Læsetid: 3 min.

Christiania er træningslejr for politiaspiranter

Halvdelen af den styrke, der patruljerer på Christiania, er politi-aspiranter under uddannelse. Advokat for Christiania mener, at det forklarer de mange 'latterlige anholdelser'. Københavns politi siger, at situationen er under kontrol
28. juli 2006

"Halvdelen af politistyrken på Christiania består af aspiranter fra politiskolen."

Det fortæller Vicepolitikommissær fra Beredskabsafdelingen, Erik Larsen. Men trods den seneste tids massive kritik af politiets hårde fremfærd på Christiania ser Erik Larsen ikke dette som noget problem. Hverken i forhold til aspiranternes sikkerhed eller i kvaliteten af politiets arbejde.

"Jeg vurderer ikke, at der begåes flere fejl, fordi det er aspiranter. Og i forhold til de uberettigede anholdelser, der tidligere blev foretaget, så var det et udtryk for en bestemt linie, der blev lagt dengang. Jeg mener ikke, at det er fordi, at det er unge betjente."

Men forsvarsadvokat Åge Kramp er af en anden overbevisning:

"At politiet møder op med en styrke, hvor halvdelen er aspiranter kan være en god forklaring på antallet af det, man kan kalde latterlige anholdelser. Uprøvede eller ikke færdig uddannede betjente er vel ikke det bedste svar på en situation, hvor presset er enormt. Vi taler her om politiets største indsatsområde," siger Åge Kramp, der er advokat for Café Månefiskerens - et af de steder, hvor politiet har foretaget flest anholdelser.

Han betegner det samtidig som både en besynderlig og uansvarlig disponering at anvende Christiania som træningsområde for unge aspiranter:

"Det kan godt være, at politiet mener, at det er almindeligt politiarbejde, der foretages herude. Men jeg synes, at de seneste par års konflikter har vist, at det er det ikke," siger Åge Kramp.

Tidligere episoder

Med den nuværende regerings bebudede normalisering af Christiania, rydningen af Pusher Street og politiets massive indryk på Fristaden, er fronterne mellem Politi og christianitter blevet skærpet markant.

På den ene side står en politistyrke, der fører en nul-tolerancepolitik overfor de beboere, der færdes i området omkring Pusher Street. På den anden side et Christiania, der føler sig stærkt provokeret af politiets massive tilstedeværelse. Det har ført til flere voldelige sammenstød og et overvældende stort antal anholdelser. Så mange, at Statsadvokat Karsten Hjort i foråret måtte træde til og pointere lovgivningens beføjelser overfor Københavns Politi.

Men ifølge Christianitterne er politiets opførsel stadig ude af kontrol. Seneste eksempel fandt sted søndag morgen, hvor politiet ryddede en fest og anholdt 15 personer. Billeddokumentation, som Information er i besiddelse af, viser en række voldsomme anholdelser, der endnu en gang får beboerne til at søge advokatbistand.

Men Ifølge Chefkriminalinspektør Per Larsen har den episode intet at gøre med det arbejde, som Politiet ellers foretager sig på Christiania. Og som hans kollega i Bredeskabsstyrelsen ser Per Larsen heller ikke noget problem i at anvende aspiranter fra politiskolen, da de unge "er under kyndig ledelse".

Desuden beskriver han Christiania som et fredeligt sted, hvor det blot er området omkring Pusher Street, der udgør et problem.

"Der er tale om en 50-100 personer, som vi har et meget anstrengt forhold til. De forsøger at rejse en stemning. Men hvis de tror, at de kan vende tilbage til tidligere tiders handel med hash, så har de gjort regning uden vært. Vi bliver derude."

Om de mange klagesager over politiets opførsel og unødige anholdeser siger Per Larsen, at det er "gamle sager" og "et overstået kapitel".

Ressourcespørgsmål

Der er stadig uvist, hvor meget politiets massive tilstedeværelse på Christiania koster.

Det kan "af hensyn til sikkerhed" ikke oplyses, som det er blevet formuleret af netop Per Larsen.

Men beløbet anslås til at være mindst 24 millioner årligt, når man alene regner udgifterne til patruljering.

Derfor kan en del af forklaringen på de mange aspiranter også ligge i, at politiet over flere år har været økonomisk stærk presset.

I hvert fald vil Per Larsen ikke afvise, at det også handler om at kunne stille mandskab til rådighed.

"Vi har slet ingen problemer med, at en stor del af politiets styrke udgøres af aspiranter. Og det er i øvrigt heller ikke noget, som vi kan lave om på. Uden dem ville vi slet ikke have ressourcer nok til at patruljere."

- Er du ikke bange for, at det kan være en for stor opgave for unge, der endnu ikke har afsluttet deres uddannelse?

"Nej, nej, det er jeg ikke bange for. Jeg mener ikke, at situationen er meget anderledes end andre steder."

- Og hvad med episoden fra i søndags?

"Vi er endnu ikke færdig med den juridiske vurdering - så det har vi ingen kommentarer til."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu