor-sang.

Nummeret er lidt af et opbrud for Pink, hvis varemærke længe har været aggressive, party-hard-sange som "God is a DJ" og "Trouble". Det var, fortæller hun, den første sang, hun lærte at optræde med - hun plejede at synge den med sin far ved møder i Vietnamveterangrupper.

Det må have været slemt for en lille pige at synge denne morbide sang foran alle disse intense, psykisk skadede, halvgamle fyre, spørger jeg.

"Ta'r du pis på mig," svarer Pink. "Åh, Gud - det var gyseligt!"

Pink er en see-no-shit-, speak-no-shit-, take-no-shit-slags pigebarn. Det manifesterer sig i de vrede læserbreve, hun fyrer af som talsperson for dyrerettighedsbevægelsen PETA (People for the Ethical Treatment of Animals): Hun kalder bl.a. den jagtglade prins William for "lystmorder" og også den pelsglade Vogue-redaktør Anna Wintour har fået hendes verbale krabask at føle. Og det manifesterer sig i de lange grønne læderstøvler, hun har på i dag, og i den måde hun selvbevidst strækker sit svømmetrænede legeme i sofaen i sit London-hotel.

Hun har kaldt sit nye album I'm Not Dead, "fordi jeg fik en vækkelse. Min far fik et hjerteanfald, og jeg blev 25 år og begyndte at læse The New York Times. Jeg begyndte at interessere mig mindre for mit eget psykodrama og mere for verden omkring mig".

Titelsangen er et dunkende rocktema, der lyder som Bon Jovi passet op af Bonnie Tyler ("I'm not dead just floating").

"Det er den første sang, jeg har skrevet, som lissom er subtil eller poetisk, 0m du vil. Normalt skriver jeg noget, der er ligetil og tegneserieagtigt. At være diplomatisk og pakke tingene ind har aldrig været mig."

På sin nye single, "Stupid Girls", stiller Pink polemiske spørgsmål med karakteristisk hæsblæsende vrængen: "What happened to the dream of a girl President?/(Apparently she's dancing in a video next to 50 Cent)/Why do airhead celeb chicks travel in packs of three/accompanied by their itsy-bitsy doggies and teeny-weeny tees)." Og: "Where, oh where have the smart people gone?" Og: "If I push up my bra like this, will the guy call me back?"

"Jeg tror på det frie valg, på alternativer og muligheder. Der er sådan en skrigende mangel på tolerance over for verdens mangfoldighed, som den er, så jeg tænkte, at det måske kunne hjælpe resten af kvinderne og resten af pigerne, hvis jeg kunne være li'som: "Hvis jeg er klog og læser en masse bøger og bruger min penge på godgørenhed i stedet for sko, kan jeg også komme i avisen. Så kan jeg også føle mig vigtig. Eller jeg kunne få mig en klogere kæreste. Eller jeg kunne forandre verden. Du ved, man har virkelig brug for gode eksempler, når man er så ung."

I nummerets video parodierer den 26-årige megasælgende sanger skadefro de tåbelige, små, rige piger, som fjanter rundt i hendes adopterede hjemby Los Angeles mellem parties og paparazzier. Der er også en badeværelsesscene, hvor en pige stikker fingeren i halsen for at kaste op. Som mainstreampopvideo betragtet er "Stupid Girl" både hysterisk morsom og dybt foruroligende.

'Morsom' og 'foruroligende' kunne næsten være titlen på Pinks selvbiografi. De dækker såvel hendes musikalske liv og den bemærkelsesværdige måde, hvorpå hun cool og behændigt har bevæget sig fra teenage R&B-diva på sit første album (Can't Take me Home) til sjæleudkrængende soul på sit andet (Missundaztood) til hanekams-punk lite party gal på sit tredje (Try This) frem til den politiserede agitprop på I'm Not Dead, der rummer endnu en socialt anfægtet sang, et protestnummer betitlet "Dear Mr. President", hvor hun synger sammen med den kultagtige lesbiske neo-folkduo, Indigo Girls. En smagsprøve: "What do you feel when you see all the homeless on the street/How do you sleep while the rest of us cry/How do you dream when a mother has no chance to say goodbye?/What kind of father might hate his own daughter if she were gay/You've come a long way from whiskey and cocaine."

Simple, højrøstede midler måske - Bruce Springsteen vil næppe tænke 'Fordømte Pink! Mit nye album med Pete Seeger-sange er nu overflødigt!' Men hvor svært er det ikke at forestille sig Christina Aguilera, Britney Spears, Lindsay Lohan eller en hvilken som helst anden teenagervenlig, supersælgende juniordiva have frækhed eller vid nok til at skrive en sådan sang?

Den morsomme og undertiden foruroligende "Dear Mr. President" er, fortæller Pink, et produkt af hendes nye mentale fitness-regime, hvor hun har sat sig for at læse store seriøse aviser i stedet for glittede magasiner.

"Og så er den et produkt af mine egne erfaringer. Berømtheder har jeg aldrig hængt ud med. Jeg kan meget bedre lide at hænge ud med almindelige mennesker med ni-til-fem-job. Jeg prøver at holde mig i kontakt med, hvad der rører sig i virkeligheden og sidder ikke i mit palæ med et par pudler og tænker, at alting er skønt. Jeg har venner, som er i Sri Lanka, i Irak, i Afrika, og som arbejder med FN. Jeg har venner i Philadelphia, der er fattigrøve og enlige mødre."

Men 'morsom' og 'foruroligende' dækker også hendes personlige liv, der som en narrativ bue spænder fra oprørsk og konfliktfyldt teenagetid til spektatulær megasucces som voksen popstjerne. Pink taler helt åbent om, hvordan hun begyndte at ryge cigaretter som ni-årig, og græs, før hun fyldte 11: "Fra jeg var 12 til 15 gik det støt ned ad bakke."

Hun tog enorme mængder syre. På Thanksgiving Day i 1995 kollapsede hun på en natklub i Philadelphia af en overdosis blandingsmisbrug efter at have røget marihuana, drukket øl, taget kokain, ketamin, crystal meth, angel dust (designer drugs, red.) og lattergas. Da hun lå på gulvet, troede hun, hun skulle dø. Det var som en sidste advarsel fra knokkelmanden.

"Siden da har jeg været clean," siger hun og knipser kækt med fingrene.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Pinks nye album 'I'm not dead' udkommer den 3. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu